Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort på internettet 2011

II. AAO OG SELVFREMSTILLINGSGRUPPER

II.A Historisk teoretisk almen indledning

Jeg vil i det følgende beskæftige mig en del med dette eksperiment i at prøve en alternativ livsform. Det er interessant både psykologisk og sociologisk, fordi det giver mulighed for at vurdere nogle hypoteser, som forekommer inden for psykologien og sociologien. Men lad os først kigge lidt på baggrunden og historien for dette eksperiment.

Studenter- og ungdomsoprøret havde bragt mange nye tanker og ideer frem, men specielt var kritikken rettet mod det borgerlige livsmønster. Hippiernes motto 'Make Love, Not War' var ikke kun rettet mod krigen i Vietnam, men også mod det enkelte menneskes voldelige psyke. Det var ikke kun en kritik af den borgerlige kernefamilie, hvis systemtilpassende funktion og tætte sammenhæng med den kapitalistiske produktionsmåde og ideologi blev anset for det, som også måtte ændres, såfremt der skulle være håb om et bedre liv og et bedre samfund.

Kernefamilien, som yderligere fungerede som konsumtionsenhed og som stedet for arbejdskraftens reproduktion, producerede i kraft af dens struktur den ideologiske bevidsthed, som kapitalismen havde brug for. For nogle af den tids kritikere var en af løsningerne eller vejen frem en opløsning af denne kernefamillestruktur og dannelsen af en anderledes samlivsform.

Den kollektive livsform havde ganske vist eksisteret før ungdomsoprøret, men nu blev den mere udbredt. Mange af teoretikerne inden for den nye kollektivbevægelse troede og håbede på, at kollektivet i sig selv ville skabe en ny form for psykisk frihed for det enkelte individ. Frem for alt troede man, at det kunne lade sig gøre kun at snakke og diskutere sig gennem de psykiske og fysiske problemer, som ville opstå i og med, at flere end to mennesker levede under samme tag.

Nogle håbede endda, at individualiteten ville opleve en form for genfødsel, blot man boede i kollektiv. Den efter min mening største illusion var troen på, at de involverede personers psyke var god nok og at den ikke behøvede nogen form for ændring for at et kollektiv kunne fungere godt. Eller sagt med andre ord: at det ikke var nødvendigt med en vis form for psykoterapi, som gik ud over samtaler og diskussioner.

Den syndebuksstrategi, som ofte foregår i kernefamilien, hvor den svageste person får 'skylden' for familiens samlede psykiske elendighed, gik omend mere maskeret igen i kollektiverne – dette er min erfaring. Konflikterne i kollektiverne, som for det meste skyldes psykologiske fænomener, blev således til symptomer og direkte årsagsforklaringer til kollektivets manglende funktionsevne. Enten opfattede størsteparten af kollektivet en enkelt persons karakter og adfærd som 'årsagen' eller en enkelt person opfattede resten af kollektivet som 'årsagen' til at det ikke fungerede.

Og inden det kom til de helt store psykiske sammenstød mellem medlemmerne valgte en eller flere personer som regel at flytte fra kollektivet. Dermed ikke sagt, at alle uoverensstemmelser i kollektiver skyldes de enkelte personers manglende psykiske udvikling, men mange af de problemer, som opstod og opstår i kollektiver, bliver ikke behandlet som det, de er, nemlig de enkelte personers neurotiske adfærd.

Nogle personer passer ganske enkelt svært sammen, uden at jeg her vil søge at forklare eller bevise dette. Og så er der ingen grund til at bo sammen og skabe unødige problemer for begge parter. Det samme forekommer jo i parforhold og ægteskaber, hvor parterne måske med tiden vokser i forskellige retninger og hvor interesserne derfor ikke længere passer sammen, som de gjorde ved starten af forholdet. Efter min viden lever føromtalte illusion om, at fx fire menneskers bofællesskab i sig selv løser de fire personers forkrøblede psyker, stadig i mange kollektiver, hvilket den stadige ind- og udflytning af kollektiverne er et vidnesbyrd om.

Ud fra bl.a. disse erfaringer startede nogle østrigere omkring 1970 en gruppe eller kollektiv med det formål at eksperimentere med en ny livsform, som bl.a. skulle indeholde et bevidst forsøg på at ændre den af kernefamilien og af det borgerlige samfund producerede neurotiske bevidsthed, og dette skulle foregå ved hjælp af psykoterapi.

