Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort på internettet 2011

VI.A.2 Egoløs bevidsthedstilstand

SELVET.

betegner hele mennesket og omfatter både krop, sjæl og ånd. Jeget er et relativt uafhængigt delområde af selvet. Den dybeste styring af menneskets, og altså af jegets tilværelse (jegets tilværelse er jeget og den virkelighed, der hører til jeget min anm.), udgår fra selvet.

Selvet har to tilstandsformer, det kan være fraværende og tilværende (jeg taler parallelt om forskellige grader af opmærksomhed - min anm.). Et almindeligt jeg kender ikke sit selv. For det almindelige jeg er selvet derfor fraværende. Et menneske, der fx er åndsfraværende, i betydning af at være 'faldet i staver', er hos sit selv uden at vide det. (Jes Bertelsen: Individuation, p. 291)

Denne oplevelse 'at falde i staver', som de fleste sikkert har oplevet - men uden at være opmærksomme på oplevelsen af enhed mellem subjekt og objekt, dette er netop pointen ved at 'falde i staver': der er ingen opmærksomhed. Havde der været opmærksomhed, var man ikke faldet i staver. - er så vidt jeg kan se en lige så meditativ tilstand som samadhi, forskellen er blot ingen og 100% opmærksomhed.

Først efter at være kommet sig over chokket at være faldet i staver - og det er et chok i forhold til vores sædvanlige virkelighedsdefinition, hvor der eksisterer adskillelse mellem subjekt og objekt, og vi oplever os selv som adskilt fra omverdenen - siger vi til os selv: 'Gud (!), jeg sad jo og sov.' Mere rigtigt ville det være at sige: 'Gud, mit jeg var der slet ikke og min opmærksomhed sov.' Thi det er ikke jeget, der sover, men vidnet.

Det pudsige og interessante ved hele dette er, at de fleste mennesker har og ofte flere gange i deres liv oplevet den egoløse tilstand (i dyb kærlighed, i den seksuelle orgasme, ved at falde i staver, i extreme faresituationer osv.), men opleves dette med opmærksomhed, er det forbundet med så megen angst, at hvis man een gang har oplevet det, så vil man ikke tilbage til det igen. Dette er den psykologiske årsag til manges angst for orgasmen, kærligheden, medi-tationen osv., men den oprindelige årsag er social bestemt.

Vi er bange for denne egoløse tilstand, fordi vi lige fra barnsben lærer en bestemt måde at opfatte os selv og virkeligheden på. Allerede inden vi kan tale, siger de voksne et ord - vores navn - som de gentagne gange retter mod os, når de vil os noget. Og om sig selv bruger de også et ord - far, mor osv. I livmoderen og lige efter fødslen er vi et med alt, men hurtigt lærer vi at glemme denne måde at opleve på og lærer en ny.

En regression til livmodertilstanden (som i terapi eller i meditation) kan give en fornemmelse af denne følelse af at være et med alt, men også kun en fornemmelse. Thi det er kun en genoplevelse, og den der oplever er i de fleste tilfælde jeget og ikke vidnet. De fleste genoplevelser af livmodertilstanden, som jeg har haft, har således ikke været meditative tilstande, men en oplevelse af, at mit jeg var i trygge og fredfyldte omgivelser. I praksis i terapi viser det sig da også, at hvis personen konfronteres med en for stærk angst, regredierer han til den trygge livmoder-tilstand ofte med lysets hastighed for at undgå angsten. Og dette løser ikke problemet, også selv om oplevelsen af livmodertilstanden er nok så behagelig.

Hvordan skulle et lille barn kunne sige til sine forældre, at det er jo nonsens, det I siger. Det er afhængigt af forældrenes kærlighed, så det bliver nødt til at spille spillet. Watts har skrevet en del om dette fænomen, hvordan vi i det afhængige barn-forældre-forhold tvinges ind i forskellige double-binds:

The social double-bind game can be phrased in several ways:

The first rule of this game is that it is not a game.
Everyone must play.
You must love us.
You must go on living.
Be yourself, but play a consistent and acceptable role.
Control yourself and be natural.
Try to be sincere.

(THE BOOK, p. 65)

Langsomt begynder barnet at opleve sig selv som fx Michael, der er adskilt fra andre. Et navn har ingen brugs-værdi for personen selv, men kun for andre, når de skal kalde på eller omtale mig. Om de kalder med ordene 'Søren', 'Peter' eller 'Viggo' kan for mig være ligemeget, blot jeg ved, at nu mener de 'mig'. Og efterhånden via denne hypnose tror jeg, at jeg er identisk med mit navn - læseren kan prøve at føle og forestille sig, hvordan det ville være, hvis alle andre besluttede sig til at benytte et andet navn til dig.

Men lad os vende tilbage til double-bind. Begrebet 'double-bind' blev oprindelig skabt af amerikanske psykiatere, som i studiet af kommunikationen i familier med et medlem, som blev kaldt skizofren, fandt ud af, at den skizofrene var blevet udsat for utallige paradoksale og modsigelsesfyldte situationer, som det var umuligt at løse inden for rammerne af de spilleregler, som var tilladte i familien. Det var ingen overraskelse, at den 'skizofrene' var blevet sindssyg, det var naturligt.

næste side


© 2019 by Michael Maardt • frigørelsens-paradoks.dk