Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort på internettet 2011

VI.D.I. Fortsættelse af diskussionen

Jeg nævnte tidligere den grundlæggende skelnen ang. opmærksomhedsgrad og jeg arbejdede med tredelingen: sindet, meditativ tilstand og samadhi. Nu vil jeg indføre den erkendelsesteoretisk grundlæggende skelnen ang. forholdet mellem subjekt og objekt. Som jeg tidligere har nævnt, kan subjektet ikke være identisk med egoet, men må være vidnet. Derfor benytter jeg 'vidnet' og ikke 'subjektet' som ord for at understrege forskellen.

Lad os betragte erkendelsesteoretisk et enkelt øjeblik. Paradokset er her, at tænkningen kan ikke 'fange' øjeblikket, thi tænkning kræver tid, men vi forsøger alligevel.

Hvilke muligheder er der, når vi betragter de to variable 'opmærksomhedsgrad' og 'relationen mellem vidne og objekt'

Opmærksomhedsgrad: (Vidnet kan have tre forskellige grader af opmærksomhed.)

  1. 0%
  2. 0-100%
  3. 100%

Vidne—objekt—relation: (Vidnet kan forholde sig på tre måder.)

I. Vidnet er adskilt fra objektet.

II. Vidnet er i Yin-Yangforhold til objektet.

III. Vidnet er alene eller identisk med objektet.

Ud fra disse analytiske modeller får vi 9 muligheder, når vi kobler de 3 første med de 3 sidste. Inden vi går over til disse 9 muligheder, skal følgende siges:

ad. I. Vidnet er adskilt fra objektet.

Som før sagt kan dette forhold kun tænkes, det kan ikke opleves. Vi tror, at vi oplever sådan, men oplevelse kan kun foregå i øjeblikket. I øjeblikket eksisterer det, vi kalder tiden, ikke og dermed heller ikke adskillelse, tænkning osv. Illusionen bygger på den sociale overenskomst om egoet, tænkningen og tidens absolutte beståen. Denne er som beskrevet kun punktuel (ligesom II er punktuel) i sindets tilstand.

ad. II. Vidnet er i Yin-Yangforhold til objektet.

Når denne relation i tiden opleves som kontinuerlig strøm af øjeblikke, hverken eksisterer eller opleves tænkningen, egoet, tiden osv. Man kan tænke sig til muligheden af oplevelse, men man kan logisk nok ikke tænke sig til selve oplevelsen. Denne kan kun opleves.

ad. III. Vidnet er alene eller identisk med objektet.

Det samme kan siges om III, som blev sagt om II, blot med den forskel, at her er vidne-objektrelationen og polariteten mellem II og III transcenderet. Yderligere er rummet og tiden transcenderet.

Sammenfattende om I, II og III ang. tænkning og ikke-tænkning/oplevelse kan siges, at man kan tænke sig til alle tre muligheder, men man kan kun opleve II og III. Illusionen i den tidsbestemte sindets tilstand (ikke I, thi I eksisterer slet ikke i virkeligheden, kun i tænkningen) består i, at selve oplevelsens øjeblik bearbejdes af tænkningen, som må sluttte, at objektet er adskilt fra opleveren (egentlig vidnet), og deraf sluttes igen via tænkningen, at opleveren må være egoet.

Lad os nu betragte de 9 forskellige muligheder. For hver mulighed resumerer jeg og klassificerer jeg noget af det hidtil sagte. De nødvendige indbyggede selvmodsigelser skyldes, at jeg forsøger at gribe øjeblikket med den tidsbestemte tænkning og dertil hørende sprog.

Jeg forsøger at komme så tæt som muligt på virkeligheden, andet kan en teori ikke. Evt. kan teorien vise, at netop tænkningen selv er det paradokse problem, så teorien nødvendigvis må pege ud over sig selv, dvs. mod ikke-tænkning. Og det er det, jeg er i gang med, selv om det langt fra var tænkt eller planlagt inden jeg begyndte på afhandlingen. Jeg har blot forsøgt at tænke så langt, jeg kunne.

I.1 Vidnet adskilt fra objektet — uopmærksomt.

Vidnet er både i øjeblikket og i tiden uopmærksomt, dvs. ingen oplevelse (jeg benytter 'oplevelse' = perception). Ingen erindring og jeget kan derfor ikke huske, hvor lang tid tilstanden varede. Tidsmæssigt og i praksis kun forekommende en 'del' af tiden, men i denne 'deltid' er det altid. Jeget tror, at den ikke-erindrede søvn og det 'at falde i staver' befinder sig her.

1.2 Vidnet adskilt fra objektet — opmærksomt.

Vidnet er opmærksomt, en vis erindring. Vidnet er hovedsageligt i sindet, dvs. oplever identitet med egoet eller jeget. Denne desværre illusoriske tilstand er vores normale tilstand og selvforståelse. Vidnet oplever sindet som en mur (dette beskriver Pink Floyd i musik og tekst særdeles godt på deres dobbelt-LP 'The Wall'), et fængsel osv., som det ikke kan bryde ud af. Mange personer oplever sig i meget ringe kontakt med deres krop, sig selv og omverdenen og ved ikke, hvordan de skal komme ud af fængslet. Følelser af isolation, håbløshed osv.

Tidsmæssigt er egoet ikke en illusion. Egoet eller sindet er et godt redskab eller 'bio-computer' til at orientere sig i den ydre fysiske virkelighed. Men i øjeblikket og erkendelsesteoretisk er det egoets illusion, at erkendelsens subjekt er egoet. Erkendelsens subjekt er vidnet. Samfundet udsondrer eller exkommunikerer den meditative tidsmæssige oplevelse, hvor egoet og tiden ikke eksisterer i selve oplevelsens tid (kun efter oplevelsens ophør kan egoet slutte, at der må være gået tid), som u-virkelig, fordi den er u-logisk, thi der kan ikke samtidig både ikke eksistere tid og ikke-tid. Såvel den meditative tilstand og sindets tilstand er tidsmæssigt lige virkelige, men samfundet bestemmer (sætter) den meditative tilstand som uvirkelig, og bekræfter således egoet som erkendelsens subjekt. - Andre årsager til denne samfundets exkommunikation behandles ikke her: fx forholdet til kapitalens afhistorisering af tidsbegrebet, samfundets krampagtigt paranoide kamp mod hash og andre stoffer, som netop kan bringe en i den meditative tilstand.