Enkelte af disse mennesker havde allerede nogen erfaring fra den klassiske psykoanalyse fra Wien, hvor den jo også var opstået. Andre havde læst Reich ('Orgasmens funktion') og de blev alle enige om at lave gensidig terapi på hinanden efter reichianske forskrifter. Indre konflikter i gruppen, som man på daværende tidspunkt ikke var i stand til at løse, splittede gruppen i to mindre grupper.

En tredie lignende terapeutisk gruppe blev dannet og det hele endte med, at de tre grupper sluttede sig sammen og i fællesskab købte et stykke ufrugtbart land i Østrig ca. 30 km. fra den ungarske grænse. De mere eller mindre utopiske ideer, som lå hos Marx, Freud, Reich, studenter- og ungdomsoprøret og i kvindebevægelsen, ville man forsøge at realisere i det daglige liv i dette kollektiv.

I 1973 besluttede man radikalt at indføre nogle af disse ideer i den konkrete dagligdag. Eftersom man havde en ide om, at den private ejendom var roden til meget ondt, indførtes fælles ejendom og fælles økonomi. Alt materielt blev fælles eje og blev fordelt mellem medlemmerne. Fælles fri seksualitet blev indført på den måde, at man ikke tog hensyn til de barrierer, som normalt begrænser et parforhold seksuelt udadtil. Yderligere lavede man terapi i fællesskab i form af gruppeterapi og gensidig individualterapi.

Efter nogle års erfaring med denne livsform blandt disse ca. 60 mennesker, begyndte nogle af dem ved bl.a. rejser i Europa at lave propaganda for deres livsform med det ønske at flere tilsluttede sig. Flere og flere flyttede ind i Østrig og andre dannede nye grupper andre steder i Europa. 1977 blev det år, hvor der var mest interesse omkring disse grupper, som nu havde sluttet sig sammen til en organisation med navnet AAO, Aktionsanalytisk Organisation – den individualterapi, som var blevet udvildet på grundlag af Reich, blev kaldt aktionsanalyse.

Det var for øvrigt det år, hvor jeg flyttede ind i en af de tyske grupper. Alle grupper tilsammen havde fælles ejendom, som pga. størrelsen blev forvaltet centralt af nogle få økonomiske eksperter. Senere skulle det desværre vise sig, at disse eksperter ikke havde så megen ekspertise, som de havde givet det ud for. I 1977 levede i alt ca. 500 mennesker i sådanne grupper med ca. 30 personer incl. børn i hver gruppe, fordelt i Østrig, Schweiz, Vesttyskland, Frankrig og Norge.

Ca. 30% af medlemmerne kom fra arbejderklassen og resten groft sagt fra middelklassen. Størsteparten af medlemmerne var tyskere, hvilket påvirkede organisationen i en germansk retning, som jeg skal vende tilbage til. Nu kan man jo spørge, hvilke motiver de enkelte havde for et valg om at leve i et sådant fællesskab. Der findes mig bekendt ingen empiriske studier over dette, men mit eget skøn er, at størsteparten var utilfreds med at leve på den måde, som de hidtil havde gjort. Mange havde desuden såkaldte tilpasningsvanskeligheder rent psykologisk. Andre, som sådan set godt kunne klare sig udmærket i samfundet, var interesseret i en udvikling af dem selv personligt og interesseret i et liv, som gav større tilfredsstillelse af forskellige behov. Yderligere var de fleste mellem 20 og 30 år.

I den følgende beskrivelse, analyse og diskussion af AAO vil jeg inddele i tre væsentlige punkter: 1. økonomien, 2. terapien og 3. den frie seksualitet. Sammen med beskrivelsen vil jeg indføre mine egne personlige oplevelser og subjektive vurderinger, da disse er svære at adskille fra min analyse. Dette er efter min mening overhovedet ikke muligt, eftersom jeg stadig ikke er et fuldkomment menneske, dvs. at jeg stadig indeholder ubevidste indhold, som jeg evt. projicerer på flere fænomener, som derved ikke bliver beskrevet 'objektivt'.

næste side


© 2019 by Michael Maardt • frigørelsens-paradoks.dk