Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort på internettet 2011

III. Tiden efter AAO

Vores danske selvfremstillingsgruppe, som havde eksisteret i halvt år, blev opløst i foråret 1979. Vi havde ikke formået at realisere en gnidningsløs fri seksualitet med lige forhold mellem alle. Nogle ønskede ikke at leve på denne måde, men foretrak parforholdet.

De andre grupper i Europa eksisterer så vidt jeg ved stadig men vores gruppe blev delt og de enkelte personer gik derefter forskellige veje. Mange af os blev interesseret i andre metoder til psykisk udvikling og for mit vedkommende blev det hovedsageligt arbejdet med mine drømme og meditation.

l foråret 1979 havde jeg under mine genoptagne studier fået mavesår, som jeg først kom af med et år senere. I efteråret blev jeg nødt til at arbejde for at overleve og regnede ikke med at kunne færdiggøre mit studium. l dette år fra foråret 1979 til foråret 1980 gennemlevede jeg min hidtil mest problemfyldte krise. Psykisk gik det op og ned, depressionerne kom og gik, mine normer og værdier blev vendt og drejet op til flere gange og mit mavesår fungerede som målestok for min nervøsitet og hindrede mig desuden i megen af den aktivitet, som jeg ønskede, men ikke kunne gennemføre.

Min relativt analyserende, rationelle og forklarende holdning til mit eget indre liv ændrede sig meget i denne tid. Ligemeget hvor meget jeg forsøgte at forklare mine depressioner som symptomer på mangel af et eller andet, gik det mere og mere op for mig, at en forklarende holdning ikke hjalp. Disse konkrete erfaringer med smerte og lidelse lærte mig, at den psykoterapeutiske hypotese, at man fik det bedre ved at udtrykke alle emotioner, var forkert og egentlig beroede på angsten for at indrømme, at vi indeholder både smerte og glæde. Psykoterapiens dualistiske opspaltning mellem subjektet og følelserne er et forsøg på at flygte fra sig selv. Udtrykket 'jeg føler angst' adskiller jeget fra følelserne, mens udtrykket 'jeg er angst' eller 'jeg er smerte' er en anden og mere sand holdning til sig selv.

Ved at acceptere smerten, som den er og var, kom jeg lettere igennem den, omend det var uhyre svært, thi mit sind kæmpede imod denne holdning.

Mit bevidste jeg ville ikke anerkende de 'dårlige' og 'svage' sider af hele min person. Det vil det stadig ikke, men det blev mindre problemfyldt for mig at acceptere større dele af mig selv.

Gang på gang stødte jeg på mine forældres og andres holdning over for 'dårlige' følelser, som man helst ikke skulle have. De var udtryk for, at man klarede sig dårligt i tilpasningen til realiteten. Angsten for at blive afvist, fordi jeg ikke var, som jeg 'burde' være, dukkede ustandseligt op. Angsten for ikke at være god nok, for at falde uden for de sociale konventioner og for døden og ensomheden viste både, hvor lidt jeg var i stand til at elske mig selv og hvor meget jeg var afhængig af andres kærlighed og accept. Jeg var blevet hypnotiseret til at fordømme mig selv indefra. Jeg var kun noget værd, hvis jeg opfyldte visse betingelser.

Langsomt begyndte jeg at få øje på sammenhængen mellem mit egos grænser for smerte og lyst og min omverdens moralske forestillinger og ideologi om samme, hvilket førte til, at jeg turde tillade mere smerte uden at det med det samme blev stemplet af mit jeg som ubehageligt eller uønskværdigt.

For at sige det mere enkelt tillod jeg mig selv mere at leve livet, som det skete for mig. Dette skete i sammenhæng med de metoder til udvikling, som jeg i denne periode benyttede mig af: meditation og drømme.

Jeg vil starte med beskrivelsen af drømme, derefter beskrivelsen af meditation og slutte af med mine erfaringer med disse to systemer, selv om nogle af mine erfaringen også beskrives under selve beskrivelsen af metoden.

næste side


© 2019 by Michael Maardt • frigørelsens-paradoks.dk