Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort januar 2011

VI.A.1 Diskussion af teori, ideologi og praksis for forskellige terapiformer

Mine erfaringer med meditation og drømme adskiller sig på visse punkter ikke fra mine erfaringer fra andre metoder som fx følelsesforløsende psykoterapi. Alle metoder har givet mig større erkendelse og forståelse af ubevidste dele af mig selv, som derefter ikke længere var ubevidste. Mens de fleste mig bekendte psykoterapier tenderer mod en identifikation mellem subjektet og emotionerne, tenderer meditation mod opmærksomhed og afstandtagen fra subjektets side mod emotionerne og tankerne (sindet).

Jeg siger tenderer, fordi begge metoder egentlig indeholder den anden metodes aspekt. Der er således ikke tale om en total adskillelse, men kun om en vægten af det ene aspekt. Inden for logikken kan jeg ikke både sige: 'jeg er angst' og 'jeg er ikke angst'.

Til løsning af dette paradoks kan vi indføre en skelnen mellem to forskellige bevidsthedstilstande: den ikke-meditative og den meditative. I den ikke-meditative er jeg angsten, for sådan opleves det, hvis man kan tillade og acceptere angsten totalt. Jeg taler altså ikke om den situation, hvor man forsøger at flygte fra eller undertrykke angsten, fordi den er ubehagelig eller uønsket.

I den meditative tilstand er jeg i stand til at betragte angsten som uden for mig selv - dette er en teoretisk opstilling, i praksis har jeg yderst sjældent været i stand til dette, men pointen er, at det er muligt. Denne tilstand forudsætter også, at jeg tillader angsten totalt.

Dette er teori, noget andet er praksis. Mine erfaringer viser, at jeg har været nødt til at gå gennem det ikke-meditative stadie (dvs. at identificere mig med og acceptere mine følelser som en del af mig selv) for at komme til det meditative stadie. Mange års - alt afhængig af, hvornår man starter med en bevidst psykisk udvikling - undertrykkelse af emotioner betyder, at man i begyndelsen bogstavelig talt oplever, at man sidder på en vulkan, som næsten kan eksplodere hvert øjeblik.

De fortrængte emotioner kommer i starten frem med en intensitet, som ofte skræmte mig og som stadig skræmmer mig. Da jeg før sagde, at det var nødvendigt at gå gennem det ikke-meditative stadie for at komme til det meditative stadie, betyder det ikke, at jeg absolut er færdig med det ikke-meditative stadium. I praksis kan det opleves som at bevæge sig igennem flere lag af psyken.

Ved at komme tilstrækkelig 'dybt' i et lag eller situation, men kun i forhold til dette lag eller denne specifikke situation, bliver man måske konfronteret med et nyt lag, som kan ligne det forrige lag, dvs. have en forbindelse til dette. Billedligt forekommer det som en udstrakt spiral, hvor man både bevæger sig op og ned.

Det væsentlige og ofte (fx Janov: 'Primalskriget') enten ikke forståede eller ringe forståede - moment er ikke (gen-) oplevelsen af en fortrængt følelse eller situation (mønster), men indsigten eller forståelsen af sammenhængen mellem det fortrængte og det neurotiske mønster, som man gang på gang gentager i sit daglige liv. Denne forståelse er ledsaget af en 'aha-oplevelse'.

Denne spontane samtidige og sammenfaldne intellektuelle og intuitivt følelsesmæssige totalforståelse er den egentlige forståelse, til forskel fra den kun intellektuelle forståelse, som i denne sammenhæng intet nytter. Tilegnelsen af og forståelsen af de samlede værker af fx Freud, Jung, Reich, Grof og Bhagwan hjælper således intet. Den egentlige forståelse sker i praksis, i 'det levende liv'.

For flere tusinde år siden, da de i østen ikke levede et så stresset liv, som vi gør i dag i Vesten, kunne de nøjes med den stillesiddende meditation til at lukke op for det ubevidste. I dag er vi i vesten for de flestes - hvis ikke alles - vedkommende nødt til at benytte følelsesforløsende kropsterapier for at kunne trænge igennem det muskel- og karakterpanser, som vi beskytter vort ubevidste med.

Derfor er psykoterapeutiske teknikker som primalterapi, bioenergetik, gestaltterapi, encountergrupper osv. så populære i vesten nu, hvor flere og flere enten ikke kan klare presset fra de fortrængte følelser (og dette er det statistisk største motiv til at gå i terapi) eller bliver interesseret i at leve et mere levende liv.

