Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort januar 2011

VI.A.3a Double-bind til min mor

Double-bind til min mor

Den for mig indtil dato sværeste double-bind fra barndommen at komme ud af er følgende: Min far og mor havde efter et par års ægteskab (jeg blev født ca. ved ægteskabets begyndelse) intet kærlighedsforhold, men blev pga. normer og angst boende sammen. De troede begge, at det ville gavne børnene. Min mor fik af sine plejeforældre ikke lov til at få den uddannelse, som hun selv ønskede. Efter sin særdeles gode realeksamen blev hun af sine plejeforældre tvunget til at tjene penge, selv om skolens rektor prøvede at overtale dem til at indse, at hun havde evner til at tage studenter-eksamen. Kort sagt fik hun ikke lov til at leve det liv, som hun selv ville.

Heldigvis var hun intelligent nok til ikke at have glemt dette og dermed videreføre sine forældres neurose til sine børn som hævn, som det så ofte sker. Hun gjorde alt muligt for at jeg og min søster kunne få lov at vælge, hvad vi havde lyst til. Hun satte meget få normer og indskrænkninger for os, hvilket desværre også førte til, at vi i nogle tilfælde måtte vælge selv, hvor vi godt kunne have brugt en positiv autoritet. Hun ofrede sig kort og godt med al sin kærlighed lige til sin død.

Min far var næsten stik modsat: en gammel, mest intellektuel og følelseskold vatnisse. Min forbindelse til min far husker jeg ikke meget af, så jeg har mere eller mindre ubevidst ofte ledt efter en positiv far, men det gør de fleste vel, indtil man finder ham i sig selv.

For at sige det kort prøvede min mor nu at leve sin egen forspildte ungdom gennem sine børn. Det, som hun ikke havde oplevet og fået mulighed for, skulle vi nu leve for hende. Og i hendes iver kunne det ikke gå stærkt nok. Allerede da jeg var ca. otte år skulle jeg til at være mand eller ung mand, som man kalder det. Jeg var langt fra færdig med at være dreng, og i opdragelsen til en 'rigtig' mand har min far sikkert kunne hjælpe lidt til. Da jeg var kun seks år gammel kunne jeg fx spille både skak og kontrakt-bridge! Mine forældre og en af deres venner havde nemlig brug for en fjerdemand, så det blev mig. Nu nærmer vi os double-binden.

Min mor ville, at jeg så hurtigt som muligt blev en 'rigtig' mand, så hendes håb kunne gå i opfyldelse. Min far gav ikke min mor noget, og hun kunne ikke tillade sig at hente kærlighed fra en anden mand. Så jeg skulle erstatte min far i hans position, men det kunne jeg kun, hvis jeg hurtigt blev mand.

Jeg havde som otte-årig brug for at blive elsket som lille dreng og ikke som mand, og nu blev jeg sat i en double-bind, også selv om min mor har ment det nok så godt: Min mor sagde indirekte og symbolsk til mig: 'Jeg elsker dig kun, hvis du er en mand.' Hvis jeg nu valgte at være lille dreng, så ville jeg ikke få nogen kærlighed. Hvis jeg valgte at spille mand, så ville jeg ikke få den kærlighed og accept, som jeg egentlig ville have, nemlig accepten og kærligheden af at være en dreng.

Jeg valgte at spille mand siden mit 8. år indtil ca. 25, hvor jeg begyndte at vise, at jeg havde brug for kærlighed som den lille dreng, jeg havde gemt af vejen for at overleve. Jeg valgte den mulighed, som i det mindste gav mig lidt kærlighed. Det kostede mig på den anden side, at jeg sprang puberteten over med et mægtigt længdespring, og min pubertet har jeg måttet gennemleve langsomt langt senere og er ikke færdig endnu.

I terapi er jeg gentagne gange stødt på denne double-bind til min mor: jeg har raset, grædt og alt mulig andet, levet mange af de fortrængte følelser ud, indtil jeg fandt ud af, at jeg måtte acceptere som det har været og at jeg ikke kan lave om på fortiden, men må acceptere og forstå den. Selv om jeg ikke føler, at jeg er færdig med det, har jeg i det mindste fået rettet min opmærksomhed mod det, når det optræder i virkeligheden, hvor jeg før ikke kunne se det.

Først nu efter mange parforhold med mere eller mindre kærlighed fra hjertet (som regel mest behovet for kærlighed) kan jeg langsomt 'se', hvorledes denne af min mor skabte double-bind har påvirket mig.

I de første parforhold turde jeg ikke følelsesmæssigt, dvs. ikke-verbalt vise, at jeg havde brug for den anden af angst for at blive afvist. Efter at jeg var begyndt med psykoterapi og livet i selvfremstillingsgruppen turde jeg langsomt vise det. Og i takt med min egen accept af, at jeg har brug for andre, tør jeg mere og mere vise den lille dreng i mig. Og samtidig er jeg blevet mere opmærksom på, hvilket spil jeg spiller og har spillet for at undgå dette.

