Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort på internettet 2011

II.E Den fælles frie seksualitet

AAO mente i begyndelsen, at den egentlige årsag til elendigheden i det borgerlige samfund var kernefamilien og ikke så meget den økonomiske struktur. Parforholdet og kernefamilien ansås for at være i uoverensstemmelse med den menneskelige natur. De restriktioner og sanktioner, som det voksne parforhold omgiver sig med, kan føres tilbage til infantile uløste bindinger. At disse netop ikke løses er årsagen til at kernefamilien kan bestå i den form, som den eksisterer i det borgerlige samfund.

Endvidere mente man, at det var en illusion, at et enkelt menneske kunne tilfredsstille et andet menneskes totale behov. Ønsket om at den anden skulle kunne tilfredsstille ens behov leder snarere til skuffelser og frustrationer.

Ud fra disse teoretiske indsigter indførte man den frie seksualitet. I praksis opstod den ved, at Otto på et tidspunkt, hvor der stadig var parforhold i gruppen, sagde, at fra nu af bollede han med dem, som havde lyst til det. Andre fulgte Ottos initiativ og hermed var den frie seksualitet en kendsgerning. Dermed ikke sagt at den angst og de skyldfølelser, som var forbundet hermed, var udryddet. Denne opgave blev forsøgt løst gennem terapien.

I de første år af AAO blev parforhold betragtet totalt negativt: en enhed som var systembevarende for det borgerlige samfund. Vi brugte virkelig meget tid i terapien til at finde ud af, hvad der lå bag behovet for et parforhold. Hos alle viste der sig en angst i forbindelsen med den frie seksualitet for ikke at få kærlighed, tryghed, ømhed og sikkerhed.

Men hvis det var muligt at have parforhold til een person, hvorfor skulle det så ikke være muligt til flere personer samtidigt? Sådan ræsonnerede man og de, der ville være med i grupperne, måtte være indstillet på, at de ikke kunne få en enkelt person for sig selv. Som på andre områder havde man en teoretisk hypotese, som man så efterprøvede i praksis. Denne indstilling og 'arbejdsmetode' var noget af det, som tiltrak mig ved AAO. Mens mange andre snakkede, lavede teorier og diskuterede om frigørelse, den menneskelige natur og et mere frit samfund, forsøgte AAO gennem deres praksis at efterprøve de forskellige teorier.

For mange udenforstående var det for radikalt med fx fri seksualitet. Dette punkt var det mest skræmmende for dem, som ikke boede i grupperne. I kritikken af AAO blev der på den frie seksualitet projiceret alt lige fra neurotiske perversioner til angsten for seksuel tvang.

Den frie seksualitet var ikke alene et mål i sig selv, men var ligeledes et terapeutisk middel til at fremprovokere de emotionelle blokeringer, som lå bag ønsket om et sikkerhedsgivende parforhold. Yderligere var den frie seksualitet en udvidelse af kommunikationsmulighederne i en sådan storfamilie.

Det betød en større mulighed for seksuel tilfredsstillelse end det borgerlige samfund tilbyder med dets repressive seksualopdragelse. Det borgerlige samfund er interesseret i, at den seksuelle energi skal sublimeres og kanaliseres ind i lønarbejdet i en for kapitalen tilfredsstillende grad. I denne henseende stillede Freud sig på samfundets og ikke på individets side.

Ingen af os vidste på forhånd, hvad der ville ske med os i et sådant eksperiment. Som nogle, der giver deres fysiske krop til naturvidenskabelige eksperimenter, gav vi på en måde vores sjæl til et eksperiment, hvor vi selv var videnskabsmændene. For mig var det derfor ingen overraskelse, at kun ca. 500 mennesker i 1977 turde deltage i dette eksperiment.

Angående den frie seksualitet og dens praktiske udformning aftalte to personer i løbet af dagen, at de ville sove sammen. Sov to personer lidt for ofte sammen, blev de kritiseret for parforhold. Hvor tåbeligt det end lyder, blev der sågar i en gruppe på et tidspunkt forsøgsvis lavet en soveplan, så det hver dag var fastlagt, hvem der sov med hvem. Dette varede dog kun nogle uger, da alle følte, at det var for meget af det gode.

Teoretisk arbejdede vi med en hypotese om, at et udviklet menneske var i stand til at kommunikere på alle planer med et hvilket som helst menneske. Såfremt en person ikke havde lyst til et seksuelt forhold til en anden person, måtte det i følge teorien skyldes ubevidste projektioner.

