Frigørelsens Paradoks

skrevet 1980, da jeg var 28, offentliggjort på internettet 2011

I. MIT LIV 1970 TIL 1977

Jeg starter som sagt ved studiets begyndelse. Jeg kom fra en traditionel middelklassefamilie fra Gentofte og fra et af de traditionsrigeste borgerlige gymnasier her i landet, hvor det ikke havde været helt let at være kritisk indstillet. Efter at have været omgivet af hovedsageligt højreorienterede mennesker var jeg pludselig i det stik modsatte miljø.

Mange af mine medstuderende havde allerede en del kendskab til venstreorienterede teorier og levede i et miljø, som jeg kendte meget lidt til. En del af mine medstuderende kom sammen uden for studiet, havde mere at snakke om, når det drejede sig om sager, der ikke direkte havde noget med studiet at gøre. Rent geografisk boede jeg også isoleret, og jeg husker de første år af studiet som en tid, hvor jeg var meget alene.

Jeg spillede også stadig fodbold, som jeg havde gjort siden jeg var 10 år. Men en skade forhindrede mig i at fortsætte. Samtidig konfronterede min nye marxistiske opfattelse mig med en repressiv sport som et onde. Efterhånden viede jeg mere og mere af min tid til teoretiske studier.

Uden egentlig at få øje på det blev de fleste af os sluset ind i studiet på en bestemt måde, som efter min mening ikke var så sund. Jeg kom ind på sociologi på et tidspunkt, hvor der foregik et oprør mod den borgerlige sociologi. Den marxistiske teori var i modsætning til de borgerlige sociologier en politisk revolutionær og frigørende teori, så den var mest rigtig. Jeg husker, hvor stort et gruppepres, der blev udøvet på instituttet.

Dengang var jeg stadig meget bange og jeg fulgte bare med de andre. Jeg kunne også godt se, at den marxistiske teori var væsentlig bedre, men den indeholdt meget lidt om det følelsesmæssige. Det bekymrede mig nu ikke så meget på det tidspunkt, da det ikke var aktuelt for mig.

I den tid blev jeg endnu mere overbevist om, at årsagen til elendigheden er i samfundets struktur. Hvis blot samfundsforholdet blev lavet om, så skulle vi nok allesammen blive lykkelige. Denne naive indstilling havde jeg på det tidspunkt. Jeg havde aldrig gjort mig nogen tanker om lykke, men jeg troede på det. Jeg begyndte så at lede efter lykken gennem bøgerne. Jeg havde et lille håb om, at det måtte være muligt at læse sig til den store sandhed, blot man læste længe nok. Jeg – og vist også mange af de andre nye studerende – var imponeret af de ældre studerende, som var i stand til at skrive virkelig vanskelige teoretiske arbejder med lange litteraturlister, som ofte indeholdt mange tyske bøger. Dengang var jeg ikke i stand til at læse tysk, og det gjorde sikkert mine projektioner endnu stærkere.

I dag kan jeg se, at ligesom i min barndom fortrængte jeg en stor del af mine følelser i denne periode af studiet. Jeg kom sammen med en yngre pige et års tid, indtil hun fyrede mig. Jeg var ganske vist ked af det, men det påvirkede mig ikke i synderlig grad. Samtidig lærte jeg gennem den måde, jeg nu var begyndt at tænke på, at hovedparten af vore emotionelle problemer skyldtes kapitalismen. Jeg holdt mig til den leninistiske genspejlingsteori, som gik ud fra den opfattelse, at bevidstheden var et produkt af de samfundsmæssige forhold. Senere lærte jeg ganske vist en mere dialektisk opfattelse af dette fænomen, men det forblev i teorien.

Min begyndende imponerethed svandt efterhånden som jeg også selv fik læst flere bøger og specielt Marx selv. Jeg husker min glæde, da jeg langsomt fandt ud af Marx' logiske udviklinger i 'Kapitalen'. Jeg begyndte også langsomt at forstå, hvorledes mennesket under kapitalismen ikke kan gennemskue samfundet, fordi dets væsen fremtræder i fordrejet form.

Jeg fik læst mange mere eller mindre indviklede marxistiske bøger, som forstærkede min følelse af at sidde isoleret med teorierne, mens livet udenfor gik sin gang. På dette tidspunkt kunne jeg ikke fatte, hvorfor arbejderne fandt sig i undertrykkelsen og ikke protesterede mod den. Først senere, da jeg begyndte at beskæftige mig med psykologi, gik det langsomt op for mig, at det hele ikke var så ligetil, som det så ud til i teorien.

Jeg var efterhånden så meget inde i forskellige marxistiske teorier, at jeg kun opfattede verden gennem marxistiske briller. Min indre angst og mindreværdskomplex havde jeg intet kendskab til, og jeg ser nu min store interesse for en logisk relativ skudsikker teori om omverdenen (marxismen) delvist som et udtryk for min egen flugt fra min indre virkelighed.