Dette er en væsentlig pointe, da mange kritikere af østens visdom afviser det som nonsens. Logisk er det nonsens eller paradoksalt, når fx Bhagwan siger, at egoet er illusion. Han mener, at det illusoriske er den erkendelsesteoretiske identitet mellem ego og det egentlig erkendende subjekt (vidnet), og dette gælder for den i øjeblikket foregående erkendelse. Tidsmæssigt er egoet virkeligt og uvirkeligt.

Alle drømme (både om dagen og om natten) befinder sig her, thi det erkendende subjekt er egoet. Bemærk, at jeg ikke placerer drømme under II, thi drømme er dele af sindet og et produkt af ønsker. I den meditative tilstand (II) eksisterer ingen ønsker. Drømme og næsten opnåede meditative tilstande minder om hinanden, fordi sindet eller egoet er stærkt reduceret, men ikke opløst, og derfor hører såvel drømme som det, som mange kalder meditation (tilnærmelsesvis meditativ tilstand) til her. Drømme opleves netop på samme måde, som vi normalt oplever i vågen tilstand (vidnet adskilt fra objektet). Den eneste forskel på almindelige (til forskel fra lucide) drømme og den vågne tilstand er, at vi i de natlige drømme tror, at det er virkelighed.

Selv de drømme, hvor man oplever at være tilskuer til en film, er stadig drømme, nemlig en spejling af jegets passitivitet i vågen tilstand. Det er Selvets eller det ubevidstes tilbud til jeget om at blive opmærksom på denne passivitet.

Dette moment er vigtigt, når man arbejder med drømme: ikke at sætte identitet mellem drømme og den meditative tilstand (selv om de som sagt minder om hinanden, hvad angår kvalitet — egoets tilnærmelsesvise opløsning — og indhold af psykiske billeder).

At 'vågne' i drømmen og blive klar over, at 'dette er jo kun en drøm' (hvilket er en meget besynderlig oplevelse — lucid drøm), er stadig drøm og ikke meditativ tilstand. Det minder om i vågen tilstand pludselig at 'se', 'aha-oplevelse', større opmærksomhed eller pludselig indsigt.

Det vanskelige er her igen, at jeg forsøger samtidigt at gribe øjeblikket og tiden. Det kan tænkes, at en drøm om natten pludseligt skifter til en meditativ tilstand, men så ophører drømmen med at være drøm i følge mine kriterier. Så skifter drømmetilstanden til meditativ tilstand, og så hører oplevelsen under II og ikke under I. Jeg har ikke selv oplevet dette, selv ikke ved visdomsdrømme.

1.3 Vidnet adskilt fra objektet — 100% opmærksomt.

Så vidt jeg kan se, er dette umuligt.

II.1 Vidnet i Yin-Yangforhold til objektet — uopmærksomt.

Tidsmæssigt er vidnet i meditativ tilstand, men oplever intet, husker intet efter tilstandens ophør.

II.2 Vidnet i Yin-Yangforhold til objekt — opmærksomt.

I øjeblikket foregår oplevelse, om vidnet kan erindre er afhængig af opmærksomhedsgraden. Tidsmæssigt i den meditative tilstand gælder det samme. Om dette foregår med lukkede eller åbne øjne er underordnet. De fleste meditationsteknikker forsøger sig med lukkede øjne først. Denne tilstand eller øjeblik er den eneste sande erkendelses-form. Jeg har forsøgt at vise, at det teoretisk må være således. Kun praksis kan verificere dette.

II.3 Vidnet i Yin-Yangforhold til objektet — 100% opmærksomt.

For den ikke-oplyste person kun muligt i sidste øjeblik før samadhi. Dette øjeblik opleves egoets død med 100% opmærksomhed — vores kultur kalder dette øjeblik 'døden'. Kan af en eller anden grund (mod eller nød) vidnet holde 100% opmærksomhed et eneste øjeblik længere er vidnet alene i samadhi. Næstsidste øjeblik er totalt mørke, sidste øjeblik er totalt lys. Samadhi-øjeblikket hører egentlig til under III.3.

III.1 Vidnet alene eller identisk med objektet — uopmærksomt.

Et tidligere givet eksempel er 'at falde i staver'. I dyb drømmeløs søvn er vidnet hos Selvet eller i en slags 'uop-mærksom samadhi' uden at vide det. Visse tibetanere mener (informationen har jeg fra Jes Bertelsen), at vi i den dybe søvn henter en ny 'portion' spirituel energi, og dette skulle forklare, hvorfor vi om morgenen, når vi vågner, har ny frisk energi til vidnets rådighed. Modsat fornemmelsen lige før søvnen: 'Jeg har ikke mere (opmærksomheds-) energi til at være vidne længere.' Yderligere er kroppen og egoet også måske træt af dagens kamp for at opretholde forestillingen om egoets suverænitet. Derefter falder både kroppen, egoet og vidnet i søvn i smuk tre-enighed.

III.2 Vidnet alene eller identisk med objektet — opmærksomt.

Første samadhi-oplevelse, hvor vidnet er (i) et 'tomt rum' (korrektion januar 1981).

III.3 Vidnet alene eller identisk med objektet — 100% opmærksomt.

Anden samadhi-oplevelse, hvor vidnet (bevidstheden) 'oplyses' af det spirituelle lys i et glimt. Vidnet er det spirituelle lys i dette glimt. Dette er IKKE den oplevelse, som Bhagwan kalder 'Enlightenment'. Den tredie samadhi eller satori (jeg bruger 'samadhi' og 'satori' synonymt) er oplevelsen af Gud, Tao eller hvad vi nu skal kalde det ubeskrivelige. Denne tredie satori, som Bhagwan kalder 'Enlightenment', er i modsætning til første og anden satori IKKE en øjebliksoplevelse, men en længerevarende oplevelse — for mit eget vedkommende varede den måske mellem 15 og 60 sekunder. Det er umuligt at sige hvor længe, da tid ikke eksisterer i denne ubeskrivelige forening med Den Guddommelige Kærligheds Uendelige Univers. (korrektion januar 1981)

Kommentar til bla. III.1.

Uddybning af tibetanernes forslag til forklaring: Jeg er nu utallige gange stødt på tre-delinger:

(man kan finde mange flere.)

Jeg har aldrig hørt nogen tilfredsstillende forklaring på, hvorfor de fleste mennesker, som befinder sig tæt på polaritetstrinnet i psykisk udvikling — dvs. de fleste — har brug for at sove netop otte timer i døgnet (1/3 af 24 timer). Og hvorfor har mennesker, som bevæger sig mod Yin-Yangtrinnet mindre behov for at sove?