Det springende punkt i paradokset 'jeg er mine følelser' og 'jeg er ikke mine følelser' er ikke kun en teoretisk finesse, men snarere et godt råd, når man arbejder i praksis og skal forholde sig til sine følelser. I stærke og intense emotionelle udbrud kan man føle sig så stærkt overvældet af en emotion, at man oplever at være selve emotionen - selv om man dybest set stadig kan sige, at man ikke er emotionen.

Det væsentlige er den holdning, man har inden og under oplevelsen. Har man på forhånd den holdning, at 'jeg er ikke mine følelser', kan det bevirke, at man ikke tør give totalt slip og lade følelsen komme helt til udtryk, dvs. man undertrykker en del af den.

Er man derimod i stand til at sige 'jeg er mine følelser', kan det være lettere at tillade hele følelsen uden undertrykkelse. Det svære i praksis er, at man meget let identificerer jeget og vidnet med den holdning, som siger: 'jeg er ikke mine følelser.'

[Yoga vs Tantra]

Så vidt jeg kan se prøver jeg at beskrive forskellen mellem Yoga og Tantra - denne model har jeg lånt af Jes Bertelsen. Hvor han har den fra ved jeg ikke. Næsten alle andre forklarings- og beskrivelsesmodeller har jeg lånt af Bhagwan. I min personlige udvikling stødte jeg ofte på paradoksale fænomener, som jeg ikke kunne fatte, før jeg læste eller hørte Bhagwan.

Yoga fastholder en bevidst kontrol ved at fastholde objektet (fx følelsen) adskilt fra subjektet (vidnet). Det for mig at se vanskelige er som sagt at holde vidnet og jeget adskilt.

Tantra overgiver sig 'bevidst', dvs. man forsøger at over-give sig 'med vilje'. Dette er også et paradoks i stil med 'vær spontan'. Pointen ligger i, at man må anstrenge sig så meget med at overgive sig, at man ikke kan anstrenge sig mere, og netop her sker overgivelsen spontant ! Tantra kæmper ikke imod strømmen i floden, men flyder med - og med opmærksomhed.

Både den yogiske og den tantriske metode lægger vægt på opmærksomhed, og begge har samme mål, men vejene er forskellige. Visse terapeutiske teknikker som fx 're-birthing' og Bhagwans dynamiske meditation (på dansk oprindeligt kaldet HU-meditation), som begge er kropsligt dynamiske, dvs. at de ved et særligt bevidst åndedræt forstærker fortrængte følelsers mulighed for at komme til bevidsthedens synsfelt, har aspekter af både yoga og tantra. Man forsøger at slippe sindets kontrol samtidigt med et bevidst åndedræt. Man forsøger at flyde med og være kun et vidne.

I begyndelsen vil det være svært ikke at lade de fortrængte emotioner komme til udtryk - pga. deres intensitet - men senere forsøger man at lade emotionerne komme frem uden at udtrykke dem. Man forsøger at betragte dem som en film, der ruller foran øjnene. Selv om det måske lyder selvmodsigende og indviklet i dette dualistiske sprog, kan det dog lade sig gøre i praksis.

Både Yogas og Tantras mål er egoets forsvinden, hvor kun vidnet er tilbage. Set fra et højere bevidsthedsplan er det to sider af samme sag. Til sammenligning er kærlighedens (Jesu') og meditationens (Buddhas) vej udtryk for den samme forskel, som kun er en analytisk forskel på et dualistisk bevidsthedsplan. I både den dybe kærlighed og den dybe, dvs. egentlige meditation forsvinder egoet.

Noget af det tiltrækkende ved kærligheden er muligheden for at opleve den egoløse tilstand. Det samme er tilfældet med den seksuelle orgasme. I meditationen er det for mange sværere - også mig selv - at hengive sig til denne tilstand, fordi der her er ingen ydre fysisk 'livmoder' at give sig hen i. Men i alle tre tilfælde er det forbundet med stor angst at hengive sig i en tilstand, hvor man slipper egoets kontrol.

Mine erfaringer viser, at jeg har måttet gennem fasen 'jeg er mine følelser' for at opleve 'jeg er ikke mine følelser'. Min oplevelse af dyb smerte og død er nok den hidtil stærkeste oplevelse, som jeg har haft i denne forbindelse.

