Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort på internettet 2011

VII.A.2 'Er Jeg?' eller 'Eksisterer Jeg?'

I det følgende vil jeg forsøge at undgå brugen af JEG thi den er endnu ikke bevist. Det gør det umiddelbart svært at læse, men det skyldes vane. Modsat skulle det gøre det lettere at 'tænke sig ind i' en anderledes tænkemåde eller tænkeform, som tilsyneladende er ulogisk eller alogisk, men det er den ikke.

Det er vores sædvanlige tænkemåde, som er a-logisk, thi den skelner på forhånd (a priori) mellem A og ikke-A UDEN SAMTIDIGT AT BEVISE, AT EKSISTENSEN I SIG SELV (AN SICH) NØDVENDIGVIS MÅ VÆRE ADSKILT I IKKE-SAMMENHØRENDE DUALITETER. Eller sagt på en anden måde: vores sædvanlige dualitetslogik adskiller.

Tænkning kan kun adskille, thi det er den eneste evne, som hjernen har eller er givet den. Men blot fordi tænkningen i sig selv (an sich) kun kan adskille, er det dermed ikke nødvendigvis tilfældet med selve eksistensen som helhed eller totalitet betragtet, at denne også samtidigt må være sådan. Hvis den var det — lad os et øjeblik forudsætte det — så måtte tænkningen kunne bevise dette ud fra tænkningen selv. Thi tænkning er tænkning, teori er teori og bygger på tænkning, dvs. a priori adskillelse.

Når tænkningen derefter tænker ud fra a priori-forudsætningen om dualistisk adskillelse, kan teorien eller tænkningen 'logisk' eller 'naturligvis' KUN komme til den eneste konklusion — thi tænkning er netop tænkning OM eksistensen — at eksistensen selv (an sich) ER eller eksisterer i ikke-sammenhængende dualiteter eller i adskilte ikke-adskillelser.

OG DETTE KAN IKKE VÆRE SANDT. DETTE KAN TÆNKNINGEN TÆNKE SIG TIL. ERGO MÅ DEN A PRIORI FORUDSÆTNING OM DUALISTISK ADSKILLELSE I SELVE EKSISTENSEN VÆRE FALSK.

Men dette må tænkningen også bevise. Dvs. at tænkningen må bevise, at den selv overhovedet eksisterer!

Det lyder umiddelbart besynderligt, men det må være sådan.

Det første bevis er umiddelbart et bevis, men det er først et bevis, når tænkningen kan bevise det ud fra overhovedet ingen forudsætninger OM eksistens af noget som helst, incl. sig selv.

Min følgende tænkning er logisk, men samtidig paradoksal. Den kunne derfor kaldes paradoksal tænkning, men dette er underordnet, hvad den kaldes. Tænkningen må på en og kun en besynderlig vis 'gribe' sig selv i halen, eller sagt på en anden måde: Den må kunne trække sig selv op ved hårene. Vi ved fra den fysiske materie eller den fysisk-materielle virkelighed, at dette kan den fysisk-materielle virkelighed ikke, men dermed ikke samtidig sagt, at tænkningen ikke kan dette. Thi tænkning ER ikke fysisk-materiel virkelighed. Vi ved dette, men vi har endnu ikke bevist det. Ergo må vi også bevise dette.

Tænkningen må altså i det, som kaldes et 'paradoksalt kunstgreb', gribe både sig selv og sin dualistiske modsætning i eet og samme greb eller 'øjeblik' for at TRANSCENDERE sin egen a priori forudsætning om den dualistisk adskilte dualitet: A og ikke-A kan ikke eksistere begge og samtidigt. Sådan tænker tænkningen, og det er i sig selv fantastisk, thi den umiddelbare oplevelse af verden er, at de eksisterer og bliver ved med at eksistere ! ! !

Hvis den ene pludselig ikke eksisterede, blot fordi den anden i dette øjeblik eksisterede, hvordan kan den så lige pludselig dukke op øjeblikket efter?? Så må den ene dualitet og dermed begge dualiteter dø og leve på skift, og det kan ikke være sandt, thi vi forstår død som ikke-eksisterende. Noget, der er dødt, kan ikke lige pludselig leve øjeblikket efter. Eller kan det? Disse og lignende spørgsmål må en sand erkendelsesteori om eksistensen kunne svare på ! ! Og vel at mærke i sit eget medium: tænkningens dualistiske medium.

