Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort på internettet 2011

VII.B. Simpel og paradoksal Logik (Appendix til VII.A)

(skrevet ca. 15.12.1980)

Ud fra oplevelse af tænkning tænkes, at tænkning opleves. Simpel logik: oplevelse eksisterer.

Spørgsmål: 'Eksisterer oplevelse?'

Svar: Ud fra oplevelsen af 'Eksisterer oplevelse?' tænkes, at 'Eksisterer oplevelse?' opleves.

Simpel logik: 'Eksisterer oplevelse?' opleves.

Simpel logik: oplevelse eksisterer.

Simpel logik: ERGO, oplevelse er sand.

Begge gange - hvad enten vi spørger: 'Eksisterer tænkning?' eller 'Eksisterer oplevelse?' - fås svaret: oplevelse eksisterer.

Det opleves, at 'oplevelse eksisterer' eller 'oplevelse er sand.'

Spørgsmål: 'Er oplevelse sand?'

Ud fra oplevelsen af 'Er oplevelse sand?' tænkes, at 'Er oplevelse sand?' opleves.

Simpel logik: 'Er oplevelse sand?' opleves.

Simpel logik: oplevelse eksisterer.

Tidligere sluttede vi ved at stille tænkningen to spørgsmål: 'Eksisterer tænkning?' og 'Eksisterer oplevelse?', at begge gange svarede tænkningen: oplevelse eksisterer.

Nu må vi spørge: 'Er oplevelse falsk?'

Ud fra oplevelsen af 'Er oplevelse falsk?' tænkes, at 'Er oplevelse falsk?' opleves.

Simpel logik: oplevelse eksisterer.

Hvis vi nu i stedet tænkte således:

Ud fra oplevelsen af 'oplevelse er falsk' tænkes, at 'oplevelse er falsk' opleves.

Simpel logik: oplevelse eksisterer.

Simpel logik om oplevelsens objekt, så ville en simpel logisk slutning være: 'Oplevelse er falsk' ! ! !

Hov, nu må der være noget galt.

Pointen ligger i, at vi kan ikke to gange efter hinanden VED HJÆLP AF simpel logik slutte til et sandt resultat. Eller: vi kan ikke efter een simpel logisk slutning slutte os til sandheden om objektet for oplevelsen. Det teoretiske, tankemæssige sandhedskriterium må være den paradoksale logiske slutningsmåde. Eller: hver gang vi slutter simpel logisk efter en paradoksal logik, så må vi kontrollere sandheden af den simple logik med paradoksal logik.

Vi kan ikke umiddelbart fra 'oplevelsen af A' slutte os til eksistensen af eller sandheden 'i virkeligheden' af A. Vi må tilsyneladende slutte paradoksalt for at kontrollere sandheden af den umiddelbare oplevelses objekt.

Det kan vi slutte simpel logisk af, at 'oplevelse er sand' og 'oplevelse er falsk' kan ikke begge være sande samtidigt. Ved paradoksal logik har vi ved en enkelt simpel logisk slutning efter den paradoksale slutning sluttet, at kun oplevelse eksisterer. Og at objektet for den umiddelbare oplevelse (A) kan ikke være sand, hvis vi kun benytter simpel logik til at kontrollere eller efterprøve det.

Yderligere ser det ud til, at simpel logisk tænkning eller simpel logik højest kan benyttes een gang efter en oplevelses sandhed sluttet ud fra paradoksal logik. Objektet for oplevelse er tænkning. Vi fandt, at oplevelse eksisterer. Umiddelbart ser det ud til, at tænkning ikke eksisterer eksistentielt, dvs. på samme måde eller på samme plan, som oplevelsen gør det, men kun er objektet for den umiddelbare oplevelse (eller for en evt. 'oplever').

Nu må vi finde ud af, om umiddelbar oplevelse eksisterer. Ud fra umiddelbar oplevelse af 'umiddelbar oplevelse eksisterer' tænkes, at 'umiddelbar oplevelse eksisterer' opleves umiddelbart.

'Umiddelbar oplevelse eksisterer' opleves umiddelbart.

Men man kan ikke umiddelbart opleve selve 'den umiddelbare oplevelse'. Oplevelsens objekt kan altså ikke være oplevelsen selv. Den umiddelbare oplevelses objekt kan ikke være den umiddelbare oplevelse selv, thi kun umiddelbar oplevelse eksisterer, ligemeget om vi benytter paradoksal logik alene eller paradoksal logik een gang og derefter kun een simpel logisk slutning.

Tænkning eksisterer ikke eksistentielt, det har vi sluttet, men kun umiddelbar oplevelse. Vi har sluttet, at tænkning opleves, så må forskellen mellem tænkning og oplevelse ligge i forskellen mellem umiddelbar oplevelse og den umiddelbare oplevelses objekt. Eller: umiddelbar oplevelse kalder vi normalt blot tænkning. Det må være forkert på een måde, forstået som en absolut adskillelse mellem oplevelse og tænkning, thi tænkning eksisterer ikke adskilt fra oplevelse.