I samtaler med andre mennesker projicerede jeg mange af mine ubevidste aggressioner ud på kapitalismen eller på mennesker, som forsvarede denne produktionsform. Specielt min mor måtte stå for skud og i dag overrasker det mig, at hun fandt sig i så meget. Jeg kan ikke finde anden forklaring end at hendes kærlighed til mig må have været meget stor.

Rent psykologisk kan marxismen være en let måde at undgå sin egen indre virkelighed, såfremt man ikke også beskæftiger sig med sin egen psyke. Denne kritik af den mere teoretiske del af venstrefløjen er vel nok blevet stærkest fremført af kvindebevægelsen her i de sidste år.

Jeg blev langsomt interesseret i psykologi. Atmosfæren på instituttet, som var blottet for følelser, fik mig til at føle åndenød. Samtidig beskæftigede vi os heller ikke særlig meget med psykologi i teorien. Dette blev et behov for mig efterhånden som jeg mærkede, at der manglede noget. På sociologisk institut betragtedes psykologi som mindre relevant, så jeg måtte derfor søge til et andet institut for at få tilfredsstillet mine behov.

Et psykologisk begreb som angst blev af nogle marxister på dette tidspunkt afledt af de marxske kategorier og specielt af varebyttets karakter. Mange marxister var imponeret af disse forsøg på at konstruere en psykologi, som gik ud fra Marx. Det hjalp blot intet i praksis, selv om teorien var rigtignok.

Jeg begyndte herefter at læse Freud og Reich, som var de to fra den klassiske psykoanalyse, som de venstreintellektuelle nærede mest håb til. Man håbede på en eller anden måde at kunne kæde den marxistiske teori og psykoanalysen sammen til en mere slagkraftig teori.

'Orgasmens funktion' af Reich var en bog, som gjorde særdeles stort indtryk på mig. Reich var under ungdomsoprøret blevet populær igen, bl.a. via Reiches bog 'Seksualitet og klassekamp', og i begyndelsen af 70'erne steg interessen for en sammenkædning af marxisme og psykoanalyse.

I denne tid blev det nødvendigt for mig at lære at læse tysk, fordi så mange af bøgerne var på tysk og ikke oversat. For at gøre en lang historie kort besluttede jeg at tage til Frankfurt, fordi jeg så hurtigere kunne lære tysk og samtidig var A. Lorenzer, K. Horn og P. Orban i Frankfurt. Og da det mest var deres bøger, som jeg læste, kunne jeg jo ligeså godt tage ned til dem.

Det var samtidig et påskud for at slippe væk fra det universitetsmiljø i København, som jeg emotionelt ikke kunne finde mig til rette i. Jeg havde efter min mors død i 1973 bøt alene et halvt år og sammen med min yngre søster et halvt år.

Mit liv bestod stadig meget i at forøge min teoretiske viden. Kontakt med andre mennesker havde jeg ikke særlig meget. Men efter en vanskelig start i Frankfurt skete der pludselig en vending i mit liv. Gennem et kollektiv, hvor jeg bl.a. hurtigt lærte at tale tysk, kom jeg i kontakt med mange forskellige mennesker.

I Frankfurt skete der noget pudsigt. Jeg kom som en fremmed til en by, hvor ingen kendte mig. Ingen forventede noget specielt af mig, for ingen havde set mig før. Yderligere fandt jeg hurtigt ud af, at danskere var interessante for tyskere. I begyndelsen forstod jeg det ikke, men det fandt jeg dog hurtigt ud af. Tyskere er i forhold til danskere ret lukkede følelsesmæssigt og har hørt, at danskere er ret åbne.

Jeg var i mine egne øjne ikke åben emotionelt, men blev det meget hurtigt. Der foregik nu noget med mig, som man kalder 'the self-fulfilling prophecy'. Jeg blev til det, som de andre forventede af mig. I og med en forventning om en vis åbenhed, udviklede jeg langsomt en større åbenhed end dem. Den lå selvfølgelig latent i mig og jeg kunne nu springe ind i de roller, som jeg havde mest lyst til uden at have større forhåndskendskab til dem.

Psykologisk skete der det, at de projicerede deres åbenhed og tillid over på mig for at kunne være i en mere åben atmosfære. Denne tillidserklæring til mig påvirkede mig således, at jeg fik mere selvtillid. Dette og min åbenhed fungerede som en magnet over for andre mennesker og i denne tid fik jeg hurtigt mange venner, med hvem jeg fik tættere forhold end jeg hidtil havde haft. Jeg fik det meget bedre ved at snakke om emotionelle ting, om glæder og problemer her i livet.

Jeg var ikke særlig meget på universitetet og læste ikke så meget som jeg havde gjort i København. I det halvandet år, hvor jeg var i Frankfurt, levede jeg blandt 'spontis' (sponti er en betegnelse i Vesttyskland for en udogmatisk venstrefløjsperson). Jeg havde ganske vist før prøvet at have mange venner, men denne gang var der mere indhold i de forhold, som jeg havde.

Jeg havde også gode emotionelle forhold til mænd, hvilket var det nyeste for mig. Naturligt var det også, at jeg gik i mandegruppe, hvor vi forsøgte at skabe en større åbenhed imellem os. Et af hovedmålene var nedbrydningen af den manderolle, som vi teoretisk kendte på kryds og tværs.