For at gøre det konkret har jeg valgt noget af Bhagwans svar til en person, som spørger:

Bhagwan, kan fejghed og hykleri også være smukt? Kan jeg acceptere både min fejghed, min nærighed, mit hykleri og en tendens til privatisme, som du selv har kaldt idioti. Hvis jeg accepterer disse tendenser, hvordan vil jeg så blive fri?

Bhagwan svarer bl.a.:

'Hvor forunderligt og modsigelsesfyldt det end lyder, så er freden altid kun at finde midt i smerten, aldrig i flugten eller kampen mod det, som forekommer negativt eller smertefuldt.'

Dette og det efterfølgende i dette lange citat har været noget af det vigtigste for mig i min udvikling. Det har ofte været en rettesnor for mig, en slags 'Kom bare, det gør ganske vist satans ondt, men det er den eneste vej, og der er lys på den anden side !' Lige siden jeg første gang læste noget af Bhagwan — selv om jeg på det tidspunkt var i AAO, som også dengang forkastede Bhagwan — har jeg i mine konkrete erfaringer mere og mere fået bekræftet denne sandhed, selv om den umiddelbart er nok så 'ubehagelig', fordi jeg altid håbede på, at der var en smutvej gennem smerten.

'En meget fundamental ting at huske er: Kun forening med psykologisk smerte åbner døren til frigørelse og transcendens, kun forening med den psykologiske smerte. Alt hvad der er smertefuldt må accepteres, der må skabes en dialog med det. Det er dig. Der er ingen anden vej uden om det. den eneste vej er at absorbere det. ...

Psykologisk smerte eksisterer ikke bare pga. nogle smertefulde stimuli eller realiteter. Smerten er derimod produceret af fortolkninger af disse facts og realiteter ....

Du har et bestemt ego. Dette bestemte ego fortsætter hele tiden med at fordømme fejghed. Det er pga. denne fordømmelse og fortolkning, at smerten opstår ....

Det er kun, når bevidstheden trækker sig tilbage fra realiteterne, at der opstår smerte. Du prøver at undgå facts som fejghed, frygt, had, tristhed, lad være med at trække dig tilbage. Undgåelsen skaber smerten. Psykologisk smerte er ikke indeholdt i nogen følelse, men opstår med intentionen om at undgå. Det øjeblik, du beslutter at undgå noget, opstår smerten ....

I enheden forsvinder smerten. Det er den splid, du skaber mellem følelsen - frygten, hadet - og dig selv. Du bliver to. Du bliver det observerede og den, der observerer. Du siger: 'Jeg er her, den der observerer, og der er smerte, det observerede, og jeg er ikke smerten.' Denne dualisme skaber smerte. Du er ikke det observerede, du er ikke den, der observerer - du er begge. Du er både den, der ser og det sete. Sig ikke: 'Jeg føler smerte.' Det er en forkert måde at formulere det. Lad være med at sige 'Jeg er bange.' Det er også en forkert måde. Sig simpelthen: 'Jeg er frygt.' I dette øjeblik er 'jeg' frygten. Lad være med at dele ...

Det er det, Krishnamurti mener, når han hele tiden siger: 'Betragteren er det betragtede.' Seeren er det sete, og den, der erfarer, er det erfarede - lad være med at adskille subjekt og objekt. Det er hovedårsagen til at elendighed, til al splid.'

(fra det danske tidsskrift 'Rajneesh', årg. 5, nr. 1)

Bhagwan taler fra den meditative tilstands plan til sindets plan for at lede spørgeren hen imod den meditative tilstands plan. I det følgende vil jeg forsøge at beskrive forskellene på sindets plan, den meditative tilstands plan og den oplyste bevidstheds plan.

Bhagwan og Krishnamurti taler begge fra den bevidsthedstilstand, hvor de befinder sig, nemlig den oplyste bevidsthed (ofte kaldt Kristusbevidsthed, Buddhabevidsthed eller Gudsbevidsthed).