Min spekulative hypotese er nu: Da opmærksomhedsgraden er tæt ved 0% og udviklingstrinnet er tæt på polaritetstrinnet har både krop, sjæl og ånd (vidnet) brug for hvile i hvert tredie øjeblik af den samlede tid. Hvile minder om den meditative tilstand. Her slapper både krop, sjæl og ånd af. Men vi befinder os næsten 100% af den vågne tilstand i sindets spændte tilstand, dvs. her får hverken krop, sjæl eller ånd hvile. Da kroppen ikke får hvile, må den kompensere ved at hvile sig i otte timer. Og samtidigt må det forudsættes, at vidnet er uopmærksomt, for ellers bruges der energi til i sindets tilstand — og det er spændt — at se på drømmene. Det kan personen gøre ved at sætte vidnets opmærksomhedsgrad på nulpunktet.

Hvis det ubevidste eller Selvet ikke giver vidnet og sjælen lov til at blive på nulpunktet, dvs. hvis det sender drømme så kraftige, at vidnet har svært ved at fortrænge dem, så må der bruges energi til at bearbejde dem og se på dem. Hvis egoet har en fordømmende holdning over for Selvet — og det har de fleste — gør egoet modstand og bruger derfor energi. Dette kan bevirke, at personen vågner og føler sig træt. Dette kan kompenseres ved enten at sove længere — thi under energikrævende drømme får kroppen ikke hvile — eller ved i den vågne bevidsthedstilstand at være mere opmærksom og accepterende over for Selvet.

Og dette skulle forklare, hvorfor personer i psykisk udvikling har brug for mindre søvn, thi dette er nemlig erfaringen. Og det er underordnet, om de lever mest yogisk eller tantrisk. Disse personer forsøger at lade sig lede mere af Selvet end af egoet. De lever i vågen tilstand mere 'meditativt', dvs. ikke-kæmpende med floden. Og da de er mere opmærksomme hele tiden, vil de også kunne huske deres drømme mere end andre.

At leve mere 'meditativt' er ikke, som det ofte fra kritikeres side nævnes, 'fatalistisk' eller 'apolitisk' osv. Det betyder, at man forsøger i de situationer, hvor det ikke er nødvendigt at være i sindet (og det er mange: spisning, kærlighed, fysisk bevægelse osv.), at være mere meditativ, ikke at tænke på tusind andre ting, når man spiser, når man elsker, når man bevæger sig osv. At det er svært, er noget andet, men det er muligt i større grad, når man øver sig i det. Og det er det, meditation går ud på: at øve sig i at være og ikke i at gøre, tænke osv.

Man træner sig i at være mere opmærksom, og dette kan man også være, hvis man trods spændinger er i sindet. Med mere opmærksomhed, dvs. bevidsthed eller intelligens, bliver man mere i stand til at vælge bevidst og ikke, som vi for det meste gør: ubevidst. (kommentar slut)

Den menneskelige eksistens — og dermed også hele eksistensen, da vi er en del af den — ser for mig ud til at være stadig mere paradoksal, men for at tænke sig til dette (dvs. uden at have oplevet det i tid), må tænkningen selv være paradoksal, dvs. transcendere den dialektiske logik.

Så vidt jeg kan se, begik Marx den fejl, at han tog fra Hegel den dialektiske metode, 'glemte' hvor den stammede fra (nemlig fra tænkningen om eksistensen) og overførte den elegant til selve eksistensen, og samtidig reducerede han eksistensen til kun fysisk materiel eksistens. Dermed stod han på sindets standpunkt, som er objektets standpunkt. Da han ikke kunne komme op på transcendens-planet, hvor de dialektiske modsigelser forsvinder, blev der i de næste hundrede år efter Marx dannet to retninger inden for marxismen (Marx var ikke selv marxist !): hegelianerne, der står på Yin-Yangstandpunktet, dvs. vekselvirkning mellem bevidsthed og objekt, og den anden retning (fx sovjetmarxismen, genspejlingsteorien, som står på objektets standpunkt (hvor der blot er set fra objektets synspunkt i det, jeg kalder I: vidnet adskilt fra objektet). Den første står på II, den anden på I, hvem har nu ret? Det har begge, og det har ingen af dem ! Se forklaring senere.

Jo mere jeg har arbejdet mig ind i paradokserne (og ikke glemt mine erfaringer og Bhagwans udtalelser) og indset, at der er ingen vej uden om, jo mere morsomt er det blevet, for man ender i det paradoksale, at der er ingen 'forklaring' på eksistensen: den er, som den er ! Den er bare hvilende i sig selv.

Først når vi med et tidsbestemt og tænkningsbestemt sprog og teorier om eksistensen forsøger at tænke, så er tiden allerede gået om den eksistens, som vi prøvede at fange for et øjeblik siden. Eksistensen er hverken logisk, dialektisk eller paradoksal i sig selv, den er. Det er vores teori og tænkning, der er logisk, dialektisk eller paradoksal.

Lad os tage eksemplet med øjeblikket og tiden. An sich er der kun øjeblikket. Fur sich (for os) kan vi slutte os til, at øjeblikket må eksistere. Når vi nu i tænkningen indfører tiden, så får vi problemer. Hvis vi definerer tiden som den 'kontinuerlige strøm af uendelig mange øjeblikke' og øjeblikket som ikke-tid, så må vi i tænkningen acceptere både tid og ikke-tid.

Problemet er det samme, som når man bevæger sig fra I og derefter slutter, at sagen må ses fra II. Men i II kan man ikke tænke, så man må tilbage til I for at løse problemet. Og i I slutter man, at det kan kun løses ved at være i II og sam-tidig tænke, men det er umuligt, for man kan ikke tænke i II (meditativ tilstand eller et øjeblik, hvor vidnet er i Yin-Yangforhold til objektet). Bliver man ved med at prøve at tænke sig til løsningen, bliver man smidt frem og tilbage mellem I og II og kommer ingen vegne, hvis man ikke forsoner ved at acceptere begge.

Eller med tiden og øjeblikket (stadigvæk i tænkningen): stiller jeg mig på tidens standpunkt, så kan øjeblikket ikke eksistere. Men det kan jeg kun tænke, dvs. ved at stille mig på tidens standpunkt, men når jeg tænker, så eksisterer tiden osv. Og for at forsone de stridende parter, så må vi i teorien sige, at både tid og ikke-tid eksisterer.

Eller sagt kort: eksistentielt eksisterer kun øjeblikket, men for os i tænkningen (fordi tænkningen adskiller) og i teorien har vi både ordene 'ikke-tid' og 'tid'.

