Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort på internettet 2011

II.G Forholdet mellem teori og praksis i AAO

Som før nævnt var et af de momenter i AAO, som tiltrak mig, deres dialektiske forhold mellem teori og praksis. Enhver teoretisk hypotese blev efterprøvet i praksis. Dette ser umiddelbart enkelt ud, men det er det ikke alligevel. Man kan nemlig stille det metodologiske spørgsmål, om ikke en hvilken som helst teoretisk forudsætning har en anden dybereliggende normativ forudsætning, som i så fald ikke bliver stillet til en praktisk undersøgelse. Og denne teoretiske forudsætning vil igen føre til en indskrænkning al de metoder, som man vælger at benytte i sin undersøgelse og verifikation af den opstillede hypotese.

Således kan det tænkes, at man ubevidst eller uvidende benytter sig af en metode, som i sig selv udelukker muligheden af visse erfaringer. Der eksisterer således den fare, at den opstillede hypotese bygger på vage formodninger om den empiriske virkelighed.

Et eksempel på dette og en kritik af dette gav jeg i diskussionen af selvfremstillingen og psykoterapien som metode til erfaring af den menneskelige psyke, hvor de, viste sig, at selve metoden blokerede for visse erfaringer. Yderligere forsøgte jeg at vise, hvorledes den valgte sociale struktur med individuel konkurrence og det åbne hierarki blokerede for en kollektiv kritik af de højere i hierarkiet.

Jeg håber i min beskrivelse og kritik at have vist, hvorledes disse erkendelsesteoretiske problemer fik følge i praksis. Det indviklede problem ligger i det klassiske filosofiske problem mellem subjekt og objekt. Når objektet tilsyneladende er uden for subjektet som i f.eks. naturvidenskaben, er problemet mindre end når subjektet selv bliver objektet. Hvordan kan det for det altid forudindtagede subjekt lade sig gøre at studere sig selv 'objektivt'? Eller: Kan det overhovedet lade sig gøre at studere subjektet? Forudsætter dette ikke, at subjektet er i stand til at sætte sig ud over eller transcendere sig selv for derved at komme på afstand af sig selv?

Jeg vil ikke søge at svare på dette denne sammisnhægg, men komme tilbage til det senere under beskrivslsen af den østlige filosofi. Men jeg har allerede givet nogle visninger min beskrivelse og kritik af AAO i de eksempler, hvor jeg kritiserede AAO for at blokere for en udsikligig, son gik ud over deres egen selvforståelse.

Sådanne teoretiske spørgsmål beskæftigede vi os ikke med, og ofte blev det uegngndet med, ag det ikke var relevant. Man stolede for mig at se blindt på de konkrete oplevelser og erfaringer, som fungerede som verifikationsmiddel for de opstillede hypoteser. Men selve oplevelsen forudsætter en 'oplever', og sidstnævnte blev der for så vidt ikke sat spørgsmålstegn ved. Sålænge der ikke er identitet mellem opleveren og det oplevede, kan man stille det spørgsmål, om der mellem opleveren og det oplevede måske findes noget (fx et slør), som fordrejer og dermed fortolker det oplevede. Og måske kunne dette slør være opleveren selv.

En egentlig dialektisk metode benyttede man sig således ikke af. Jeg nævner alle disse spørgsmål, fordi de kan danne en slags overgang til de andre metoder til psykisk udvikling som jeg senere skal behandle.

Inden for psykologiske og sociologiske teorier arbejdes der ofte med nogle teser om årsagss nnenhænge mellem menneskets psykologi og samfundets struktur. Ofte nævnes det i specielt marxistiske teorier, at samfundets struktur påvirker menneskets forhold til andre mennesker således, at mennesket i et parforhold betragter det andet menneske som sin private ejendom. Eller sagt på en anden måde: den eneste mulighed for at afskaffe denne reduktion af den anden til en ting er ved at afskaffe den private ejendomsret. AAO kom derimod igennem deres erfaringer til den konklusion, at reduktionen af den anden til en ting skyldtes menneskets behov for at 'eje' den anden, som igen skyldtes dets angst for at være alene.

Hvis den føromtalte tese var rigtig, så skulle det være umuligt at leve med både privat ejendom og fri seksualitet, men dette viste og viser selvfremstillingsgruppern.e, at det er muligt. Man kan så indvende, at ejendomsfølelsen nu ikke overføres til en enkelt person alene, men til hele gruppen, således at man som medlem i en sådan gruppe nu har parforhold til hele gruppen.

For mig at se er det ikke spørgsmålet, om man har et evt. ejendomsforhold til en eller flere personer, men om man har overvundet sin angst for at være alene og være i stand til ikke at forvente kærlighed. Mange man har brug for kærlighed og accept fra andre, vil man uvægerligt reducere den anden til et middel eller ting for at opnå dette. Og dermed er det ligegyldigt, om man lever i en selvfremstillingsgruppe med fri seksualitet eller ej. Pointen er ikke at søge i den sociale struktur, men i personens egen psykiske udviklingsgrad, og dette er en pointe, som er vigtig i dette arbejde og jeg kommer tilbage til den i diskussionen om den indre eller den ydre frigørelse - eller begge.

