Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort på internettet 2011

II.C Terapiformen i AAO

Formålet med en terapiform var dobbelt. For det første var det hensigten at løse de konflikter og problemer, som to eller flere mennesker måtte have i deres kommunikation. For det andet var det enkelte individs personlige udvikling et mål. De to hører sammen på en måde, som også afspejler sig i selve de metoder, som blev benyttet.

To bøger af Reich dannede det teoretiske grundlag, inden man i 1970 gik i gang: 'Orgasmens funktion' og 'Charakter-analyse'. I begyndelsen arbejdede man udelukkende med gensidig individuel terapi. Denne startede som Reich med det kropslige udtryk. Reich arbejdede analytisk med to begreber, som modsvarede hinanden.

Fortrængte følelser havde sine kropslige udtryk i det, som Reich kaldte muskelpanseret. Eksempelvis kunne en undertrykt angst for autoriteter give sig udtryk i kroppen som en spændt skuldermuskel. Således fandt Reich over hele kroppen spændte muskler, som holdt undertrykte og fortrængte følelser tilbage. Til visse muskel- og kropspartier svarede ofte, men ikke altid, bestemte følelser, som finder sit udtryk i vores sprog. Man taler således om at 'sluge' en følelse, fx gråd. Ved bearbejdning af visse halsmuskler kan man udløse en del gråd.

Reich kaldte hele dette kropslige forsvarssystem, som mennesket havde bygget op omkring sig, for muskelpanseret. Det tilsvarende emotionelle psykiske forsvar, som gav sig udtryk i personens karakter eller 'personlighed', kaldte han karakterpanseret. Disse to pansringer hørte sammen, og han understregede, at det i den konkrete behandling val nødvendigt at arbejde samtidigt på begge.

Den teknik, som vi brugte i AAO, bestod i god overensstemmelse med Reich for det første af et kraftigt åndedræt, som ofte frisatte en del blokeret energi og emotioner. Såfremt den behandlende kunne mærke en tilbageholdelse eller blokering, som den behandlede ikke selv let kunne overvinde, brugte behandleren fysisk kraft i form af massage eller tryk i en sådan grad, at den behandlede ikke ydede modstand.

Foruden den individuelle terapiform havde gruppen i Østrig inspireret af en film om en primitiv afrikansk stamme og af den kinesiske meditative bevægelsesform Tai Chi 'opfundet' en gruppeterapiform, som i modsætning til den individuelle form var offentlig i gruppen. Hver aften mødtes hele gruppen i en rundkreds med plads i midten. Midten af gruppen var et forum for den enkeltes følelsesmæssige kommunikation med resten af gruppen.

Den mest erfarne ledte eller hjalp den person, som var i midten. Formålet var at den enkelte skulle forsøge at fremstille sig selv så ærligt som muligt uden begrænsninger. Som regel bestod det i begyndelsen af den enkeltes udvikling i emotionelle udladninger med voldsom kraft såsom angst, had og gråd. Personen forsøgte så godt som muligt at lede fremstillingen tilbage til traumatiske oplevelser eller situationer i barndommen for herved at lede den fortrængte følelse tilbage til den oprindelige binding.

Denne offentlige gruppeterapeutiske fremstilling blev kaldt 'selvfremstilling' (på tysk Selbstdarstellung) og den varede 2-3 timer hver aften.

Mangelen på kærlighed fra forældrene ytrede sig som regel som et voldsomt had mod disse, som de færreste sikkert havde turdet udtrykke, såfremt disse havde været fysisk til stede.

Hele denne fremstillingsform af ellers tabuiserede områder af en selv krævede en særdeles tillidsfuld atmosfære, som heldigvis også var der. Det, som vi normalt ikke tør i dette samfund, nemlig at 'udlevere' os selv, var således formålet med denne terapiform.

Målet i terapien var i de første år, dvs. frem til 1977, katarsis og ekstase. En kraftig 'acting-out' af emotionelle blokeringer ansås i sig selv at være helbredende. Denne ide eller tanke var også udbredt blandt andre af vestens nyere psykoterapier, og det er den for så vidt stadig hos nogle skoler - fx Janovs primalterapi.

Da der var rigeligt af emotionelle blokeringer hos den enkelte, var det svært at afgøre om denne permanente acting-out af emotioner var helbredende eller ej. Janov skrev bl.a. at det ofte var nødvendigt at gennemleve en 'primal' (en koncentreret nøgleoplevelse af fx angst) op til 30 gange, før den pågældende emotion var 'renset ud' af det psykiske system. Man fortsatte således med at dykke ned i barndommens smertefulde oplevelser i håbet om, at det til sidst måtte ophøre.

Denne model indeholdt bl.a. en bestemt rækkefølge af forskellige basale fortrængte emotioner såsom aggression, angst, længsel og infantil had sluttende med fødsels-oplevelsen. Senere viste det sig, at denne opstillede teoretiske model fungerede som en hæmsko for det videre arbejde. Man havde på en vis måde låst sig fast i et bestemt oplevelsesmønster af mulige oplevelser af den menneskelige psyke.