Det interessante ved fx problemet tid-øjeblik, når man går dybt i en teoretisk udledning, som følger logikken, bliver den nødvendigvis først dialektisk, og hvis man ikke kan komme ud over det, så bliver man kastet frem og tilbage mellem to standpunkter: fx tid og øjeblik. Hver gang man er på det ene, må man for at forklare hele sammenhængen over i den andens standpunkt for at kunne gøre det, og når man er kommet derover, så må man tilbage til den ene for at osv.

Man springer frem og tilbage indtil man evt. finder ud af, at der er ingen vej uden om problemet andet end ved at acceptere, at den adskillelse, man oprindeligt indførte, den holder ikke, og hvad så? Så er der til sidst ikke andet at forklare, hvorfor der ikke er noget at forklare !

Hvis en enten naturvidenskabelig eller ikke-naturvidenskabelig teori vil forklare noget, prøver man at fastholde eksistensen i øjeblikket, idet må være det letteste. Så kommer man ind i problemet på et tidspunkt, at man må stille sig på tidens standpunkt osv. Så indfører man 'uendelighed' — men det betyder nødvendigvis, at man opgiver den første forudsætning om øjeblikkets og tidens eksistens — og nu prøver man at forklare noget i øjeblikkets teori og glemmer, at man har forkastet forudsætningen om øjeblikkets eksistens (ved netop at indføre transcendensbegrebet 'uendelighed' — og for så vidt også begrebet 'tid'), og hvis man gør det, så bliver teorien falsk lige meget, hvor meget man forsøger sig.

Problemet er, at man kan på samtlige tre planer I, II og III ikke arbejde med både logik, dialektik og paradokser, thi så hænger man fast i illusionen om, at tid eksisterer på samtlige planer og det gør tid ikke, kun på I. På II og III eksisterer tid ikke, og II er den erkendelsesteoretisk sande for både plan I og II. For III er subjektet identisk med objektet.

Hvis atomfysikken er kommet til, at alt er en form for lys, så skal de blot finde ud af, at vi også er en form for lys, blot spirituelt lys og i sidste instans er hele meningen med livet her på jorden at blive forenet med sit eget lys, eksistensen selv.

I vores normale sindstilstand, som netop er en tilstand af sind (!), er vi i vores selvforståelse såvel på I og II. Egentlig er vi på II, men den har samfundet exkommunikeret — ellers ville det se helt anderledes ud.

(Hvis det har været eller er lidt vanskeligt at forstå plan I, II og III, vil det måske hjælpe at se på min lidt mere overskuelige fremstilling i Appendix.)

(Jeg har IKKE læst Hegel, før dette skrives.)

Genspejlingsteorien og Hegelianerne

Lad os igen betragte de to retninger inden for marxismen, hvor genspejlingsteorien overtog Marx' fejl, mens hegeliavner-ne gik tilbage til Hegel og læste efter, hvad han havde sagt.

Det væsentlige i forhold til min teori er, at begge ikke skelner mellem egoet og vidnet, men identificerer disse.

GENSPEJLINGSTEORIEN står erkendelsesteoretisk på I, de har blot byttet om på spejlets position. Det er nu ikke vidnet eller bevidstheden (i deres terminologi: jeget, subjektet eller egoet), der spejler, men omvendt objektet, den samfundsmæssige struktur, der er spejlet og 'spejler' sig i subjektet. At det i det konkrete liv ser næsten sådan ud, dvs. at de fleste menneskers bevidsthed minder om et spejlbillede af den samfundsmæssige struktur, er noget andet.

Hvis nu læseren et øjeblik kan forestille sig at være den samfundsmæssige struktur og samtidig være udstyret med et spejl og kigger på sig selv 'derhenne', hvad ser du så? Et spejlbillede af den samfundsmæssige struktur nødvendigvis — et spejl spejler. Subjektet må altså være et produkt eller spejlbillede af den samfundsmæssige struktur.

Hvis vi satte spejlet i menneskets bevidsthed og kiggede på den samfundsmæssige struktur, hvad ser vi så? Den samfundsmæssige struktur en lille smule fordrejet til en bevidsthed, som ligner den samfundsmæssige struktur. Men for deres teori er subjektet ikke et spejl, men et ego (ophobet fortid), og så passer teorien tilsyneladende, fordi de flestes bevidsthed minder om den samfundsmæssige struktur.

Heraf konkluderes, at den samfundsmæssige struktur må laves om for at vi kan få det bedre, og det er eneste mulighed. Jeg er enig i, at den samfundsmæssige struktur må laves den om, blot ikke på den måde, som genspejlingsteorien foreslår.

Genspejlingsteorien står såvel erkendelsesteoretisk i øjeblikket som i tidens perspektiv på I, bevidstheden adskilt fra objektet, bevidstheden et rent produkt eller genspejling af den samfundsmæssige struktur.

Dette må de nødvendigvis gøre, da de ikke har noget begreb om vidnet eller kan tænke sig til III.

Mærkelig nok egentlig, thi kan man tænke sig til II, må konklusionen være en adskillelse af vidne og subjekt (ego). Problemet er som sagt før, at man via tænkningen kan slutte, at der må eksistere ikke-tænkning i erkendelsens øjeblik, men her træder samfundet ind med tabuet om at tænke over, hvem der så erkender, hvis det ikke er egoet.

Så ville man komme til den konklusion, at man ikke eksisterede, og det gør man jo. Blot ikke hele tiden som ego, men da det går så hurtigt mellem væren og ikke-væren, mellem tænkning og ikke-tænkning er det svært at få øje på (visse meditationsteknikker går netop ud på at fange øjeblikket mellem to tanker). Specielt hvis man prøver på det via tænkning, så er det umuligt.

Og hvis man fortsatte, så måtte man stille spørgsmålet: 'Hvem er det så, der tænker?' Der er ingen, der tænker selvstændigt. Der tænkes, hvilket man kan se ved at sætte sig ned og studere sine tanker. Vi kan jo heller ikke som nyfødte babyer tænke, det lærer vi først senere. Det er ikke dig, som udfører tænkningen, men der tænkes i dig.

Og så kommer man til den konklusion som filosof fx, at 'det er slet ikke mig, som har tænkt dette, det hele har været tænkt før mig, jeg har blot sat tankerne sammen på en bestemt måde.' Sammensætningen er original, derimod ikke tankerne. Men at tænke disse tanker forudsætter, at man dropper tanken om sit egos suverænitet, og det er de færreste af filosofferne villige til. Nu tilbage til hegelianerne.

De siger, at der er vekselvirkning mellem bevidstheden og den samfundsmæssige struktur. Bevidstheden og dens objekt må begge være virkelige, og bevidstheden er ikke kun et produkt af samfundet, men har også sin egen relative autonomi og kan derfor — hvis den er 'bevidst' – virke tilbage og evt. ændre samfundsstrukturen. Men da hegelianeme heller ikke skelner mellem vidne og ego, er deres begreb om bevidsthed egoets begreb: ophobede tanker, og ikke i min terminologi (som er Bhagwans): opmærksomhed og intelligens.

