Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort på internettet 2011

VI.D Hvem er 'Jeg' - Vidne eller Ego?

Lad os nu betragte spørgsmålet: 'Hvem er jeg, vidnet eller egoet?' Og lad os som erkendelsesteorien sædvanligvis gør, betragte det enkelte øjeblik uden at have bevist, at et sådant øjeblik eksistere. Vi forudsætter altså, at det eksisterer i tiden, og dvs. også dermed i virkeligheden.

Subjektet kan være to ting — vi ser foreløbig bort fra 100% opmærksomhed — i det enkelte øjeblik:

  1. Subjektet er u-opmærksomt
  2. Subjektet er opmærksomt

ad 1.

Her er der ingen oplevelse, ingen erindring efter øjeblikket eller tiden (tidens eksistens forudsættes også som 'en uendelig strøm af øjeblikke.' Transcendensbegrebet er her 'uendelig' som indeholder både tid og ikke-tid.

Fejlen er allerede begået, idet man både accepterer tid, øjeblik og uendelighed. De kan ikke alle indeholdes i eksistensen, men det er matematikkens forsøg på at knibe sig uden om logikken og samtidig påstå, at det skulle være forståeligt både i teori og virkelighed.

ad 2.

Her er der ingen ikke-oplevelse, men oplevelse, hvilket tænkningen slutter, at der må have været i fortiden. I selve øjeblikket kan vi ikke tænke dette, thi tænkning kræver tid. I øjeblikket er der oplevelse.

Af 2 kan vi konkludere, at subjektet eksisterer, thi i øjeblikket er oplevelsen. Objektet må også eksistere i Yin-Yangforhold i selve øjeblikket. Det teoretiske 'øjeblik' er tilnærmelsesvis pga. lysets hastighed, men vi sætter tiden fra objektet til subjektet så minimal, at subjektet i tiden (dvs. kontinuerlige øjeblikke) blot er et enkelt øjeblik efter objektets øjeblik. Så denne forskydning i tid ændrer ikke teorien. Det forskudte subjekts øjeblik kalder vi alligevel erkendelsesteoretisk for et øjeblik. Hvis det senere i vores teori fremgår, at hverken tid eller øjeblik eksisterer i virkeligheden, så får lysets hastighed ingen betydning for erkendelsesteorien.

Dyb søvn eller 'at falde i staver' ville tidsmæssigt se sådan ud:

,1,1,1,1,1,1,1,1,1,1,1 osv.

Vågen tilstand tror vi ser sådan ud: ,2,2,2,2,2,2,2,2,2,2,2,2,2,2 osv.

(forudsat at vågen tilstand er permanent opmærksomhed)

Vågen tilstand (som jeg har kaldt sindet) ser imidlertid sådan ud:

1,1,2,1,2,1,1,2,1,1,2,1,2,2,1,1,1,2,2,1 osv.

Hvis vågen tilstand var 2,2,2,2,2 osv., så måtte vi opleve objektet i Yin-Yangforhold, og det gør vi ikke. Allerede her kan vi se, at så må forudsætningen om øjeblik og tid være forkert, eller også må forudsætningen om adskillelse af uopmærksomhed og opmærksomhed i øjeblikket være forkert. Men hvis forudsætningen om øjeblikket er forkert, så er der ingen grund til at tale om uopmærksomhed eller opmærksomhed i øjeblikket, når øjeblikket ikke eksisterer.

Men hvorfor oplever vi ikke vågen tilstand (sindet) som 2,2,2,2,2 osv.? Hvorfor oplever vi os selv adskilt fra objektet?

Jeg nævner og beskriver sindets tilstand som 1,2,1,1,2,1,1,2,1,1, osv. alligevel, fordi den giver et billede i vores normale måde at opleve og tænke på, nemlig i dualiteter.

Nu kan vi altså se, at ud fra forudsætninger, som ganske vist er falske, kommer vi til den konklusion, at den opmærksomme tilstand i vågenbevidstheden nødvendigvis må være en meditativ tilstand.

Så er der muligheden af, at jeg skiftevis er uopmærksom og opmærksom, og derfor oplever jeg det ikke som Yin-Yang-forhold, men som subjektet adskilt fra objektet. Jeg er både vidne og ikke-vidne samtidigt til den ydre virkeligheds objekter. Så må jeg enten være vidne til den indre virkeligheds objekter i de øjeblikke, hvor jeg ikke er vidne til de ydre objekter, eller også må jeg i disse øjeblikke sove eller være uopmærksom.

Hvis jeg var vidne til fx tanker, så ville jeg være vidne alligevel, og så måtte jeg have en oplevelse af ikke-adskillelse, men det har jeg normalt ikke. Så må jeg enten sove eller være identificeret med mine tanker. Men jeg kan ikke være mine tanker, thi jeg kan opleve mine tanker. Jeg kan være i Yin-Yangforhold til mine tanker, men jeg kan ikke være mine tanker og samtidig opleve dem uden for mig selv.

Tilstanden 2,2,2,2,2, osv. måtte betyde, hvis vi oplevede den sådan, at enten døde vi af det, eller også er jeg kun et vidne. Inden for denne teori må 2,2,2,2,2, osv. være vores erkendelsesteoretisk rigtige teori, men den traditionelle erkendelsesteori slutter af 'Vi dør ikke af dette og oplever det sådan (dvs. 2,2,2,2, osv.)' - ikke, at jeg derfor må være et vidne — men, at subjektet må være egoet og opstillingen må være forkert. Thi den kender ikke forskellen mellem oplevelsen af egoets død og den fysiske død. Og ikke engang den fysiske død er vidnets død.

Et yderligere 'bevis' om man vil — 'bevis' i gåseøjne, da dette mærkværdigvis ikke inden for videnskaberne regnes for et bevis, thi dette er en 'indre' oplevelse, som man ikke kan delagtiggøre andre i, som man kan ved at vise dem en fysisk genstand og sige: 'Her ser du, den eksisterer i virkeligheden, vi har samme oplevelse af den, ergo må den eksistere' — er, at jeg og andre har oplevet dette: 2,2,2, osv.

Og dette har jeg kaldt den meditative tilstand. Videnskabens såkaldte sandhedskriterium er de manges overensstemmende oplevelser. Hvis enkelte oplever den såkaldte virkelighed anderledes, ekskluderes de ved at sige til dem: 'Det må du bevise, ellers tror vi ikke på det.' Jeg kan i tænkningens medium vise, at det må nødvendigvis være sådan, men jeg kan ikke bevise endsige 'over-bevise' andre, thi jeg kan ikke delagtiggøre andre i min oplevelse, da det kun er min øjeblikkelige oplevelse.

Og selv i tid kan jeg ikke delagtiggøre andre i min oplevelse. Jeg kan evt. give dem gode råd, hvordan de kan komme til at opleve det, men det forudsætter altså, at de er villige til at tage risikoen at dø, thi dør man ikke som ego, kan man ikke opleve det. Og man dør ikke ! Den meditative tilstand er fredfyldt, uden spænding, tid og tænkning (man oplever netop ikke tanker, men billeder !).

næste side


© 2019 by Michael Maardt • frigørelsens-paradoks.dk