For mit eget vedkommende var denne tese forkert. Med nogle mennesker viste det sig, at jeg på disse projicerede sider af mig selv, som jeg ikke kunne acceptere hos mig selv. Dette benyttede jeg som undskyldning for ikke at ville have kontakt med dem. Men med andre personer havde jeg – lige meget hvor meget jeg arbejdede psykisk med mig selv – ikke lyst til større kontakt. En anden mulig teoretisk forklaring er, at jeg ikke var tilstrækkelig udviklet og derfor stadig projicerede på disse personer.

I praksis formede det sig sådan, at man havde mest sexuel kontakt med dem, som man holdt af, og disse var ofte dem, man havde kontakt med igennem arbejdet uden at der dog var nogen sammenhæng mellem disse to ting.

Ofte blev aftenen og natten delvist brugt til at få snakket med en, som man ellers ikke havde tid til at snakke med i løbet af dagen pga. den stramme økonomi og lange arbejdsdag. Dette har sikkert ændret sig efter at man i 1978 gik tilbage til privat økonomi. Herefter blev økonomien bedre og arbejdsdagen forkortet, så man også fik lidt tid til at slappe lidt af. Men da jeg i januar 1978 flyttede til en nyoprettet selvfremstillingsgruppe i Danmark, ved jeg ikke, hvorledes det er gået i de europæiske grupper sidenhen.

I behandlingen af vores seksualitet viste det sig, at vi havde fantastisk mange hæmninger og blokeringer. I terapien oplevede de fleste af os, at vi lige siden barndommen er blevet tvunget og vænnet til at leve i smerte og ikke i lyst. Dette mønster er blevet så internaliseret, at alle former for virkelig kropslig lystfølelse med det samme bliver angrebet af en lystfjendtlig samvittighed, som med forældrenes fordømmende autoritet skaber så stor angst i det ubevidste, at musklerne strammes og blokerer for en frit strømmende energi. Jeg husker, da jeg flyttede ind i gruppen, at jeg anså mig selv som nogenlunde seksuel fri, men da jeg blev stillet over for konfrontationen i form af fri seksualitet og mine egne seksuelle ubevidste blokeringer, måtte jeg erkende, at jeg kun var i kontakt med en mindre del af det seksuelle område.

Når jeg ser tilbage på mit to-årige ophold i dette terapeutiske kollektiv, er opløsningen af mine seksuelt hæmmende blokeringer noget af det mest værdifulde. Med seksualitet mener jeg ikke kun den genitale seksualitet, men hele organismens energi. Al vores energi stammer fra den seksuelle energi. Det afgørende er hvorledes vi – bevidst eller ubevidst – bruger denne energi. Tanken eller erfaringen om, at vi kan kontrollere denne energi uden at undertrykke den, er for det meste ukendt i vesten i modsætning til østen, hvor man i årtusinder har haft kendskab til metoder, som kan kanalisere den seksuelle energi til andre områder uden derved at undertrykke den genitale seksualitet – fx Tantra.

Denne erfaring kan man efter min erfaring kun gøre, når man har opnået en naturlig og tilstrækkelig seksuel genital tilfredsstillelse. Først herefter – når trykket fra den undertrykte seksuelle energi ikke længere er så stort, at det forekommer uafhængigt og selvstændigt i forhold til personens bevidsthed – er det muligt at transcendere den genitale seksualitet.

Vi benyttede os dog ikke af sådanne metoder. Jeg nævner det imidlertid på dette sted under behandlingen af AAO, fordi det viser en af de begrænsninger i dette system, som hindrede en spirituel udvikling, dvs. en udvikling af mennesket, som overskrider det fysiske og emotionelle plan. Grunden til at vi og AAO ikke benyttede endsige kendte til metoder til kanalisering af energien var hovedsageligt den ideologiske naturvidenskabelige baggrund hos Reich.

Men inden jeg vil diskutere denne, var der et praktisk problem, som var nok så vigtigt mht. seksualiteten, inden man begyndte at tænke på at transcendere den. Mage i grupperne havde vanskeligheder ved at få orgasme, og lette praktiske problem var vigtigere end et eventuelt forsøg på at omforme den seksuelle energi.

Men dette hang nu på en måde sammen med den fra Reich overtagne teoretiske opfattelse angåench seksuali-teten. Reich opfattede den menneskelige organisme som et system, der blev opladt med energi og sammenlignede ofte menneskets energetiske system med en blære. Reichs erfaringer fik ham til at antage, at denne blære 1 lavde brug for afladning, når den var blevet tilstrækkelig stor og spændstig. Og denne afladning måtte foregå gennem den seksuelle orgasme. Mig bekendt har han ingen steder nævnt en eventuel mulighed for at denne energi kunne benyttes til andre formål, som ikke ville være ensbetydende med en undertrykkelse.