Erkendelsesteoretisk står de altså på II, men ud fra I uden at skelne mellem vidne og ego. Yderligere skelner de derfor erkendelsesteoretisk ikke mellem I og II, så deres forslag til løsning af menneskets problem er det samme som genspejlingsteoriens: vi må lave samfundet om for at få det bedre, thi egoets relative autonomi er netop kun relativ. Og dette er rigtigt set ud fra deres præmisser, egoet kan ikke lave noget om. Det kan kun vidnet med dets bevidsthedsindhold og intelligens.

Indtil nu har jeg brugt ordet 'vidnet' om det, vi er, dvs. erkendelsesteoretisk i øjeblikket. Tidsmæssigt er vi ikke kun et spejl, men også bevidsthed, intelligens, Selvet i sidste instans. Og således er mit sprog altid uldart og paradoksalt, thi jeg prøver med tænkningen at beskrive øjeblikket med ord, som stammer fra tiden. Jeg har forsøgt at vise, at disse paradokser må nødvendigvis eksistere i sproget. Paradokset kan kun løses i teorien erkendelsesteoretisk ved at bevæge sig til III, hvor adskillelsen mellem subjekt og objekt ophører.

Materialisme og idealismen beror begge på den erkendelsesteoretiske falske adskillelse af subjekt og objekt. Materialismen benægter vidnets (åndens) eksistens og er falsk, men er rigtig for så vidt den står på objektets side.

Idealismen er falsk, fordi den benægter objektets eksistens, men er sand, fordi den står på vidnets side. Logisk er de begge sande og begge falske. Filosofien, der siger, at både vidnet og objektet er virkelige, er sand, men får problemer, når den via tænkningen skal 'bevise' det af årsager, som jeg har nævnt. I sproget bliver den nødt til at acceptere den samtidige eksistens af ikke-tid og tid, af A og ikke-A og det er svært at få andre til at hoppe på dette paradoks, thi vi har lært at egoet er subjektet, tænkeren er virkelig (også erkendelsesteoretisk i øjeblikket) osv., og det ender som bekendt med, at vi ikke er, men alligevel er osv. Og set ud fra I er det rigtigt, men I er erkendelsesteoretisk forkert, kun i tiden er den rigtig osv.

Så langt kan vi tænke os til. Men er det nu også sandt, dvs. er det muligt at opleve. Og det kan man ikke tænke sig til, det må man efterprøve i praksis. Og her hjælper det ikke, at andre har oplevet det, som det gør det ved tænkning.

Når en person en gang har tænkt noget langt og indviklet (fx Einstein) og har (op-) 'fundet' fx relativitetsteorien, så behøver vi ikke at tænke det hele igennem en gang til, som han gjorde (dvs. vi behøver ikke at udføre den samme tankemæssige forskning, som har har præsteret). Vi kan sætte os ned og læse det, fordi tanker kan yderliggøres som skrift. Det kan oplevelser imidlertid ikke. De må opleves af den enkelte. Og dette er den grundlæggende forskel mellem videnskab og religion !

(sidste afsnit korrigeret januar 1981)

Så langt kan vi tænke, men hverken jeg eller andre kan bevise det over for andre (endsige 'over-bevise' andre). Jeg har prøvet at vise, at muligheden må teoretisk eksistere for oplevelsen af vidnet i Yin-Yangforhold til objektet og vidnet identisk med objektet. Tidsmæssigt har jeg kaldt II for meditativ tilstand, III for samadhi, selv om det er en øjebliksoplevelse.

For bare 5 år siden anså jeg disse tanker som totalt vanvittige. Og da jeg første gang læste noget af Bhagwan og hørte om Gud osv., tænkte jeg: 'det er det rene nonsens, ideologi, apolitisk, flugt fra virkeligheden osv.' Og som beskrevet i min udvikling måtte jeg mere og mere erkende, at mere og mere var sandt, hvad denne mand har sagt dag ud og dag ind de sidste 6-7 år i Poona.

Og min udvikling drev mig nærmere og nærmere, indtil jeg blev klar over, at det var den vej, jeg skulle. Det hele er gået relativt hurtigt fra Marx til Bhagwan for at sige det kort, at jeg lige netop kan huske lidt om, hvordan jeg var for bare 5 år siden, og inden jeg startede, tænkte jeg: 'Hvis jeg skal have skrevet denne udvikling ned, så skal det være nu, ellers har jeg glemt for meget.' Jeg havde aldrig drømt om, at jeg ville komme til at skrive om erkendelsesteoretiske problemer. Det var faktisk det, som jeg i starten mindst ville skrive om, men sådan skulle det altså ikke blive. Det kunne man kalde tantrisk, men det er ligemeget.

Men nu ser det for mig ud som om, at jeg blev tvunget til at bevise teoretisk, at det, som Bhagwan har oplevet og oplever (og alle de andre oplyste personer gennem tiden), at det må være muligt. Hvis dette er lykkedes mig, og hvis man videnskabeligt vil kalde det sandt, hvis man kan vise muligheden af sådanne oplevelser, så må min teori være sand.

Det interessante og fantastiske er, at teorien viser selv ud over sig selv, idet den viser, at den eneste mulige løsning på adskillelsen mellem subjekt og objekt er den meditative tilstand i praksis.

Hvis jeg eller en anden (Kierkegård: 'Sandheden er subjektiviteten', Hegel osv.) i teorien kommer og siger, at sådan må det være, så kan andre sige, at 'det er noget nonsens, det skal du ikke prøve at bilde mig ind, det er jo ikke alene ulogisk, det er jo paradoksalt osv.' Det kan gå lidt an, jeg er lidt sindssyg, men kun i hovedet tilsyneladende, ikke rigtig.

Men hvad nu hvis en Buddha, en Kristus eller en Bhagwan kommer og siger: 'Jeg har set det, jeg har oplevet det, jeg er det, jeg er Gud, Tao, jeg er sandheden i egen person', så er det i samfundets øjne det rene vanvid. Manden må være splittergal, men det bliver socialt farligt, hvis flere og flere begynder at tro på det, han siger. Hvis han ingen social skade gør andet, end at gå og råbe op om det, og ikke så mange tror på det, så gør det ikke så meget. Hvis han derimod forstyrrer den sociale orden selv eller evt. sammen med såkaldte disciple, så må samfundet forsvare sig mod ham. Først i teorien, og hvis det ikke hjælper, så må det evt. i yderste konsekvens dræbe ham, som det skete med Jesus, Sokrates, Mansoor og andre. Men dette vender jeg tilbage til.

