Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort på internettet 2011

VI.B Første forsøg på beskrivelse af en udviklingsmodel for psykisk udvikling (efter Jes Bertelsen)

Personlig udvikling drejer sig bl.a. om at genopleve tidligere double-binds, traumaer osv. for at kunne komme til en totalforståelse af den neurotiske adfærd. Selve forståelsen, som er forbundet med en 'aha-oplevelse', er evnen til at se forbindelsen og koblingen mellem fx den oprindelige double-bind og den nuværende double-bind, som man ustandselig finder sig selv midt i. Først derefter er man i stand til at droppe den neurotiske adfærd.

Man må rette og forøge opmærksomheden mod både det ubevidste i fortiden og i nutiden for at kunne se forbindelsen. Hvis man er så intelligent at kunne se det ubevidste i sin nutidige adfærd og derefter er i stand til at ændre den, behøver man ikke at gå tilbage til fortiden, men min praksis har vist, at dette er meget svært. I meditationen fx viser det sig ofte, at jeg ved at betragte et nutidigt problem ofte bliver ført tilbage til fortiden, hvor der viser sig at være en energetisk forbindelse.

Jeg vil nu beskrive en udviklingsmodel, som kan anskueliggøre bevægelsen fra ubevidst til bevidst eller uopmærksomt til opmærksomt. De tre bevidsthedsniveauer er analytiske, og vi starter med det, hvor man befinder sig i begyndelsen af en psykisk udvikling (modellen har jeg lånt af Jes Bertelsen, som har lånt den fra den tibetanske dødebog og som har beskrevet den i 'Dybdepsykologi, bind 2'.).

Polaritetspsykologi: betegner et bevidsthedsniveau eller opmærksomhedsniveau, hvor man er identificeret med den ene pol i fx god/ond, ærlig/uærlig, moralsk/umoralsk, sikker/usikker, venlig/uvenlig. Man ser sig selv og sin omverden som opdelt i lutter dualiteter, i sort og hvidt, og der er ingen anden sammenhæng mellem disse end, at jeg er det ene og alle de andre er enten det samme eller det modsatte ved hver dualitet. 'Olsen er en sladrehank, jeg er ikke', 'Søren er dum, jeg er klog' osv. Pga. den manglende kontakt med sit eget ubevidste, hvor modparten befinder sig, projicerer man modparten ud i den ydre fysiske virkelighed og undgår således at se den hos sig selv.

Politik fungerer på dette plan. 'Jeg har den rigtige mening, alle de andre er forkerte, så derfor stem på mig.' Under en valgkamp ser man således, at den ene gør sig megen umage for at vise, hvor den anden er forkert i stedet for snarere at fremføre sine egne meninger. Det er vigtigere at vise, at den anden er dum end at man selv er klog.

Polariteten giver sig også udtryk i den tilsyneladende modsætning mellem USA og Sovjetunionen. I den bitre kamp mellem kapitalismen og kommunismen, som vi kender den i dag, skjuler der sig en tiltrækning af positiv karakter. Begge systemer kompletterer hinanden, begge er lidt misundelige på den andens positive egenskab, som de godt kunne bruge. Kapitalismen kunne godt bruge fordelene ved den kolektive økonomiske planlægning, og kommunismen kunne godt bruge det private initiativ og den individuelle frihed. Og begge er klar over dette uden dog at sige det.

Hvis det er så enkelt, som jeg beskriver her, kunne man spørge: 'Hvorfor kan de så ikke finde ud af at komplettere hinanden?' Som vi skal se — og dette var også det, som vi i AAO fandt ud af — ligger pointen i en manglende psykisk udvikling.

Politikere benytter sig bevidst eller ubevidst (?) af, at de fleste mennesker befinder sig hovedsageligt på dette udviklingstrin. Man finder en fælles fjende og udråber den til årsagen til hele miseren — det er underordnet, om det er jøderne, kommunisterne, negrene eller andre, bare man kan finde en at projicere sit psykiske affald ud på — og på den måde vinder man massernes gunst, hvis man er god nok til det. Hvis man samtidig er god til hypnosens kunst — som formår at tale direkte til det ubevidste uden om jegets kontrol — er det optimalt.

Et af verdenshistoriens bedste eksempler er den selv totalt paranoide Hitler (han turde ikke lade nogen overnatte i sit soveværelse, man ved jo aldrig !). Nogle af tyskerne ser ud til at kunne huske og har lært — Strauss har ganske vist mange tilhængere, men ikke nok — og det ser ud til, at hvert lands befolkning skal lære af erfaringen. USA kommer måske i de næste 4 år til at gøre nogle uventede erfaringer med Reagan, som blev godt støttet af fanatiske kristne præster.

