Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort januar 2011

VI.A.3 Double-bind

Double-bindsituationen består i korthed af følgende: De kommunikerende personer befinder sig i et forhold, hvor mindst een er afhængig af forholdets fortsatte beståen. Vedkommende kan altså ikke bryde ud, det ville være at overtræde spillereglerne (fx selvmord). Den afhængige person bliver nu udsat for mindst to meddelelser eller ordrer, som modsiger hinanden, men er indeholdt i samme kommunikation. Moderen siger fx til barnet: 'Kom min skat' og med kroppen udtrykker hun had - det stik modsatte - eller 'vær spontan' - se også Watts eksempler.

Den eneste mulige løsning er at bryde spillereglerne ved fx at løbe hjemmefra, men det kan et lille barn ikke. Det er udleveret forældrene. For slet ikke at tale om, at det måske enten er umuligt eller forbundet med de største skyldfølelser for barnet at begynde at tænke på et højere plan (meta-plan). Min erfaring - som måske lyder overraskende - er, at vi alle, som har overlevet dette paradokse spil, på et mere eller mindre ubevidst plan godt har været klar over det, men vi har holdt det hemmeligt og måske har vi glemt det eller fortrængt det. Dette er min erfaring fra terapi.

Det vigtigste ved double-bind er måske, at den kun eksisterer, når der er tale om et afhængighedsforhold. Det er underordnet, om det er indbildt. Pointen er, at det opleves som et afhængighedsforhold.

I AAO forstod vi a priori et menneske som et væsen, som havde brug for kærlighed fra andre. Vi definerede ikke mennesket, som et væsen, som også kunne give kærlighed til andre. På forhånd inden undersøgelsen var begyndt, havde vi bestemt os til hovedsageligt at betragte mennesket ud fra den synsvinkel. Og dette bevirkede, at vi arbejdede mest med behovet for kærlighed og væsentlig mindre med menneskets evne til at give eller dele med andre. Og vores resultater blev en 'self-fulfilling prophecy': i terapien viste det sig, at vi alle havde brug for kærlighed, forstærket af den fra barndommen stammende mangel på kærlighed. At man så i praksis ofte er nødt til at gennemgå mange af barndommens smerter og double-binds for at blive mere kærlig og medfølende er noget andet. Det vigtige var, at vi havde på forhånd sat os fast på en bestemt opfattelse, og vores terapeutiske metoder var indrettet efter denne a priori definition, så resultatet kunne ikke andet end bekræfte antagelsen.

Men denne antagelse fungerede som en double-bind. Spillereglen hed: 'Du har brug for andre, derfor har du brug for gruppen.' Meditationen er et middel til at vende denne proces, og betegnende nok arbejder selvfremstillingsgruppeme stadig ikke med meditation. Det kunne nemlig sætte spørgsmålstegn ved en af spillereglerne. Omend det i vores danske gruppe ikke var bevidst, var dette sikkert en af grundene til, at vi opløste gruppen og søgte nye veje, bl.a. meditationen.

næste side