Det er med vilje, at jeg har valgt ordet 'erfaringer' til overskrift til dette kapitel, da dette ord dækker koblingen af oplevelser (ikke-tænkning) og tænkning. Det henviser til såvel øjeblikket i oplevelsen og tiden i tanken (tanken kan kun bestå i tid). Tanker er i sidste instans ord eller sprog om oplevelser, om virkeligheden eller om eksistensen, og tanker eksisterer kun i sindet.

'At være' betyder således 'at være vidne'. Hvis vidnet, dvs. personen er identificeret med sine tanker, er personen ikke i disse øjeblikke. Vidnet kan være ikke-identificeret med sine tanker, dvs. være vidne til dem, og i disse øjeblikke er eller eksisterer personen. Et af extremtilfældene er den distræt professor, der har rettet så megen opmærksomhed mod sine tanker og samtidig i en stor del af tiden er sine tanker. Ikke alene har han meget lidt opmærksomhed for omverdenen, men han oplever, at tiden går meget hurtigt, fordi han relativt få øjeblikke er vidne til objekter i både den ydre og den indre verden.

Oplevelsen af intensiteten af livet afhænger således af to variable: 1) opmærksomhedsgraden og 2) hvor mange øjeblikke, man er vidne (er i II) og hvor mange, man er i sindet (er i I). Forøges blot een af disse variable, føler man, at man lever mere. Forøges begge, føler man, at man lever endnu mere.

Et af de væsentlige momenter i dette skrift er, at dette kan man øve sig i! Man kan øve sig i, at være mere opmærksom og være mere vidne. Og det er det samme. Dobbeltheden udspringer af som hele tiden, at jeg bevæger mig samtidigt i både øjeblikket og tiden. De to tilsyneladende dimensioner fra 0-100% opmærksomhed og bevægelsen fra sindets tilstand til den meditative tilstand: to sider af samme sag.

De to variable afslører sig nu i praksis som det samme, og det er interessant. I praksis kan man nemlig kun øve sig i at være mere vidne eller mere opmærksom. Man kan i praksis ikke øve sig i at bevæge sig fra sindets tilstand til den meditative tilstand. I praksis kan man kun øve sig her og nu, man kan ikke øve sig i at være i næste kommende øjeblik. Gør man det alligevel, tænker man, og så øver man sig ikke i at være. Man kan hverken øve sig i at være i fortiden eller i fremtiden, man kan kun øve sig i at være i øjeblikket eller nu'et, dvs. lige nu! Set fra egoets synspunkt, fra sindet eller fra I er en sådan øvelse meningsløs, da den er uden mål, den er ikke målrettet, den er ikke orienteret mod fremtiden eller fortiden. Egoet eksisterer kun i fortid eller fremtid, aldrig lige her og nu. Nu er vidnet (øjeblikket). I går eller i morgen er aldrig (to-morrow never comes).

Teoretisk i tidens dimension kan man vise, at i morgen må komme, men i praksis kan man ikke bevise det, da dette forudsætter, at A giver B selve oplevelsen af 'i morgen'. A kan ikke give B sin egen oplevelse, derfor kan oplevelser ikke bevises i praksis over for andre.

I den meditative tilstand opleves ingen adskillelse mellem vidne og objekt, derfor er den fredfyldt, uden spænding. Der er så at sige 'fuld tilfredshed', ingen ønsker, ingen tid, intet ego, intet sind osv. Det samme opleves af fosteret i livmoderen (ikke som sagt at forveksle med egoets regression til livmodertilstanden). Dette er menneskets næstdybeste behov eller længsel. Det dybeste behov eller længsel er den permanente samadhi, den oplyste bevidsthed, hvor man paradoksalt nok er alene i hele verden, hverken tid eller rum eksisterer. I den meditative tilstand eksisterer rummet, men det opleves ikke som spænding.

Behovet for den anden person i kærligheden er længslen efter den meditative tilstand, her er der tillid til den anden person, her kan man endelig opgive sit ego, sit sind og finde fred — ikke 'i sindet', som det ofte siges — men uden for sindet. Hvis man tør være opmærksom i den dybe meditative kærlighed, vil man lige inden den meditative tilstand indtræder — grænsen mellem sindet og den meditative tilstand er egoets død — i et kort øjeblik opleve mørket, egoets død. Det samme sker i det øjeblik, den meditative tilstand indtræder. Man oplever eller føler bogstavelig talt, at man 'falder' ind i et nyt ukendt rum. Hvis man tør tage chancen og holder opmærksomheden, oplever man en ny verden, ubevidste sider af den samlede bevidsthed.

Sproget udtrykker dette med at 'falde' i søvn, 'fall' in love, sich 'ver'-lieben, 'for'-elske sig, 'falde' i staver osv. Symbolsk udtrykker vi, når en person eller andet 'går ud over' en norm, et tabu, at vedkommende 'falder' uden for sammenhængen, 'falder' ikke til osv.

Samfundet — specielt i den kristne kultur — tabuiserer døden, sætter den lig egoets død ved at bilde børn ind, at egoets død er den virkelige død, og efter døden er der ingenting eller et stort mørkt ingenting. Vidnet identificeres med egoet. Andre oplevelser af virkeligheden gælder ikke, de straffes med manglende kærlighed. Og senere, hvis barnet evt. skulle begynde at reflektere over disse ting — hvilket er meget usandsynligt — erklærer man det på en eller anden måde som gal, faldende uden for, syg osv. Samfundet bliver ved, indtil barnet er tilstrækkelig bange for døden, for så kan det manipuleres. Utrolig mange eksempler kunne nævnes, hvor angsten for døden udnyttes. Våbenoprustningen, atomkraftværkerne (angsten er egoets fald og indirekte egoets død) osv.

En revolutionær børneopdragelse måtte indeholde at lære barnet at dø for dermed at kunne leve. Ligeledes seksualitet (det andet store tabu), som er selve livet (vi fødes af seksualitet). Angsten for den seksuelle orgasme er angsten for døden eller angsten for livet.

Ang. det at falde i søvn: de fleste sætter her opmærksomheden på nulpunktet, både for at kunne falde i søvn og for at undgå døden. Vesten lider af søvnbesvær bl.a. pga. tabuet om døden, og derfor manges angst for egoets død. Jeg husker, at jeg som barn filosoferede over, om jeg nu kunne være sikker på at vågne igen. Erfaringen viste ganske vist, at jeg var vågnet de sidste par tusind gange, men da jeg gennemtænkte det på kryds og tværs, kunne jeg ikke finde nogen forklaring, og så blev jeg bange for at falde i søvn, for der var for mig ingen forskel på at være død og sove uden opmærksomhed. Det endte med, at jeg blev så træt af at tænke på det, at jeg faldt i søvn!