De følgende to udviklingstrin eller niveauer er permanente bevidsthedstilstande. Jeg selv er ikke på nogen af disse, men har kun haft momentane oplevelser af bevidsthedstilstanden, som hører til udviklingstrinnet. Og om dette er sandt — at mine momentane oplevelser virkelig har været i den bevidsthedstilstand, som hører til disse udviklingstrin — kan jeg ikke med sikkerhed sige eller videnskabeligt 'bevise.' Jeg føler, at det er sandt og her støtter jeg mig på oplyste personers udtalelser i sproget. Deres udtalelser og beskrivelser af oplevelserne svarer overens med mine oplevelser, mere kan jeg ikke sige. Og ligesom med mine oplevelser og beskrivelser forudsætter jeg, at fx Buddha, Jesus og Bhagwan taler sandt.

Der er endnu ikke — og sandsynligvis bliver der heller aldrig — konstrueret noget måleapparat, som evt. kunne verificere dette. Det næstbedste sandhedskriterium eller videnskabelige vidnesbyrd er at være åben og uden en eneste fordom i nærheden af fx Bhagwan. Dette kan give en oplevelse af muligheden af, at han taler sandt. Og det bedste og for mig at se eneste sandhedskriterium og dermed også eneste videnskabelige metode er ved selv at prøve efter!

Og dette kræver, at man opgiver sin videnskabelige fornuft. Dette er den mest grundlæggende årsag til — som jeg beskriver senere — at de traditionelle videnskaber ikke kan forstå den nye vækstbevægelse eller nogle af de såkaldte 'ny-religiøse' bevægelser. På forhånd at benægte muligheden kategorisk er lige så uvidenskabeligt som at benægte eksistensen af Australien, blot fordi man ikke har været der — argumentet har jeg lånt af Grof og jeg benytter det så ofte, fordi det er så godt.

De følgende beskrivelser støtter sig både på det, som jeg har læst og hørt om udviklingstrinnet, og på de momentane oplevelser, som jeg har haft fra dette trins bevidsthedstilstand. Det er derfor mine fortolkninger af de sagte eller skrevne ord.

Kendetegnende for begge følgende trin er, at når de een gang er opnået som trin — ikke som bevidsthedstil-stand — kan man frit vælge, om man vil blive på det eller gå et eller to trin 'ned.' Det første trin efter polaritets-psykologitrinnet er:

Yin-Yangpsykologi: Dette trin er et meget højt ideal, og det ligger 'langt' fra polaritetstrinnet, men derimod 'nær' det tredie trin, Enheden. På dette trin ser man, at man er begge dualiteter eller polariteter i samtlige dualiteter: god/ond, ærlig/uærlig osv. Man projicerer ikke modparten ud og man dømmer derfor ikke andre. Man befinder sig i en meditativ tilstand, ikke alene i forhold til sin indre virkelighed, men også i forhold til den ydre virkelighed. Man kan altså være i meditativ tilstand 'med åbne øjne.'

Jeg beskrev tidligere 'at falde i staver' også som en meditativ tilstand. Forskellen er nu, at man er meditativ med åbne øjne og samtidig fuld opmærksom. Jeg har haft flere af sådanne oplevelser, men to husker jeg mest. I den første oplevede jeg, at mit jeg ikke var til stede, jeg var totalt i nu'et, jeg var i stand til at sanse min omverden, men min opmærksomhed var intens.

Der var ingen spænding mellem mig og omverdenen, og jeg var paradoksalt nok inden for ikke-tænkningens område i stand til at tænke, blot ikke på den normale måde. Selve oplevelsen var så paradoksal, at jeg grinede uafbrudt i et halvt minut, som oplevelsen varede. Det var lige som om jeg før oplevelsen stod uden for virkeligheden (som når man ser en film = virkeligheden) og i selve oplevelsen blev jeg bevidsthedsmæssigt flyttet 'ind i' den 'rigtige' virkelighed ( i eksemplet med filmen ville det svare til, at man bevidstmæssigt gik 'ind i' filmen på lærredet og således ikke længere bare var en udenforstående (egoet) tilskuer adskilt fra filmen).

Den anden oplevelse var midt i en gråd, som jeg gav totalt efter for. Da jeg gjorde det, følte jeg mig ikke alene godt tilpas, men forsvandt ligesom i rummet samtidig med, at rummet forsvandt i mig. Og ellers var oplevelsen den samme som ved den første beskrivelse.