Såfremt andre oplevelser end modellens var ved at komme til udtryk, blev de enten fortrængt eller kanaliseret ind i den fasttsatte forståelsesramme. På denne måde virkede den opstillede teori som hæmmende for erfaringerne, og erfaringerne virkede som selvforstærkende på den opstillede teori. Dette umuliggjorde desværre oplevelsen af andre fænomener som fx såkaldte transcendensoplevelser (overskridende oplevelser) – se fx S. Grof: Den indre rejse, bd. 1, p. 178-239.

Et andet formål i såvel den individuelle terapi som i selvfremstillingen var en kunstnerisk fremstilling af ens karakter. Konkret betød det, at personen spillede forskellige roller, enten alene eller sammen med andre. Dette udviklede sig efterhånden til skuespil, ikke i negativ betydning, men i den forstand, at personen kendte sine egne roller så godt, at han eller hun med en vis distance og ironi var i stand til at fremstille dem.

I og med denne ironiske holdning til sin egen rolle, som hermed var blevet een bevidst, var man ikke længere afhængig af rollen. Nu var det ikke rollen, som styrede een, men een, som styrede rollen. Og dette var i høj grad et meget vigtigt moment i min personlige udvikling, at jeg mere og mere blev 'herre i mit eget hus', som Freud havde udtrykt det.

De roller, som vi alle spiller i forskellige situationer i kommunikationen med andre eller for den sags skyld også med os selv, er vi i mange tilfælde ikke bevidste om. Vi opfatter vores adfærd som 'naturlig' og skænker det ikke en tanke, at den måske er en tillært rolle.

Nogle i selvfremstillingsgrupperne blev efterhånden så suveræne i dette spil, at de ikke blot var i stand til at spille deres egne roller, men også andres til stor fornøjelse for tilskuerne. Det var derfor en naturlig følge, at mange af grupperne dannede teatergrupper, som spillede i offentligheden.

Den af samfundet skabte skelnen mellem den offentlige og de: private sfære søgtes ophævet efter mottoet: 'Ud med alt det private', som i princippet var det samme som det Freud: 'Wo Es war, soll Ich verden'. Dermed forsvandt en hel del af psykens private karakter i og med, at alt undtagen fysisk vold var tilladt i selvfremstillingen. At overgive sig til sit eget ubevidste uden kontrol var især i begyndelsen svært og var særlig forbundet med en infantil angst for ikke at blive accepteret i sin totalitet.

Jeg vil her på dette sted kort beskrive en tese, som er gængs i store dele af den vestlige psykoterapi. Denne terapiform fokuserer på fortidens negative oplevelser, som anses for at være hovedårsagen til psykisk sygdom. Det samme gjorde AAO også i ca. 5 år, indtil de fandt ud af, at den permanente 'acting-out' af negative emotioner ikke fik disse emotioner til at forsvinde. Derefter ændredes strategi til at fokusere på og oparbejde de positive følelser, men dette havde heller ikke den ønskede effekt i form af helbredelse.

I den vestlige psykoterapis ideologi (incl. AAO) ligger en underforstået hypotese, som har sine rødder i en naturvidenskabelig opfattelse af mennesket som en maskine. Mennesket betragtes som et energetisk system, som fungerer nogenlunde på samme måde som en indviklet maskine. Denne forståelse var også de første psykoanalytikeres, som gentagne gange understregede, at det, som de bedrev, ikke var mystik, men naturvidenskab.

Tesen er i korthed: Det 'naturlige menneske' er blevet tilføjet nogle smerter, som det ofte har været nødt til at for-trænge. Denne fortrængning er skyld i disharmonien i hele det menneskelige system. Fortrængningerne opfattes som en udefra kommende energi, som – efter at de er trængt ind i den menneskelige mekanisme – stadig kan betragtes og behandles som en energi, der er uafhængig af det oprindelige 'naturlige menneske'.

Denne tese og tankerække er for mig at se en ren analytisk tankegang og metoden til at ophæve fortrængningen er lige så analytisk i sin karakter. Metoden til at fjeme fortrængningen er i følge den vestlige psykoterapi at udtrykke de fortrængte følelser, og derefter skulle det helbredte 'naturlige menneske' komme til syne igen.

Jeg skal ikke diskutere det nærmere her, men vil vende tilbage til det under diskussionen mellem vestlig og østlig psykoterapi. Men jeg nævner det her for at få en bedre forståelse af terapiformen i AAO, og hvad der deraf fulgte.

Terapien og selvfremstillingen var et meget vigtigt element i denne gruppes indhold. Alle var afhængige af terapien i deres udvikling, og derfor blev de, som var gode terapeuter, vurderet højt. Ovennævnte tese og mekaniske menneskeopfattelse gjorde, at terapien fik karakter af ren og skær teknik. Med denne forudsætning blev den mest effektive terapiform jagtet i rationalitetens navn.

I begyndelsen var det få, som var terapeuter, og dette gav dem en høj social status, men også meget ensformigt arbejde og ingen umiddelbar løn i form af penge.

næste side


© 2019 by Michael Maardt • frigørelsens-paradoks.dk