Vi forudsætter absolut intet. Eksistensens eksistens, tænkningens eksistens eller oplevelsens eksistens forudsættes IKKE ! !

Af følgende årsag:

Hvis teorien går ud fra en eneste forudsætning, udelukker den nødvendigvis eksistensen af forudsætningens modsætning. Forudsatte teorien eksistensen af fx A og samtidig benægtede eksistensen af ikke-A, må den nødvendigvis komme til selvmodsigende konklusioner inden for sit eget medium. Den måtte komme til konklusionen, der be-kræfter eksistensen af den a priori 'satte' ('gesetzte') forudsætning og af-kræfter eksistensen af ikke-A.

Eksempel:

Matematikkens og dermed også atomfysikken går ud fra tidens eksistens, fordi 'det opleves sådant.' Uden at bevise dette, dvs. at det 'virkeligt' er og må være sådan. Sagt på en anden måde: videnskabsmanden stoler på sin umiddelbare oplevelse. Og det er fantastisk, at han gør dette, thi århundreders lange naturvidenskab har netop vist, hvad det kan føre til. Umiddelbart opleves jorden som flad. Videnskabsmanden måtte herefter i følge sin egen tænkemåde — og den siger: stol på din umiddelbare oplevelses SANDHED for teorien — tankemæssigt konkludere (det er kun tænkningen, der kan konkludere, ikke oplevelsen !), at ergo må jorden være flad.

Men det har naturvidenskaben tidligere vist, at det er den ikke. Den er og må nødvendigvis være rund. Det kan man imidlertid ikke umiddelbart tænke sig til ud fra tænkningen alene. MEN man kan tænke sig til det EFTER fx at have rejst hele jorden rundt i SAMME retning og ende, hvor man startede. Først NU og DEREFTER kan tænkningen tænke sig til, at den umiddelbare oplevelse må være falsk.

Dette blot eet eksempel fra naturvidenskaben. Der kunne gives mange andre.

Pointen med dette og andre eksempler fra 'det virkelige liv' — som vi i teorien overhovedet ikke beskæftiger os med, når vi starter i teorien er, at anskueliggøre den såkaldt videnskabelige tænkemådes selvmodsigelse. Den umiddelbare oplevelse og øjet bedrager således i nogle tilfælde. Ergo måtte videnskabsmanden slutte: 'Jeg kan ikke altid slutte tanke-mæssigt fra den umiddelbare oplevelse til teori.' Og dette burde være en teoretisk absolut sandhed. Det er det blot ikke. Naturvidenskaben synes at være meget glemsom !!

Bemærk, at jeg skelner mellem teoriens sandhed og den oplevelsesmæssige sandhed, selv om jeg dog ikke har bevist endnu, at det er to forskellige sandheder. Jeg har blot givet nogle eksempler fra naturvidenskaben, hvor det netop har vist sig VIA OPLEVELSE OG DEREFTER TÆNKNING, at den umiddelbare oplevelse IKKE var identisk med teorien, som 'blindt' stolede på denne umiddelbare oplevelses eksistentielle sandhed.

Og med disse eksempler prøver jeg langsomt at vise for læseren, at tænkningen fungerer på en særlig måde, som adskiller sig i hvert fald i nogle tilfælde fra den umiddelbare oplevelses sandhed. Jeg slutter ikke deraf, at det i alle tilfælde med umiddelbare oplevelser nødvendigvis må være sådan.

Jeg påpeger blot tilfældet i nogle eksempler. Og dette gøres for at træne læseren i altid at forholde sig tankemæssigt, dvs. teoretisk tvivlende inden der overhovedet er noget bevist uigenkaldeligt.

Dette må være videnskabsmandens fundamentale holdning eller indstilling over for teori og hele eksistensen.