Dette trin er ikke kun udviklingsmæssigt, men oftest også tidsmæssigt meget tæt på det tredie trin, Enheden eller den oplyste bevidsthed. Så vidt jeg har hørt, er det sandsynligvis kun i praksis et kortvarigt trin, inden oplys-ningen bryder igennem. Bhagwan nævner, at hvis man er i stand til med fuld opmærksomhed at forblive i den meditative tilstand i længere tid, vil oplysningen spontant ske. Dette trin er medtaget alligevel, fordi det letter beskrivelsen teoretisk af den analytiske bevægelse i en spirituel eller psykisk udvikling. Og til sidst tredie trin:

Enhed: Dette trin kaldes Kristusbevidsthed, Buddha-bevidsthed, Gudsbevidsthed eller oplyst ('enlightened') bevidsthed. På Yin-Yang-trinnet er 'betragteren det betragtede.' Her på Enhedsplanet er vidnet ladt alene tilbage. At det kaldes 'oplyst' bevidsthed skyldes det lys, man 'ser' eller rettere sagt er i den anden satori. Har man opnået dette trin, kan man vælge (hvordan dette foregår, har jeg intet svar på, men det finder man nok ud af, når man er der !), hvilket udviklingstrin og bevidstheds-plan, man vil være på. Bhagwan nævner, at ikke alle — rettere sagt meget få — evner at foretage dette valg om at gå frem og tilbage til sindet. Han anfører ofte Gurdjieff, som gjorde alt for at få Ouspensky til at skrive sine tanker ned, da han selv havde svært ved dette. En oplyst person, som 'mestrer' denne gåen frem og tilbage kaldes en Mester.

I følgende citat taler Bhagwan om Mesteren, lige som han ofte betegner denne som en Buddha eller en Kristus.

'In witnessing mind remains only as a biocomputer, a mechanism, but separate from you. You are no more identified with it. When you vant any memory, you can use the mind, just as you can put on your taperecorder. It is really a taperecorder. But it is not continuosly on, not 24 hours on.

When needed the witnesser, the man of meditation, the man of awareness is capable of putting the mind on or off Fle puts it on, when Mere is some need. If I am talking to you, I have to put the mind on, otherwise language wild not be possible. No-mind is silent, there is no language. Only mind can supply the language. I have to use the mind to relate with your mind. That's the only way to relate with your mind, so I put it on. When d go back and sit in the car' I put it off. ...

In my room I don't need my mind. When Sheela comes with the letters or some work, I say to her: 'Hello, Sheela' and inside I say: 'Hello, mind !' (tale fra 27.10.1980)

Personer som Buddha, Mahavir, Krishna, Lao-Tzu, Jesus, Sokrates, Eckehart, Abraham, Mohammed, Krishnamurti og Bhagwan befinder sig i denne tilstand. Bemærk, at jeg skriver i nutid og ikke for visse personers vedkommende i datid.

At de er fysisk 'døde' er underordnet, da tilstanden bl.a. kendetegnes ved at have transcenderet tiden. De er kun i nu'et i denne tilstand, og det vil sige i evigheden. Det er det, Jesus mener, når han siger: 'Jeg er, før Abraham var.' Selv om det for os jordiske lyder nok så paradoksalt og uforståeligt. Derfor er det muligt, at man på sin indre vej kan møde uddha eller Jesus, selv om de ikke længere er i deres fysiske kroppe.

At sindet mange gange kan spille en et puds, dvs. man ser en hallucination af fx Jesus, er noget andet, men det ændrer ikke ved kendsgerningen, at det er muligt at møde fx Jesus eller Buddha. Dette møde kan være det sidste møde, inden man transcenderer sindet, og derfor siger nogle: 'If you meet Buddha on your way, kill him !'

Den oplyste bevidsthed er eet med eksistensen, er ren væren, ren kærlighed, ren meditation osv. og nogle kalder det en ren kanal for den spirituelle energi fra den åndelige verden. Den oplyste person er altså det, som filosofferne i årtusinder har søgt i tænkningen (Kierkegård: 'Sandheden er subjektiviteten', Hegels 'Geist' osv.).

Det er med vilje, at jeg gør så meget ud af beskrivelsen af forskellige begreber, modeller osv. Ikke alene for at skabe en mulighed for en i det mindste intellektuel eller teoretisk forståelse — som sikkert er nok så vanskelig, hvis man ikke har egne oplevelser at koble på — men også for nogenlunde fyldestgørende at skabe en fælles overenskomst om ordenes og begrebernes betydning, dvs. deres relation til det virkelige liv eller oplevelser.