Så må tænkning være umiddelbar oplevelse AF TIDLIGERE umiddelbare oplevelser !!!

Vores umiddelbare oplevelse er, at tænkning er umiddelbare oplevelser af 'tidligere umiddelbare oplevelser.' Eller: tænkning er umiddelbar oplevelse af 'gentagne umiddelbare oplevelser.' Heraf opleves umiddelbart:

at sand tænkning er paradoksal gentagelse af umiddelbare oplevelser for at komme til sand tænkning. Men det må vi bevise. Lad os nu se.

Spørgsmål: 'Er umiddelbar oplevelse sand?'

Svar: ud fra umiddelbar oplevelse af 'umiddelbar oplevelse er sand' tænkes, at 'umiddelbar oplevelse er sand' opleves umiddelbart.

Konklusion: umiddelbar oplevelse eksisterer.

(Vi kan i første omgang ikke slutte noget om den umiddelbare oplevelses objekt: 'umiddelbar oplevelse er sand.') Nu spørger vi for en sikkerheds skyld: 'Er umiddelbar oplevelse falsk?' og når til samme konklusion, at

umiddelbar oplevelse eksisterer.

Ergo: Umiddelbar oplevelse eksisterer OG

Objektet for den umiddelbare oplevelse eksisterer KUN ved at kontrollere med paradoksal logik, thi 'oplevelse er sand' og 'oplevelse er falsk' kan ikke begge være sande.

Ergo: kun umiddelbar oplevelse eksisterer og kun umiddelbar oplevelse er derfor sand.

Ved en stadig paradoksal-logisk tilbagevenden kan vi hver gang bevise, at kun umiddelbar oplevelse er sand og eksistentiel. Om tænkningen (den umiddelbare oplevelses objekt) samtidig er sand, må vi kontrollere med paradoksal logik.

Paradoksal logik eller tænkning er:

Ud fra umiddelbar oplevelse af A sluttes, at A opleves og ERGO: umiddelbar oplevelse eksisterer. Om A eksisterer må kontrolleres ved paradoksal tænkning om oplevelsen af A.

Simpel logik eller tænkning er:

Ud fra umiddelbar oplevelse af A sluttes, at A opleves og derefter (fejlagtigt !), at A også eksisterer. Den simple logik må kontrollere både A og ikke-A (umiddelbar oplevelse og umiddelbar oplevelse af 'umiddelbar oplevelse').

Den paradoksale logik tænker således:

Ud fra umiddelbar oplevelse af 'umiddelbar oplevelse af A' opleves umiddelbart i første omgang, at umiddelbar oplevelse af 'umiddelbar oplevelse af A' må være blevet (fortid) oplevet umiddelbart.

Jeg skal ærligt indrømme, at det er vanskeligt, men jeg skal prøve at hjælpe lidt til:

'umiddelbar oplevelse af A'= tænkning, og

opleves umiddelbart i første omgang = sluttes.

Det er således den oprindelige sætning: 'Ud fra oplevelsen af tænkning sluttes (eller tænkes), at tænkning opleves', der nu via flere led er blevet til: 'Ud fra oplevelsen af tænkning sluttes, at tænkning må være blevet oplevet.'

Tænkning er gentagne oplevelser i tegn, symboler, begreber osv. (Lorenzer er rigtigt inde på dette aspekt i sine skrifter, specielt i 'Zur Begründung einer materialistischen Sozialisationstheorie', som forståeligt nok ikke mange har forstået. Jeg skal forsøge at vende tilbage til dette i næste bind, men skal kort her sige, at det er helt rigtigt af Lorenzer at se, hvorledes indlæringen historisk finder sted i 'interaktionsformer', i det mindste eet dialektisk begreb.)

Og yderligere har vi 'reduceret' tænkningen til oplevelser af tegn, symboler, begreber, ord osv. (egentlig samlingsord for ensartede umiddelbare oplevelser af A, fx oplevelser af den biologiske, fysiske og psykiske 'mor', som bliver givet betegnelsen eller ordet 'mor' eller 'mama', se her også Lorenzers beskrivelser). Tænkning er gentagelsen af disse ord (for nu at gøre det lettere samler jeg 'tegn', 'symboler', 'begreber', 'ord' osv. under fællesbetegnelsen 'ord'.). Og den henfører nu ikke nødvendigvis længere til de oprindelige oplevelser eller umiddelbare oplevelser. Tænkningen har således historisk i subjektets livshistorie selvstændiggjort sig, hvorfor det herefter er muligt at snakke med hinanden uden at referere til tidligere konkrete oplevelser. Man kan således kommunikere teoretisk, tankemæssigt i en uendelighed uden egentlig at opleve hinanden (det kender vi sikkert alle, hvad det kan føre til af spild af tid og energi).

Lad os vende tilbage.