Det vanskelige ved at forstå dette, såfremt man ikke har oplevet en meditativ tilstand opmærksomt — forudsat at det overhovedet er muligt at forstå uden en sådan oplevelse (1) — er at vi lige fra barnsben har lært at se verden efter en bestemt overenskomst, men har 'glemt' at det er en overenskomst. Eller som Don Juan prøver at forklare den uforstående Castaneda:

The world is such-and-such or so-and-so only because we tell ourselves that that is the way it is. If we stop telling ourselves that the world is so-and-so, the world will stop being so-and-so. At this moment I don't think you're ready for such a momentous blow (at blive katapulteret ud af sindets eller egoets bevidsthedsniveau, hvor subjektet er adskilt fra objektet og ind i den meditative tilstand og evt. samadhi. Min anm.), therefore you must start slowly to undo the world. - 'to undo the world' kalder jeg få kendskab til sit ubevidste, projektioner, neurotiske mønstre osv., min anm. (Castaneda: A separate reality, p. 219)

(1) Inden jeg selv havde haft en meditativ oplevelse, kunne jeg hverken forstå eller forestille mig, hvordan den måtte opleves. Jeg troede på ordene og muligheden. Det, som jeg tidligere har kaldt totalforståelse, er efter min egen definition ikke mulig uden selve oplevelsen.

I håbet om ikke at øge forvirringen vil jeg forsøge at anskueliggøre oplevelsen af den meditative tilstand, hvor 'betragteren er det betragtede', ved den meditative tilstands diametrale modsætning - diametral, hvad angår opmærksomhedens intensitet - nemlig ved den oplevelse, som vi populært kalder 'at falde i staver.' Og af det følgende eksempel kan vi se, at den meditative tilstand kan have forskellige grader af opmærksomhed. Jeg har selv været både i en meditativ tilstand med ingen opmærksomhed (det at 'falde i staver') og i en med 100% opmærksomhed (samadhi eller satori).

Se min tidligere beskrivelse, hvor jeg i et kort øjeblik oplevede at overskride vores normale definition af den sædvanlige virkelighed med fuld opmærksomhed - om min opmærksomhed virkelig var 100% kan jeg hverken være sikker på eller 'bevise', men det stemmer overens med de beskrivelser af samadhi, som jeg har fra Bhagwan.

I den anbefalelsesværdige bog 'THE BOOK, On the Taboo against knowing who you are' - som desværre ikke er oversat til dansk? - skriver Watts om at nærme sig døden og oplevelsen af døden - som 'kun' er egoets død ! - på lignende tantriske måde som Bhagwan i forrige lange citat (THE BOOK, p. 36):

'If you are afraid of death, be afraid. The point is to get with it, to let it take over - fear, ghosts, pains, transience, dissolution and all. And then comes the hitherto unbelievable surprise: you don't die, because you were never born. You had just forgotten, who you are.'

De læsere, som har oplevet angsten for døden og angsten for at give totalt slip, vil sikkert give mig ret i, at 'ord er fattige' til at beskrive det.

Min tidligere beskrevne samadhi-oplevelse var alt andet end frivillig valgt, men jeg havde ingen anden udvej - hvis vi ser bort fra selvmord, som dybest set er det samme, nemlig at slippe ud af sindet - pga. nød. Og det, som Watts siger i citatet, er tusind gange lettere sagt end gjort. Der skal særdeles meget, dvs. 100% tillid (fx til en person, som er kommet igennem) eller mod til frivilligt at tage chancen ind i det ukendte, fordi det er så chokerende i forhold til vores normale opfattelse af virkeligheden og af, hvem vi er.

Hvis jeg ikke havde læst eller hørt om, at døden 'kun' var sindets eller egoets død og at angsten for at opleve dette var enorm og evt. forbundet med selvmordstanker, anser jeg det for meget sandsynligt, at jeg havde forsøgt selvmord. Da jeg selv befandt mig i al håbløsheden, meningsløsheden, det mørkeste mørke og de fysiske smerter fra mit mavesår, forstod jeg med et, hvorfor så mange mennesker i denne situation vælger at begå selvmord.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg dengang var dødsensræd og skide bange, og alt dette skriver jeg ikke for at skræmme andre, men forhåbentligt for at hjælpe. Det er forfærdeligt og frygteligt, men det er ikke den død, som vi lærer om i vores kristne kultur. Jeg er stadig bange for at opleve det, men ikke så meget, som jeg var dengang og det synes jeg er vigtigt.

Nu tilbage til teksten, hvor jeg via et eksempel forsøger at beskrive den meditative tilstand og samadhi.

Den meditative tilstands kendetegn er altså oplevelsen af 'ikke-forskel' mellem betragteren og det betragtede, og denne tilstand kan opleves med forskellige grader af opmærksomhed. Følgende citat er en beskrivelse i Jungs terminologi:

næste side


© 2019 by Michael Maardt • frigørelsens-paradoks.dk