Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort på internettet 2011

Første udkast til paradoksal logik

VII.A Indledende kommentar

Jeg vil nu forsøge for sidste gang at præcisere den paradoksale model ud fra erkendelsesteoretiske betragtninger, som først nu er blevet klare for mig.

Indledningsvis skal det siges, at paradokset ligger i selve tænkningen, i vores begreb om tid og øjeblik, og jeg vil forsøge at vise, hvorfor en dialektisk metode ikke er tilstrækkelig, sådan som den selv forstår sig. Egentlig er den tilstrækkelig, men den dialektiske metode måtte konkludere, at dens forudsætninger: adskillelse er falske, men det gør den dialektiske metode ikke. Den accepterer, at virkeligheden må indeholde modsigelser.

Men det er ikke virkeligheden, der indeholder dem, det er vores tænkning, sprog osv., der indeholder modsigelser, dvs. vores måde at erkende eller begribe virkeligheden, der indeholder modsigelser, som vi forudsætter uden at bevise, at det nødvendigvis må være sådan. Og derfor kalder jeg den følgende metode transcendental eller paradoksal. Kun metoden, ikke virkeligheden.

Jeg vil forsøge at vise, at forudsætningerne om adskillelse er falske, ikke gå ud fra, at de er falske. Jeg går ud fra, at de er sande. Vi forudsætter altså, at virkeligheden virkelig indeholder adskillelse mellem subjekt og objekt, tid og øjeblik, form og indhold, A og ikke-A osv.

Vi forudsætter normalt dette, fordi vi oplever det sådan. Men vi har endnu ikke bevist, at denne form for oplevelse er den eneste form for oplevelse, eller den eneste sande oplevelse. Teoretisk kan vi jo tænke os, at vi kunne opleve virkeligheden på flere forskellige måder. At vi normalt ikke gør det, er ikke noget bevis. ilet er det samme som at sige, at virkeligheden er sådan, fordi vi oplever den sådan. Og det er ikke videnskabeligt, thi teorien må kunne bevise, at det nødvendigvis må være sådan. Og det vil sige, at den må kunne bevise både sine egne forudsætningers sandhed og kunne modbevise andre forudsætningers usandhed. Eller den må kunne vise, at lige meget hvilke teoretiske forudsætninger, vi går ud fra, så kommer vi til samme resultat, omend det er teoretisk.

Og hvis resultatet af det hele samtidigt er muligt at opleve, så svarer teorien overens med virkeligheden i 'virkeligheden'.

Det mest fundamentale spørgsmål er: 'Hvem er jeg?' At vi oplever os selv som et 'jeg' er ikke tilstrækkeligt bevis for, at det nødvendigvis og altid må være sådan. Hvis jeg virkelig er 'jeg', så må det også kunne bevises teoretisk, og det har jeg til dato ikke set noget bevis for.

At dette spørgsmål er et tabuiseret spørgsmål, kan ikke eller burde i hvert fald ikke forhindre en videnskab i at stille tvivl ved spørgsmålets umiddelbare svar. Vi har lært af samfundet, at vi er et 'jeg' og det bygger det meste af filosofien på uden at kunne bevise det. Og hvis dette er falsk, hvad så? Så kan filosofien i det mindste ikke være den eneste form for oplevelse, og teorien må nødvendigvis være falsk, da den proklamerer sin forudsætning som den eneste sandhed.

Det følgende er det mest fantastiske, jeg har oplevet eller set. Det drejer sig om såvel tænkning som oplevelse samtidigt. Det er resultatet af ca. tre ugers intensiv tænkning og oplevelse. Hvordan det gik til, vil jeg fortælle bagefter.

VII A1 De sande forudsætninger