Den egentlige løsning på teoriens paradoks er altså praksis

Den egentlige løsning på teoriens paradoks er altså praksis. De to måder at komme i den meditative tilstand: kærlighed og meditation er to sider af samme sag. Det 'letteste' er individuelt. Nogle har lettere ved at overgive sig totalt, når der er en anden til stede, andre har lettere ved det alene. Men jo mere man kan det ene, jo mere kan man også det andet. Af modellen om udviklingstrin kan det ses, at jo mere man absorberer den anden oftest negativt ladede pol i pola-riteten god/dårlig, usikker/sikker osv., desto mere bevæger man sig mod den meditative tilstand, desto mindre opdeler man både sig selv og andre i polariteter. Man indser mere og mere, at man selv er begge polariteter, desto mere meditativ er man over for andre, mindre dømmende og dvs. mere kærlig, accepterende og medfølende, hvis den anden person har svært ved at acceptere en 'ubehagelig' pol.

Det efter min mening geniale ved meditationen er, at den kan udføres både afhængigt og uafhængigt af den anden. Og i det kærlige, blide og værende samleje kan man være og opleve det hele ! — På dansk kan i antologien 'HU-meditation og kosmisk orgasme' læses de tre smukke taler af Bhagwan, hvor han bl.a. giver praktiske råd til et væsentligt mere ømt, blidt og kærligt samleje end det oftest praktiseres i den vestlige kultur for tiden.

Jeg vil måske senere i kommende bind teoretisk og praktisk behandle den tantriske seksuelle kærlighed i større sammenhæng, hvor jeg bl.a. også vil skrive om mine egne erfaringer, disse erfaringers afhængighed af min psykiske/spirituelle udviklingsgrad, mande- og kvindefrigørelsesproblematikken, forholdet til den kristne kapitalisme og dennes nødvendige repressive socialiserings- og kernefamiiieproduceringspraksis, den for kvinder væsentlige skindiskussion ang. klitoral og/eller vaginal orgasme (thi denne fysiske dualistiske diskussion ophæves totalt (!) i den egoløse bevidsthedstilstand under en hengivelse i det blide samleje, hvor den fysisk-emotionelle spændte energi transformeres og dermed 'aflades' i kærlighed).

(dette afsnit tilføjet februar 1981)

Den ene kan kun forstås fra den andens synspunkt, og så kan vi ikke længere forstå den første osv. Vores tænkning og sprog deler op, kan ikke udtrykke eller være begge steder samtidigt, thi de udelukker netop hinanden i tænkningen selv.

l teorien og sproget må vi transcendere begge modsætninger for at beskrive det. Så hver gang, vi siger tid, må vi også sige øjeblik, hver gang vi siger øjeblik, må vi skynde os også at sige tid osv. Det er som katten, der løber for at fange sin egen hale. Jo hurtigere den løber, jo sværere bliver det at fange halen og til sidst falder den omkuld: problemet var der slet ikke fra starten. et var os, der skabte problemet ved at opdele i tid og øjeblik. Eksistensen er en proces. Vi kan kun i sproget udtrykke det ved hjælp af paradokser: eksistensen er både tid og øjeblik, den er hverken tid eller øjeblik, den er transcendent i forhold til dualiteter.

Sådan opleves den meditative tilstand, hvis man skal prøve at beskrive den i sprogets dualiteter.

Det må være det samme problem, atomfysikken står over for, når de prøver at beskrive eller forklare lys. Det er både partikel og bølge, det er hverken partikel eller bølge, det er transcendent. Og så kan man lige så godt sige: lys er lys !

Eksistensen er, som den er. Den kan ikke forstås, forklares, beskrives eller andet i sproget. Det eneste, der er at gøre, er at holde op med at forsøge at forklare den, den må opleves og accepteres, som den er. Og det er det, meditation går ud på, hvad angår 'forståelsen' af sig selv. Kun ved at acceptere at jeg er, som jeg er, sker forandringen. Det er ikke mig, som forandrer mig, forandringen sker spontant! Og bagefter tror man alligevel, at man har forandret sig, som sproget siger det. Men det har man ikke, det skete bare! Og det er paradoksalt for os.

Men da eksistensen nu viser sig at måtte være proces- eller transcendensagtig i forhold til teoriens og tænkningens adskillelse i dualiteter, så må den oprindelige forudsætning, dvs. netop denne adskillelse mellem tænkning og ikke-tænkning, øjeblik og tid være falsk. Så set ud fra teoriens forudsætning var teorien rigtig nok, men da forudsætningen var falsk, må teorien være falsk. Så problemet var eller er, at vi gjorde det til et problem, hvor intet problem var og heller aldrig har været.

Det interessante er, at vælger man den falske forudsætning for teorien adskillelsen — så ender man samme sted som ved at forudsætte ikke-adskillelse eller proces. Men pointen er, at man må tænke hele teorien til ende for at finde ud af, at forudsætningen er forkert. Og for at tænke hele vejen igennem må man transcendere sociale tabuer og sin egen tilsyneladende måde at opleve på, og det er mildest talt utroligt.

En erkendelsesteori må altså forsøge at 'spejle' virkeligheden adækvat ved kun at benytte ord og begreber, som beskriver processer. Og det betyder enten i det dualistiske sprog paradokser eller i et transcendent sprog procesagtige eller transcendensbeskrivende ord og begreber. Eller også må vi opfinde nye ord og begreber, og dette må være den bedste løsning. Og hvis hele verden kunne blive enige om det, så kunne vi lige så godt med det samme indføre et helt nyt og kun eet sprog. Det vil jeg dog ikke i dette arbejde.

Den teoretiske brøler kan selvfølgelig laves flere steder, men den tilsyneladende fuldstændig ulogiske konklusion, som man må komme til, er, at 'man' ikke er adskilt som selvstændigt subjekt, at man permanent er i meditativ tilstand med eksistensen, at 'egoet' er en illusion osv. Det er svært at tro på, hvis man selv uden at have hørt det fra andre kommer til den konklusion, thi det stemmer ikke overens med ens tilsyneladende oplevelse af sig selv og den ydre og den indre verden. 'Bio-computeren' bliver ved med at sige: 'Du må være gal' (og det har den for så vidt ret i), 'Det er ganske enkelt umuligt' osv.

