Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort på internettet 2011

VII.A.1 De sande forudsætninger

Den eneste sande erkendelsesteori må kunne besvare samtlige spørgsmål om såvel erkendelse som om teori. Den må kunne give svar på al tvivl, den må kunne give svar på spørgsmålet om dens egen mest fundamentale forudsætning (hvis den har en sådan) virkelig er sand.

Dvs. at den må både kunne bevise sig selv ud fra sig selv, og samtidigt må den også kunne modbevise samtlige andre erkendelsesteoriers usandhed. Jeg vil ærligt indrømme, at dette tilsyneladende lyder til at være umuligt. Men det er ikke umuligt. Det er ikke set eller hørt før, men derfor kan det ikke være umuligt. Hvis læseren spørger, om jeg dermed mener, at jeg har løst det endelige problem om erkendelsesteori, det mest fundamentale, så er svaret: 'Ja'.

Den falske forudsætning ligger allerede i selve forudsætningen udtrykt i ordet 'erkendelsesteori.' Erkendelsesteori udtrykker, at det er muligt at have en 'teori' om erkendelse, eller sagt på en anden måde: at det er muligt at tænke om oplevelse! Hvis dette er muligt, så må tænkning være forskellig eller adskilt fra oplevelse. Hvad er tænkning og hvad er oplevelse? Bemærk, at begge begreber, tænkning og oplevelse, begge er ikke-dualistiske eller transcendentale i forhold til den dualistiske logik, idet de begge beskriver en proces. Og en proces er ikke-dualistisk, thi proces har ingen logisk modsætning! Ikke-proces eksisterer ikke i virkeligheden, thi eksistensen er en proces. Men dette må jeg bevise.

Lad os gå tilbage til tænkning og oplevelse og prøve at se, om de virkelig er identiske eller forskellige. Men hvordan løser vi dette problem? Jeg kan ikke blot sige, at den ene er eksistentiel og den anden ikke, det må jeg samtidig bevise. Og jeg kan heller ikke blot sige, at såvel tænkning som oplevelse er processer uden at bevise dette. Har læseren bemærket, at jeg har arbejdet og arbejder med endnu een forudsætning, som jeg hverken har omtalt eller bevist? Hvad er nu det for en?

Og den er umiddelbart svær at finde, thi den stiller spørgsmål ved måske det største tabu, som har bestået i vores kultur i de sidste mange tusind år, jeg forudsætter nemlig eksistensen af JEG. Og denne forudsætning har jeg ikke bevist. Udtrykt på en anden måde har jeg forudsat at TÆNKEREN eksisterer. Vores kultur forudsætter netop, at JEG ER DEN TÆNKENDE.

Og da en erkendelsesteori og en sand erkendelsesteori må kunne svare på alle mulige og dermed TÆNKELIGE spørgsmål, må den også kunne bevise denne forudsætning. Og inden den kan bevise denne forudsætning (jeg er den tænkende), må den kunne bevise eksistensen af JEG. Det mest fundamentale spørgsmål for en sand erkendelsesteori må, være: ER JEG?' (først derefter kommer næste spørgsmål: 'HVEM ER JEG?' - hvis jeg kunne tillade mig at skelne mellem 'ego' og 'jeg' ville det være tydeligere, men det kan jeg ikke på nuværende tidspunkt i udledningen.)

VIIA2 Er jeg eller eksisterer jeg?