Jeg er godt klar over, at jeg via ord ikke kan formidle oplevelse af meditation, egolos tilstand, samadhi osv., men jeg forsøger via oplevelser, som jeg forudsætter bekendt hos læseren, at skabe en fornemmelse eller forestilling om det, jeg beskriver. For at sige det enkelt og extremt ville det være umuligt at forklare en blind person, hvad lys er.

Betegnende er det for den, som har haft oplevelser af den indre virkelighed, som mange andre ikke har haft, at han bliver nødt til at benytte ord, begreber, tegn, symboler og oplevelser, som henviser til den fælles overenskomst om virkeligheden — og dette er ofte den fysiske virkelighed for at skabe et billede eller forestilling i de andres sind.

Og derfor må beskrivelsen nødvendigvis blive lang og ofte indviklet og til tider paradoksal, da den menneskelige psykologi desværre — eller måske heldigvis ! — ikke er indrettet efter logikken (for interesserede læsere kan henvises til fx Watzlawick, som har beskæftiget sig med livets paradokser.)

Kommentar til samadhi

I morges fik jeg en ide til at beskrive det chok, som man får i samadhi:

Forestil dig, at du skal til at gå ud af din hoveddør. Du tænker allerede på, hvad du skal lave og hvor du skal hen, du kender gulvet og døren, så du behøver ikke at være særlig opmærksom på dine bevægelser for at åbne døren og gå ud af den. Med en næsten sovende opmærksomhed åbner du døren og tager det første skridt over dørtærsklen og kigger ned mod det gulv på trappen, som du forventer at finde.

Og nu PLUDSELIG . . . . . i løbet af et øjeblik er det, som om hele dit hus eller lejlighed var blevet flyttet ud midt i verdensrummet. Det er som at træde ud af et rumskib og samtidig forsvinder både du og rumskibet. Din krop og det, som du normalt forstår ved dig selv, er simpelthen ikke længere. Det eneste er oplevelsen af et uendeligt tomt rum. Dette er første samadhi.

Dette minder om det chok, man møder i samadhi. Hvis vi nu går et skridt videre — og nu må vi forlade den fysiske virkelighed i rummet — og forestiller os, at også rummet og tiden forsvinder: det eneste, som er tilbage, er det oplyste vidne, så er den anden samadhi.

Hvis dette og meget andet, som jeg har forsøgt at beskrive, lyder vanvittigt, sindssygt, nonsens osv., så er jeg fuldstændig enig. Men det er sandt alligevel! Det er vanvittigt og sinds-sygt osv., fordi det er i uoverensstemmelse med vores sædvanlige overenskomst om virkeligheden. Og denne overenskomst er lavet af flertallet, ikke af den enkelte eller få.

Det er ikke tilfældigt, at jeg spontant fik den ide med verdensrummet, og det er ikke tilfældigt, at så mange mennesker — omend ubevidst — tiltrækkes af science-fiction-film. Ud fra mine beskrivelser er det forhåbentlig klart, at det psykologisk dybest set er ønsket om at forlade egoet, tiden og rummet.

Den smukke og chokerende samadhi var det, som jeg i min udvikling ca. et år inden oplevelsens gennembrud forsvarede mig imod med al den energi, som jeg havde. Først da jeg opgav alt, brød den igennem, og selv om den måske kun varede en brøkdel af et sekund, var det nok til, at jeg fik et glimt af, at der er noget på den anden side af det, som vi kalder døden. Læseren kan af min beskrivelse sikkert forestille sig, hvorfor det er svært af forblive i denne tilstand, hvis dette overhovedet er muligt.

(Kommentar til samadhi slut)

Ud fra denne udviklingsmodel kan vi beskrive en psykisk udvikling som en bevægelse fra polaritetsniveauet til enhedsniveauet. Der er mange forskellige metoder til dette, men jeg har begrænset mig til dem, som jeg har prøvet, dvs. psykoterapi, meditation og arbejdet med drømme — massage har jeg udeladt, da det for det første er næsten umuligt at skrive om, og da det for det andet rent teoretisk kan ligestilles med meditation. Lidt ærgerligt, da massage er både smukt og udviklende på mange måder.