Spillet ser i korthed således ud: jeg bliver tiltrukket af en kvinde, mærker samtidigt, at hun er tiltrukket af mig, men må på en eller anden måde skabe en situation, så jeg undgår at blive den første, som udtrykker sit kærligheds-behov. Hvis hun først har udtrykt sit kærlighedsbehov til mig, så kan jeg uden risiko for afvisning også udtrykke mit til hende. Hvis jeg kan bilde hende ind, at jeg er eller har noget, som hun ikke er eller har og har brug for, uden at kommunikere det direkte (dette foregår i selve situationen fra min side ubevidst, men det er mig, som gør det og først bagefter kan jeg evt. se det), så har jeg fixeret hende eller gjort hende afhængig af mig, dvs. jeg har magt over hende. At hun evt. spiller et lignende spil ser vi her bort fra.

Dette spil har jeg utallige gange spillet ved at spille terapeutrollen, dvs. den der er eller ved mere. Ofte har jeg spillet den lang tid ind i et parforhold (nogle gange hele forholdet igennem), indtil jeg følte mig tryg nok til at vise, hvem jeg var bag min terapeutmaske.

Hun bliver forbudt at kommunikere på et meta-plan, da dette ville afsløre mit spil som spil. Det vanskelige for hende i vores kærlighedsfattige atomiserede kernefamilie-strukturerede samfund er, at for at afsløre mit spil er hun nødt til at bryde både egne internaliserede tabuer og ydre tabuer i samfundet (som er to sider af samme sag).

Hun kunne sige: 'Jeg har brug for kærlighed, men det behøver ikke nødvendigvis at være fra dig. Du benytter dig af mit kærlighedsbehov og det vanskelige i at finde kærlighed i dette samfund. Du ved udmærket godt, at det fx er tabu at bryde ind i et allerede bestående parforhold, du ved godt, at jeg ikke tør sige dette af angst for så at blive afvist af dig osv.'

Og hvis hun sagde dette, kunne jeg sætte et modspil i gang: 'Nå, du elsker mig altså ikke?' og sætte hende i en ny double-bind. Det er ikke tilstrækkeligt, at hun siger, at hun elsker mig. Dette er ikke kærlighed. Kærlighed er spontan og må vises i praksis. Og hvis det stik i mod al forventning (personer, som kender denne situation, vil sikkert give mig ret) skulle lykkes hende at vise kærlighed spontant, kunne jeg sige: 'Nu viser du det bare fordi jeg forventer det, og så er det ikke spontant.' Og sådan kan spillet fortsætte og man kommer ingen vegne. Og der findes utallige varianter af dette parforholdsspil.

AAO forsøgte at løse dette paradoks og tabu ved at erklære parforholdets tabu for opløst, gik til den diame-tralt modsatte extrem ved både at erklære parforhold som tabu og indføre — ikke fri kærlighed — men fri seksualitet og smed derved i begyndelsen af udviklingen barnet (kærligheden) ud med badevandet. Som beskrevet tidligere kom kærligheden mere og mere frem og man accepterede ideologisk — pga. erfaringerne — såvel parforhold, kærlighed og fri seksualitet. Jeg har for nylig snakket med en af mine veninder fra Friedrichshof og har fået bekræftet, at kærligheden kommer mere og mere frem. Spørgsmålet er således ikke parforhold eller ej, men hvordan parforhold.

Det teoretiske problem udsprang af det i praksis særdeles vanskelige i at skelne mellem kærlighed fra hjertet og tiltrækning pga. ubevidste projektioner. AAO tacklede dette problem ved i begyndelsen at 'forbyde' parforhold for derigennem at arbejde terapeutisk med angst, jalousi osv. og dette var en hård vej, indrømmet. Når disse emotioner er blevet mere bevidste og integrerede, er det muligt at finde middelvejen, dvs. at på ethvert tidspunkt finde ud af, hvad der er rigtigt for mig.

Det for mig at se interessante er, at den samme tendens er at se i Bhagwans kommune i Poona, dvs. at kærligheden er det væsentlige og at der ikke er noget tabu om, at den kun skal gives til en person. Det må hver person vælge selv. Derfor er det muligt at have flere kærlighedsforhold samti-dig med eller uden seksualitet. Problemet er jalousi, og den er en af de mest ubehagelige emotioner at blive konfronteret med, men det er muligt at komme så meget fri af den eller evt. helt (det er jeg ikke), at den ikke overmander en totalt.

Og dette er en af pointerne ved psykisk udvikling. Jalousi-følelsen er bl.a. at man er bange for i morgen, dvs. er bange for at leve her og nu, men når man bliver mere i stand til dette, elsker man den, man er sammen med her og nu uden at tænke eller være bange for, om A nu vil afvise een pga. dette.