Spørgsmålet: Eksisterer 'umiddelbar oplevelse af A?'

Svar: Ud fra umiddelbar oplevelse af A opleves umiddel-bart, at A umiddelbart opleves.

Ergo: A eksisterer, thi vi kan slutte flere gange paradoksalt logisk, som tidligere vist og derefter når vi ved stadige 'reduktioner' af alt til umiddelbare oplevelser som det eneste eksistentielt eksisterende (Det skal huskes, at vi hele tiden bevæger os og har bevæget os på et transcendent plan, hvor vi ikke beskæftiger os med den fysisk-materielle virkelighed.) Eller: Ud fra umiddelbar oplevelse af ikke-A opleves umid-delbart, at ikke-A umiddelbart opleves (er blevet oplevet).

Ergo: ikke-A eksisterer.

I dette indførte jeg egentlig en forudsætning om oplevelse = det dialektiske forhold mellem 'opleveren' og 'det oplevede' (i dette tilfælde er 'det oplevede' = A) og sluttede fra eksistensen af 'oplevelse' til eksistensen af såvel 'opleveren' som af 'det oplevede', dvs. også A og ikke-A.

Sagt med andre ord:

Hvis spørgeren i 'virkeligheden' umiddelbart kan opleve A eller ikke-A, så eksisterer A eller ikke-A 'i virkeligheden' for spørgeren. Hvis personen G oplever det i 'virkeligheden', er dette ikke et eksistentielt bevis for personen F. F må også selv opleve det for at være sikker i 'virkeligheden'.

Men denne min udviklede teori beviser, at det nødvendigvis må være sådan, som jeg har beskrevet, eller rettere sagt, som den paradoksale tænkning har beskrevet. For teoriens skyld er det for så vidt underordnet, om jeg havde oplevet den meditative tilstand, det spirituelle lys og Gud, thi teorien siger, at det må være sådan. Lad os nu fortsætte.

Vi indfører nu ligesom før 'opleveren' og 'det oplevede/op-levelsens objekt.'

Subjekt---Oplevelse---Objekt

eller

Vidne---Oplevelse---Tanke

eller

Oplever---Oplevelse---Det oplevede

Oplevelsen er identisk med summen af subjekt og objekt, eller summen af vidne/oplever og det oplevede/tanke. Sagt i et akademisk sprog: Oplevelse konstitueres af opleveren og det oplevede. Det oplevede er i starten af udviklingen og fremstillingen af teorien tænkningen, senere tanker, senere ord, senere umiddelbare oplevelser, senere billeder af fysisk-materielle objekter (men til dette fysiske er vi endnu ikke nået, men jeg nævner det for at anskuelliggøre).

Tænkningen er således gentagne umiddelbare oplevelser 'sat på begreb' eller 'geistige Übungen.' På dansk kaldes indviklet tænkning da også 'hjernegymnastik', selv om det forkert henviser til det fysiske plan.

Sand tænkning er således:

gentagelser af umiddelbare oplevelser for opleveren.

Og for i 'virkeligheden' at kunne opleve det må - som før udviklet og bevist - opleveren 'sætte' sig selv (dvs. sit vidne) i en meditativ tilstand, thi kun i en sådan tilstand kan opleveren i praksis/i den eksistentielle virkelighed opleve og dermed verificere den sande teoris eksistentielle sandhed.

Simpel logik er:

at slutte fra oplevelsens objekt til eksistensen af dette objekt i virkeligheden, hvis det kan verificeres i den fysiske virkelighed. Identifikation af den umiddelbare oplevelse med oplevelsens objekt eller identifikation af den umiddelbare oplevelse med tænkning (eksemplet med oplevelsen af jorden som flad).

Paradoksal logik er:

at reducere oplevelsens objekt til umiddelbare oplevelser og på denne vis kontrollere eksistensen af oplevelsens objekt i selve oplevelsen og ikke i tanken.

Sand teori eller tænkning er:

paradoksal gentagelse af fortidige umiddelbare oplevelser og deres evt. reduktion til umiddelbare oplevelser gennem en meditativ tilstand, hvorved også den eksistentielle sandhed verificeres.

Kan beskrives som:

Ud fra umiddelbar oplevelse af 'gentagelse af umiddelbare oplevelser' opleves umiddelbart at 'gentagelse af umiddelbare oplevelser' må være blevet oplevet umiddelbart. Heraf følger følgende:

SAND TÆNKNING ER PARADOKSAL TÆNKNING.

SAND OPLEVELSE ER MEDITATIV OPLEVELSE.

Meditativ oplevelse af tidligere umiddelbare oplevelser (fx meditativ tilstand med lukkede øjne, hvor fortidige oplevelser genopleves.

Meditativ oplevelse med åbne øjne.

1 forudsætter 2. Ergo: paradoksal logisk tænkning forudsætter meditative oplevelser. Eller:

SAND TÆNKNING FORUDSÆTTER MEDITATION

VII C Afslutning