Kommentar til 'metode' (til 'kapitallogikere')

Følgende kommentar er måske uvæsentlig. l praksis er den i hvert fald uvæsentlig og kan godt springes over af dem, som ikke er bekendt med den videnskabsteoretiske diskussion af de Marxske værker. Men der er nogle ting, som slår mig, mens jeg nu langsomt bevæger mig fremad i forskningsprocessen. Inden jeg beskriver mine overvejelser, er det væsentligt at bemærke, at man ikke kan benytte en tankemæssig metode til at lære sig selv, dvs. ens egen indre virkelighed, at kende. Alle metoder, som åbner for det ubevidste, forsøger at koble tankerne fra.

Jeg ved ikke, om Marx inden han begyndte sin forskning havde den dialektiske metode, eller om han snarere i løbet af forskningen 'pludselig' så, at den lige som lå over det hele. Det var i hvert fald det, som slog mig, da jeg kom til at tænke over bevægelsen fra det 'pseudo-konkrete' via det 'abstrak-te' og tilbage igen til det konkrete, som nu er bestemt nærmere i sin konkrete form.

For mig at se er der mange paralleller mellem den forskning, som Marx tankemæssigt foretog i den ydre virkelighed, og den forskning, som den individuerende foretager i sit ubevidste. Metoderne minder om hinanden på mange punkter. Hvis man kigger på de illustrationer, som Lundkvist har tegnet i sin 'Introduktion til metoden i KAPITALEN' (p. 12 og p. 43), hvor det abstrakte (det ubevidste eller visdommen, Selvet) er tegnet under det pseudokonkrete (som også betegnes som overfladen!), minder dette utroligt meget om det samme, når den individuerende 'rejser' fra sin pseudokonkrete uforståelige overflade (jeget) ned (!) til Selvet for at finde væsenet og derefter rejser tilbage igen med en større forståelse.

Forskellen er, at Marx rejste tankemæssigt i den ydre virkelighed, mens den individuerende rejser følelsesmæssigt og evt. ender i sin partielle forståelse med en udvidet bevidsthed. Og til sidst i den oplyste bevidsthed er han eller hun færdig.

Marx rejste flere gange i løbet af sit liv op og ned for til sidst at være i stand til at fremstille hele den kapitalistiske produktionsmåde i sin konkrete totalitet. Der kan findes mange lignende paralleller: Lundkvist sondrer mellem 'empiriske og ikke-empiriske realabstraktioner' (p. 25.)

Ligesom den borgerlige økonomi ikke kan acceptere værdien (det abstrakte arbejde), kan den empiriske naturvidenskab ikke acceptere ikke-fysiske parapsykologiske fænomener, selv om der er ved at ske en ændring inden for dette. Parallellen er ikke helt god, thi værdien er en tankemæssig abstraktion og kan således ikke måles eller ses, selv med de bedste måleapparater. Telepati, clairvoyance, den men-neskelige aura osv. kan nu 'måles' eller ses, men pointen er, at det her drejer sig om ikke-fysiske energiformer (Kirlian-fotografering kan fx måle eller fotografere auraen).

Varens fetichkarakter vender jeg tilbage til. Og til sidst skal det igen understreges, at man ikke kan tænke sig til sit ubevidste, og at den menneskelige psykologi ikke fungerer efter selv en dialektisk logik, men er paradoksal. Hvorfor den marxistiske psykologi og fx astrologi gælder for de fleste mennesker, men ikke for alle, vender jeg ligeledes tilbage til.

(Kommentar til 'metode' slut)

Men denne bevægelse fra polaritetsniveauet vil kun foregå, hvis man er opmærksom, og såfremt man forøger sin opmærksomhed. Indtil nu har jeg benyttet mig af den gængse betydning af ordet 'opmærksomhed', men også nævnt, at det er det samme som meditation eller meditativ tilstand. Opmærksomheden rettes mod det ubevidste, og dette har jeg også benyttet i gængs forstand, dvs. de områder af Selvet, som ikke er bevidste eller integreret i jeget.

Freud benyttede ordet 'det ubevidste' om kun et delområde af det samlede ubevidste indhold af psyken. Jung kaldte betegnende det freudske ubevidste for 'det personligt ubevidste', dvs. det psykiske indhold, som er fortrængt fra undfangelsesøjeblikket til 'nu' for pågældende person, fordi det ikke omhandlede det 'kollektivt ubevidste', som Jung via studiet af drømme korn i kontakt med. Inden jeg går videre til at beskrive lidt nærmere, hvad der forstås ved 'opmærksomhed', vil jeg ved hjælp af et længere citat af Bhagwan opstille endnu en model for at det bliver klart, hvad jeg i det følgende taler om.

næste side


© 2019 by Michael Maardt • frigørelsens-paradoks.dk