Så vidt mine erfaringer og informationer bevæger såvel Friedrichshof og de nu ca. 20 andre selvfremstillingsgrupper i Europa og kommunen i Poona, hvad angår kærlighed, parforhold, seksualitet osv. sig mod samme mål — frigørelsen fra jalousiens magt (og dette er det samme mål, som den resterende vækstbevægelse har, omend der benyttes andre metoder) — og inden man når det endelige mål, frigørelsen fra egoet, må hver enkelt selv vælge, om han eller hun sideløbende i tid vil leve i et eller flere kærlighedsforhold, have seksuelt forhold til en eller flere osv.

Vi benyttede i AAO den 'hårde' vej ved frivilligt at kaste os selv voldsomt ind i jalousifølelsen, arbejdede med den terapeutisk for derved så hurtigt som muligt at blive fri for den, og det vil igen sige, at gruppen fungerede bedre, jo flere der så hurtigt som muligt kunne frigøre sig. Yderligere bestemte vi os til ikke at have seksuelle forhold uden for gruppen, hvilket terapeutisk set var et godt middel, men efter min mening menneskeligt ikke godt. denne regel stadig består ved jeg ikke.

I Poona, hvor der ikke består en lukket gruppe i samme forstand som i selvfremstillingsgrupperne, er der ingen regler eller tabuer om kommunikation og det er op til den enkelte, hvorledes han eller hun vil arbejde med terapi, meditation osv. sammen med det frie om partnere. I forhold til selvfremstillingsgrupperne går det sikkert langsommere med at frigøre sig fra jalousi, til gengæld foregår det i en mere kærlig atmosfære. Af min fremstilling er det sikkert fremgået, hvilken vej jeg nu foretrækker. Men da jeg mødte AAO, vidste jeg for lidt om Poona og afviste det yderligere som 'mystisk', 'religiøst flip' osv.

Af min tidligere fremstilling af AAO ses det, at vi nødvendigvis måtte beskæftige os meget med double-bindspillene i parforhold, jalousi osv. og på dette punkt er terapeuterne på Friedrichshof absolut kompetente.

For at undgå misforståelser: terapi, meditation osv. omkring fx jalousi bevirker ikke, at denne følelse forsvinder fra ens psykiske system. I starten af fx terapi udtrykker man al den undertrykte jalousi, som man ikke har udtrykt i fx 30 år, og så er den nødvendigvis kraftig. Ved at kunne acceptere, at man indeholder en følelse som jalousi, kan man komme til en tilstand, hvor man uden at undertrykke den lader den komme frem, dvs. enten yogisk for sig selv eller tantrisk også for andre. Pointen er, at man ikke undertrykker den, men hver gang accepterer den, og derved mister den sin 'overmandende' karakter og intensitet.

Nu tilbage til min beskrivelse af spil i parforhold og mine egne spil:

Hvis det for nogen lyder ubehageligt, kan jeg kun sige, at det er det også. Og det er lige så — hvis ikke mere ! — ubehageligt at måtte indse, at jeg har spillet og delvis stadig spiller dette spil. Det gør ondt, men det gør al udvikling, men alene det at blive opmærksom på det er en stor hjælp i stedet for at 'sove' sig gennem livet.

Ang. det såkaldte patient-terapeutforhold (som Watts har beskrevet i 'Psykoterapi og samfund' — efter min mening ikke helt 'sandt') har jeg kun en eneste gang oplevet at patient og terapeut er i samme båd. Efter at hun ('terapeuten') havde hjulpet mig til at udtrykke mit undertrykte kærlighedsbehov i form af en dyb gråd, begyndte hendes egne tårer langsomt at trille ned af kinderne og hun græd lige så intenst som jeg selv havde gjort.

Pludselig ændredes hele situationen: 'patient' og 'terapeut' forsvandt og tilbage var to menneskelige mennesker. Der var ikke tale om, at jeg nu var 'terapeut' og hun 'patient' — dette havde været muligt — men det var, som om vi begge ikke var der som personer, som adskilte individer. Vi kommunikerede ikke, men var i enhed. Vore hjerter var det samme.

Denne oplevelse lærte mig, hvad terapi egentlig er eller burde være: Kærlighed, ikke patient og terapeut, men to hele mennesker, som ikke forsøger at bevise illusionen om at være et ego adskilt fra andre egoer. To mennesker (ikke kun den såkaldte patient), som tør være sig selv. Omtalte 'terapeut' er også sannyasin af Bhagwan, som har talt smukt om forskellen mellem 'communication' (mellem to sind eller egoer) og 'communion' (mellem to hjerter). Elskende har ikke brug for at tale for at 'nå' hinanden.

næste side


© 2019 by Michael Maardt • frigørelsens-paradoks.dk