Og samtlige ord kan reduceres til tanker, tanker kan reduceres til ord osv. og til sidst til oplevelser, som ikke indehol-der nogen adskillelse logisk, men et dialektisk forhold. Derefter kan samtlige ikke-gennemførte dialektiske teorier (også Marx og Hegel) reduceres til logiske erkendelsesteorier, der adskiller mellem subjekt og objekt, mellem tænkning og op-levelse, tid og øjeblik osv. uden at transcendere dem I! Og dermed kan sådanne teorier ikke være adækvate eller sande.

Hvis det, der er sagt indtil nu er forståeligt, så er det det kun delvis — ellers ville læseren have været frigjort med det samme. Som jeg har anført, er der uundgåeligt verbale vanskeligheder selv ved at beskrive det paradoks, vi ligger under for, for ikke at tale om beskrivelsen af det aktuelle feltmønster, som mennesket lever i. Problemet er, at vi beskriver denne vanskelighed med selv samme sprogstruktur, som får os i vanskeligheder. Den bliver nødt til at sige: 'Vi beskriver' og 'får os i vanskeligheder', og bekræfter på ethvert trin eksistensen af den handlingsigangsættende væren, der formodes at stå bag handlingen, eller at ligge under for den, når det ses, at den stammer fra en anden kilde. Den almindelige opfattelse stejler ved tanken om handling uden igangsætter, ... (Watts, A.: Psykoterapi og samfund, p. 42)

Dette aspekt nævnte jeg bl.a. under beskrivelsen af drømme (Selvet, visdommen, det ubevidstes natur om at stræbe mod bevidsthedens lys) og under Tantra. Hvis dette nu er sandt, er det så ikke meningsløst eller tåbeligt at prøve at tænke sig til løsningen? Både 'ja' og 'nej'.

De sidste siders erkendelsesteori har det taget mig de sidste tre uger (næsten 24 timer i døgnet) for at finde endelig ud af. Jeg har ganske vist det hele fra Bhagwan, men jeg forsøgte alligevel på alle mulige måder at slippe uden om en eller flere dualiteter i håbet om, at blot een dualitet ikke var et dialektisk forhold.

I går morges — det er ikke for at være mystisk eller lignende i den 'normale' betydning af ordet mystisk: sindssyg, men det er det egentlig alligevel — da jeg langsomt bevægede mig fra søvnens tilstand og langsomt vågnede, var det som om jeg i begge tilstande og i overgangen så på mine tanker arbej-de frem og tilbage og pludselig var der et tomrum, og jeg så et glimt, som om det hele passede sammen. Jeg kunne ikke rigtig fatte det i ord, men det var som om, at det stod stille (samtlige tanker) og der var ikke noget at forstå eller forklare. Men jeg kunne ikke rigtig få det på sprog, og så pludse-lig i dag kom nogle af Bhagwans udtalelser og så kunne jeg se det. For at sige det, som det var — om det har nogen sammenhæng, siger jeg ikke — men i går var det Bhagwans fødselsdag.

Inden jeg har kunnet formulere dette, har jeg arbejdet mig igennem 50 andre sider, der alle byggede på mindst en ikke-dialektisk dualitet, og alle endte interessant nok i det samme: teorien var falsk.

Det største problem var tid og øjeblik, og senere at finde ud af, hvad lys er? Jeg er i mit arbejde som før sagt stødt på utallige tredelinger i så godt som alle sammenhænge og mere og mere så jeg, at der måtte være sammenhæng. På et tidspunkt, da jeg overvejede, hvad lys er, slog følgende mig:

Vi kan huske vore drømme, vi kan huske fra meditative tilstande osv., selv om vi befinder os i et totalt mørkt rum og med lukkede øjne. I den ydre virkelighed kan vi også se i mørke, omend svagt. Ved dagslys siger vi, at lyset bliver kastet fra objektet til øjet, som derfor kan se det.

Mht. drømme, meditativ tilstand (hvis vi ser bort fra oplevelsen i samadhi, hvor man oplever at være lys) må vi nødvendigvis stille spørgsmålet: 'Hvis vi kan opleve noget, så må der også være lys, men hvor kommer så lyset fra?' Det kan ikke være det fysiske lys, som har en hastighed på 300.000 km. pr. sec., for det må være forsvundet for længst.

Så må vi være et lys, en lyskilde, der lyser på objektet ! Ellers kunne vi jo ikke se det. Eller rettere sagt: Det må være det spirituelle eller åndelige lys, som alle oplyste personer har snakket om. Det spirituelle lys må være den højeste energiform. Den udtrykker sig på tre planer, som jeg har fundet utallige gange:

Spirituelt lys (III), ikke-fysisk lys (II) og fysisk lys (1).

Ide til tænkemåden eller 'tænkeboksen'.

På et tidspunkt kunne jeg ikke følge med mine egne tanker, de bevægede sig hurtigere end jeg kunne skrive dem, så jeg tænkte på, om det ikke skulle være muligt at opfinde en maskine, som kunne følgende:

Man satte elektroder på hjernen, som på en eller anden måde kunne læse tankerne, ordene og derefter overføre dem til en elektrisk skrivemaskine og så kunne man bagefter (5 eller 10 sider) gå hen og 'læse', hvad der var blevet tænkt af 'bio-computeren'.

Men da jeg ikke endnu har hørt om en sådan maskine og heller ikke har en, så måtte jeg jo prøve alligevel ! Så lagde jeg mig i sengen, slappede af så meget, jeg kunne og gav computeren et spørgsmål, og så betragtede eller oplevede jeg, hvad den tænkte, mens jeg bevidst hjalp lidt til og dannede sætningerne. Og hver gang jeg kom til et problem, så spurgte jeg computeren, hvad den havde af informationer om dette problem. Og så betragtede jeg fordomsfrit de tanker, som kom ud af den.

Og når jeg følte, at jeg havde fået tilstrækkeligt med informationer, så satte jeg mig ved min elektriske skrivemaskine (jeg kan skrive ret hurtigt) og skrev uden at tænke videre, men koncentrerede mig i første omgang blot om at få skrevet det ned, som jeg kunne huske. Og jeg prøvede ikke bevidst at huske det, men skrev næsten med lukkede øjne, så der ikke kom unødige tanker og blandede sig.

Dette gælder specielt for den intensive periode fra ca. 15. november 1980 til ca. 15. december 1980. Men i princippet er det meste af denne bog blevet til på denne måde. Så her er Tantra endnu en gang den sande metode:

OPMÆRKSOM OVERGIVELSE

næste side


© 2019 by Michael Maardt • frigørelsens-paradoks.dk