At det i praksis sjældent er sådan, er egentlig paradoksalt, når nu årtusinders videnskabelig udvikling netop har vist, at nye erkendelser netop er vundet af den videnskabsmand, der har tvivlet på enten en umiddelbar oplevelse eller en umiddelbar sand teori (dette er det samme i sidste instans).

Hvordan kan det være, at videnskaben ikke har lært mere af årtusinders erfaringer? Hele svaret kan ikke gives her, men noget af det væsentlige er, at der eksisterer i vores kultur det, som kulturen selv kalder et tabu. Og kulturen selv — igen et paradoks — definerer dette tabu netop som en tilsyneladende kendsgerning eller absolut sandhed, som videnskabsmanden eller tvivleren IKKE må tvivle på eller stille spørgsmål om.

Matematikken og atomfysikken lander af bl.a. denne grund permanent i ikke at kunne finde den egentlige sandhed. Det ender med, at den først går ud fra tiden og derefter bliver nødt til at indføre et transcendentalt begreb: 'uendelighed' (fordi det transcenderer tidens begreb) for at kunne komme videre. Men så eksisterer tiden som begreb ikke længere, thi tidsbegrebet kan ikke samtidigt eksistere med uendelighedens begreb. Men det er eneste løsning for naturvidenskaben.

Men pointen er, at videnskabsmandens egen tænkning kan kun tænke i dualiteter, ikke i transcendensbegreber og DETTE GLEMMER VIDENSKABEN AF EN ELLER ANDEN GRUND, thi videnskabsmanden går nu videre i sin tænkning med både logiske og transcendente begreber — THI HAN TROR AT HAN ER DEN TÆNKENDE — og kommer nødvendigvis ind i tænkningens egen selvmodsigelse: dualitet og transcendensen af dualiteten kan ikke samtidig eksistere i selve eksistensen. Atomfysikken ender derfor i sidste instans med en tilsyneladende sandhed, som i sidste instans blot bekræfter tænkningens og teoriens egen 'nu desværre glemte' forudsætning: a priori forudsætningen om dualitetens eksistentielle eksistens, eller sagt på en anden måde:

Den går ud fra, at tid og øjeblik eksisterer i virkeligheden, kommer i selvmodsigelser, må nu indføre 'uendelighed' for at løse modsigelsen — MEN NETOP HER GÆLDER FORUDSÆTNINGEN IKKE LÆNGERE OG DETTE KAN VIDENSKABSMANDEN IKKE TÆNKE SIG TIL, THI HANS TÆNKNING KAN KUN TÆNKE I ADSKILLELSE OG IKKE I TRANSCENDENSBEGREBER — og fortsætter herefter kun ved at fortrænge selvmodsigelsen — det bliver han nødt til. Han når nu til den konklusion, at eksistensen må være uendelig eller transcendental, men da dette strider mod hans UMIDDELBARE OPLEVELSE ELLER TÆNKNING (thi de er ens!), forkaster han den egentlig sande konklusion og tænker, at der må være noget galt et eller andet sted i udledningen af teorien. Han starter nu på ny, og det hele gentager sig på ny osv.

Nu kommer pointen, hvorfor tænkningen ikke kan se sig selv:

Videnskabsmanden tror, at han er identisk med sin egen tænkning, thi det er hans umiddelbare oplevelse. Og derved begår han den brøler, som årtusinder af videnskab netop har vist, at man skal IKKE ALTID stole på sin umiddelbare oplevelse. Hvis og såfremt videnskabsmanden turde se dette spørgsmål blot i et glimt og virkelig var konsekvent, så måtte han sætte sig ned — evt. alene uden at fortælle det til nogen — og give sig til at tænke over spørgs-målet: 'Hvem er jeg egentlig?' eller 'Er jeg overhovedet den, jeg tror, jeg er?'

Måske finder han ud af det (højest sandsynligt ikke), og måske finder han ud af, at hans 'JEG' overhovedet ikke eksisterer. Og det kan man ikke fortælle andre eller påstå i et samfund, hvis største tabu er netop dette spørgsmål.