Hans mål med sin terapi var det orgastisk potente menneske og ikke mere. Han havde i sine værker givet ret udførlige praktiske henvisninger til, hvordan man udførte terapien, og disse fulgte vi.

Men Reich indførte en vigtig distinktion angående potens og orgasme, som sjældent nævnes i mange af de forbindelser, hvor seksualiteten diskuteres. Den erektive potens er mandens evne til at få udløsning i form af ejakulation',, som ofte er forbundet med energetiske fornemmelser i kønsorganerne - i modsætning til den erektive potens, som kun påvirker en del af kroppen, er den orgastiske potens kendetegnet ved hele kroppens strømmende energi.

Denne distinktion eksisterer ikke for kvinden. Hun er enten orgastisk potent eller ej. Årsagen til at denne distink-tion mellem erektiv og orgastisk potens for mandens vedkom-mende så sjældent nævnes i vores samfund er for mig at se, at det er et mandsdomineret samfund.

De fleste mænd tror, at deres evne til erektion, samleje og sædudløsning er et bevis på deres potens. Og når kvinden ikke er i stand til at få orgasme, så føler manden sig bedre end kvinden. Dybest set er mange mænd ikke interesseret i, at kvinden får orgasme, thi dette ville afsløre, at mandens 'orgasme' (sædudløsning med dertil hørende følelse af afspændthed) er væsentlig mindre end kvindens. Når en kvinde virkelig får orgasme, når hun råber og skriger i nydelse, så er helvede løs for manden i ordets bogstaveligste forstand. Og kvinden er i modsætning til manden i stand til at få flere orgasmer og dette ville blot såre mandens stolthed endnu mere og få ham til at føle sig endnu mere mindreværdig.

Der er mange flere aspekter i dette forhold omkring seksualiteten, kønnenes indbyrdes forhold, mandens undertrykkelse af kvinden, kvindernes og mændenes frigørelse, som er interessante og væsentlige, og som ofte 'overses' i mange psykologiske og sociologiske diskussioner, men jeg må på dette sted henvise til Bhagwan, som er den, som mig bekendt har udtalt sig mest radikalt og rigtigt om dette.

Reichs kriterium for den orgastiske potens var orgasme-refleksen, som også optræder under selve orgasmen, hvis man er orgastisk potent. Når den indtræder, forsøger halsen og endetarmen spontant at nærme sig hinanden, samtidig med at hovedet falder bagover i hengivelse. Denne refleks optræder først, når man har arbejdet sig igennem de fleste af kroppens muskulære blokeringer. For mig optrådte den først efter ca. to års terapi.

Om det var Reichs naturvidenskabelige seksualøkonomi eller selve AAO's struktur og ideologi, som var den egentlige årsag, er svært at sige, men seksualiteten og det at elske blev i hvert fald også en slags seksualøkonomi. I god tradi-tionel målrettet forstand elskede vi mere for at opnå noget bestemt end vi elskede for selve kærlighedens, legens og seksualitetens skyld. Efter Reich skulle den spændte psyko-seksuelle energi aflades vha. den seksuelle udløsning og afladning. Seksualiteten blev reduceret til et middel til at få forløsning for en spændt tilstand på samme måde som den følelsesforløsende terapi.

Denne selvstændiggørelse og tingsliggørelse af seksualiteten, blottet for menneskelig ømhed og varme, bevirkede i en vis grad at vi vurderede hinanden som mere eller mindre brugbare objekter til opnåelse af denne afspænding.

Hvor kvinden i vores samfund hovedsagelig er offer for denne nedværdigende reduktion og objektivering, var det hos os gensidigt mellem kønnene. Selve denne reduktion ser jeg ikke noget forkasteligt i, da dette er at stå ved begæret og lysterne, men når denne holdning ikke hører sammen med følelser fra hjertet, så er den kritisabel og giver stof til eftertanke og selvkritik - ikke alene kritik af en bestemt moral, men af moral overhovedet.

Det var særdeles lærerigt for mig at opleve denne ubehagelige interesse for min krop alene uden hensyn til min person. Jeg blev derigennem i stand til at forstå kvinders harme over at blive betragtet som seksualobjekter.

AAO var blevet så fikseret på den genitale seksualitet, at den blev dyrket i alle mulige former inden for det genitale område. Man blev og ville ikke blive bekendt med, at mennesket mht. seksualitet er mere end et væsen med dyriske instinkter og lyster. I østen har man i årtusinder haft viden om fx transformation af den seksuelle energi uden repression, men sådanne - og for så vidt også andre østlige tanker - blev afvist som mystiske i betydningen sludder. Mens jeg var i grupperne, oplevede jeg således ikke, at AAO kom ud over den fra Reich stammende fiksering på den genitale seksualitet.

Parforhold i AAO