For at udtrykke det enkelt løses det psykiske problem om at være alene (eller det private ejendomsforhold mellem to mennesker) ikke ved at leve sammen i en gruppe (med eller uden fri seksualitet), men ved det enkelte menneskes psykiske udvikling. At leve i en gruppe kan dulme smerterne, fordi det er lettere at få kontakt med andre, men sålænge behovet for den andens accept og kærlighed er til stede i sindet, er problemet ikke løst.

Eksempelvis har indføringen af fælles ejendom til produktionsmidlerne ikke ført til ændringer af kernefamiliestrukturen i de socialistiske lande, så dette tyder også på, at den så ofte påståede sammenhæng mellem kapitalisme og kernefamilie ikke er så stor som påstået.

AAO mente på et tidspunkt (hvilket de sikkert stadig gør), at de menneskelige ralationer ikke er afhængige af den økonomiske struktur, og da dette er i uoverensstemmelse med noget af venstrefløjens kritik af kapitalismen, var det ikke underligt, at venstrefløjen gjorde alt for at vise, at vores eksperiment var reaktionært, fascistisk (hierarkiet), psykologiserende, subjektivistisk, flugt fra klassekampen osv.

Der fremkom specielt i 1977, hvor AAO havde stor fremgang, mange artikler i forskellige blade, som kritiserede os på alle mulige måder uden at kende konkret til eksperimentet. Således var føromtalte K. Horn en af dem, som var mest emotionelt ladet i sin kritik i form af fordømmelse, selv om man umiddelbart skulle tro, at netop han i kraft af sin interesse for forbindelsen mellem psykoanalysen og marxismen måtte være lidt dybere interesseret end det, han viste i det tyske tidsskrift 'Päd. Extra'.

Lad os se på en anden erfaring, som delvis forklarer det for nogle måske overraskende, at privat ejendom og fri sek-sualitet kan bestå sammen. AAO kom til den tese, at mennesket ikke ønsker materiel magt eller magt over andre mennesker, såfremt det får basale materielle, emotionelle og seksuelle behov tilfredsstillet. Dette resultat blev opnået nogenlunde omkring 1978, således at det var muligt at gå tilbage til den private ejendom uden at dette udviklede sig til et 'kapitalistisk monster'.

Pointen var igen, at det ikke var den sociale struktur eller økonomiske struktur, der determinerede en evt. udvikling af magt og undertrykkelse, men den enkeltes bevidsthedsudvikling og behovstilfredsstillelse - hvilket igen underminerer en marxistisk tese om årsagen til magt og undertrykkelse.

Den nye privatejendom i forhold til gruppens totalitet fungeree på samme måde, som aktieselskaber fungerer i det kaptalistiske samfund. Rent økonomisk var der ingen forskel. Forskellen var bevidsthedsmæssig. De personer, som havde overskydende privat ejendom, lånte denne til en eller flere enkeltpersoner, som forestod en produktion eller tjene-steydelse, som var for hele gruppen.

Vedkommende havde så ansvaret for denne produktion, og såfremt gruppen var utilfreds med ham, blev vedkommende afsat samtidig med, at de lånte penge blev givet tilbage til enkeltpersonerne. Og derefter meldte en anden sig måske til at foretage denne produktion eller tjenesteydelse.

Pointen var, at den person, som stod for produktionen, var ilalks interesseret i at opnå en neurotisk betinget magt over andre igennem produktionen, da han fik sine behov tilfredssillet, og såfremt dette alligevel skulle ske, havde gruppen magt til at afsætte vedkommende.

Jeg spurgte tidligere, om det på basis af dette 'miniatureekspriment' var videnskabeligt holdbart at slutte noget om forholdet mellem den menneskelige natur og den sociale struktur. I de to eksempler mener jeg 'ja'. Selv om jeg har været meget kritisk over for mange forhold i min diskussion af AAO, er jeg i skrivende historiske øjeblik (efterår 1980) i spørgsmålet om et evt. valg mellem en kapitalistisk og en socialistisk produktionsform enig med AAO om at anse den kaftalistiske for den mest adækvate - dette er også 'årsagen' til at Bhagwan taler 'positivt' om den kapitalistiske vestlige verden og 'negativt' om den socialistiske verden. Jeg vender tilbage til dette for venstreorienterede tilsyneladende modsigelsesfyldte. Pointen og det afgørende punkt er efter min mening bevidsthedsudviklingen og behovstilfredsstillelsen.

Dette er også en af grundene til, at jeg har valgt at bruge relativt megen plads på beskrivelsen af AAO og dette ekspe-riment, da jeg tror, at en kritisk bevægelse i forhold til kapitalismen kan drage meget mere nytte af AAO's erfaringer, end det hidtil har været tilfældet. Jeg tror, at kollektivbevægelsen og venstrefløjen og andre gjorde en stor fejl ved så arrogant at kritisere AAO.

næste side