I vores samfund risikerer man at blive spærret inde for sindssyge. Og den risiko tør de fleste videnskabsmænd ikke tage. Noget andet er — som jeg skal vise senere — at for at kunne bevise det, må man have oplevet den meditative tilstand, hvor netop 'JEGET' 'dør' uden at dø alligevel. Dvs. at man må yderligere tage risikoen at dø for at finde ud af, om teorien virkelig er sand også i praksis. Og nu er vi på dybt vand, hvis vi ikke har hørt det fra andre, at egoet dør uden at personen dør el. lign.

Og nu tilbage til det oprindelige.

Jeg nævner dette på forhånd for at anskueliggøre problemet og samtidig viser jeg, hvorledes en videnskab eller teori selv ud fra falske forudsætninger når til sandheden, og derefter fortrænger den. Og yderligere for at anskueliggøre den paradoksale tænkemåde, som jeg har lånt af Bhagwan.

Der er i selve tænkningen og også i denne tænkning intet ulogisk, men det resultat, den kommer til, er 'ulogisk'. Den eneste forskel er blot, at tænkningen ikke kan fatte det, fordi tænkningen kun kan tænke logisk. Men når personen identificerer sig med tænkningen, så oplever personen umiddelbart ikke at kunne fatte det. Og det er hele forskellen.

Enhver logisk tænkning må nødvendigvis komme til det resultat, at virkeligheden ser ud som tænkningen selv: nemlig adskilt i dualiteter. Tænkningen spejler sig i sig selv (den tænkte eksistens!) og får logisk nok (!) sit eget spejlbillede tilbage: eksistensen er adskilt i dualiteter. 'Dette spejlbillede kan ikke være sandt', tænker tænkningen, 'jeg må spejle mig igen og se, om det virkelig var rigtigt, hvad jeg så. Og søreme ja, spejlbilledet er adskilt. Det var da underligt, jeg må kigge efter en gang til' osv. osv.

Problemet er, at tænkningen ikke kan ses eller betragtes i den ydre virkelighed, thi tænkningen befinder sig ikke i den ydre virkelighed. Den befinder sig i den indre virkelighed. For at få øje på tænkningen må JEG lukke øjnene over for den ydre virkelighed. Dette må være den eneste måde at få øje på tænkningen på. Det kan nemlig tænkes, at det må være den eneste vej ud af problemet. Dette er logisk, men alligevel kalder jeg det paradoksalt.

Nu har jeg anskueliggjort så meget jeg kunne ud fra umiddelbare oplevelser og logisk tænkning. Konklusionen af dette var altså, at JEG må lukke øjnene for at betragte tænkningen. Dette forudsætter imidlertid, at JEG er i stand til at tage afstand til min egen tænkning. Og hvorledes gøres dette? Det nytter ikke noget at sætte sig ned og betragte tænkningen og stadigvæk stole på sine umiddelbare oplevelser — thi de ville være 'JEG er tænkeren.' Og hvad nu? Nu har jeg ført argumentationen så langt som det kunne gøres ved hele tiden at tvivle på de umiddelbare oplevelser, og vi ender i konklusionen, at det ikke kan lade sig gøre, fordi det er umuligt at tage afstand til sin egen tænkning, thi det er der ingen, der har lært i barndommen eller af forældrene, i skolen osv.

Men tvivleren må fortsætte. Teorien siger, at det er den eneste mulige vej ud af problemet. Og nu er vi lige ved resultatet ud fra denne tænkemåde. Og den er rigtig, men den er IKKE bevist.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere mine følelser og tanker omkring det, som jeg føler som den største gave i mit liv, den største oplevelse, jeg nogensinde har haft (men det beskriver jeg først efter selve fremstillingen).

Følgende er den totale sum af samtlige mine tanker og mine oplevelser. Jeg har med vilje indført læseren via såkaldte 'kendte' (men ikke beviste) eksempler på paradoksal tænkemåde, som ER logisk, thi tænkningen er i selve sin natur logisk. (Jeg kommer til at gentage mig selv utallige gange, men dette er nødvendigt pga. den paradoksale tænknings natur, som det senere skal vises.)

næste side


© 2019 by Michael Maardt • frigørelsens-paradoks.dk