Vi troede virkelig, at vi kunne snakke og diskutere os ud af vores rolle. Det lykkedes efter min mening dog kun delvis. Motivet for at gå i mandegruppe var for de flestes vedkommende skabt via det parforhold, som den enkelte mand levede i. På en landsdækkende mandekongres i Berlin i 1975 viste det sig, at ca. 80% af mændene mere eller mindre var blevet tvunget af deres veninder til at gå i mandegruppe for at blive noget mere kønsbevidste.

Det var mest af alt spændende, fordi det var nyt og fordi det drejede sig om mit eget følelsesliv. Yderligere gav det mig en ny måde at forholde mig til mænd på. Jeg blev mere åben og bevidst over for min egen homoseksualitet.

I denne periode havde jeg også en god ven og med ham tilbragte jeg mange dejlige timer. Mit behov for en mandlig ven er ikke kun naturligt, men det bliver ekstra forstærket af den konkurrence med andre mænd, som internaliseres i manderollen. Ofte foregår dette sammen med et dårligt emotionelt forhold mellem sønnen og faderen. Så for mig er det intet under, at vi i vores samfund kan se så mange homoseksuelle tendenser i mandlig adfærd.

Jeg blev mere interesseret i mine psykiske muligheder og begyndte at betragte mig selv som et objekt og fik på denne måde mere afstand til mig selv. Foruden mit 'faste' parforhold havde jeg flere forhold, som på et tidspunkt kulminerede i forhold til tre kvinder og en mand samtidigt. Det medførte så megen misundelse, som vi ikke var i stand til at behandle, og jeg vendte tilbage til mit oprindelige parforhold. Det lærte mig foruden noget om mit begær også, at det under disse omstændigheder ikke var muligt at praktisere fælles fri seksualitet.

Min interesse for min egen homosekualitet ophørte på en sommerlejr, hvor jeg erfarede, at bøsser spiller nøjagtig de samme spil og roller som de heterosexuelle.

Jeg bemærkede, at jeg havde en bestemt metode til at lære en ting at kende. Jeg droppede alle andre interesser og gik 100% ind for sagen. Pludselig var min interesse et andet sted og dette kunne godt være stik modsat det foregående. Senere har jeg gennem astrologi fundet ud af, at dette kan være et typisk træk hos tvillinger, hvilket dog ikke fungerede som nogen forklaring, men blot påviste, at astrologien havde ret på dette punkt omkring mig selv.

Efter mine erfaringer med bøsser forsvandt min nysgerrighed over for homosexualiteten hos andre mænd. Jeg valgte at have forhold til kvinder, når det drejede sig om seksualitet. Nu havde jeg fået undersøgt det fænomen og så var det færdigt.

Jeg fulgte stadig nogle få forelæsninger forskellige steder på universitetet og var i enkelte arbejdsgrupper. Jeg var stadig interesseret i forholdet mellem marxisme og psykologi. Jeg læste mange bøger og diskuterede med mange forskellige, men syntes ikke rigtig, at jeg fik fat i noget væsentligt. Bedre blev det heller ikke af, at jeg fik lidt af et chok, da jeg mødte tre personer (A. Lorenzer, K. Horn og P. Orban), som på det tidspunkt både var populære og interessante i deres teoretiske arbejder. Disse personer, som stod for den tids nytænk-ning, var så overvægtige, at man snarere skulle tro, at de var faste værtshusgæster. Diskrepansen mellem deres egen person og deres teorier var så stor, at mange af mine illusioner faldt til jorden.

På nogle vil denne måde at vurdere disse menneskers tankemæssige arbejde via deres personlige udstråling virke arrogant og overlegen eller endog forkert. Fornuftsmæssigt kunne jeg også selv argumentere mod det, men der var noget i mig, som sagde, at der var noget galt. Rent intuitivt kunne jeg ikke få deres teorier og deres udstråling til at passe sammen. Og denne gang stolede jeg mere på min intuition end på mine rationelle tanker.

Af denne grund ophørte jeg med mine teoretiske studier over forbindelsen mellem Marx og Freud. Jeg vil vende tilbage til denne diskussion under behandlingen af venstrefløjen og den nye vækstbevægelse.

Min mor var død inden jeg flyttede til Frankfurt. Dette betød flere ting for mig. Jeg kunne nu ikke længere håbe på hjælp i situationer, hvor min mor evt. kunne hjælpe mig. Jeg blev nødt til selv at klare de udfordringer, som jeg blev stillet overfor. Jeg blev tvunget til at se min realitet i øjnene, som den var, hvilket udviklede min selvstændighed og ansvarlighed.

I disse år bevægede jeg mig langsomt mod selve livet i modsætning til mine hidtige tanker og teorier om livet. Mit liv formede sig sådan, at jeg ikke kunne undslippe ved at tænke over det. Jeg måtte stadig mere forholde mig konkret til mig selv og andre, som jeg kom i kontakt med. Allerede på dette tidspunkt havde jeg en vag fornemmelse af, at mange af de teorier, som jeg havde tilegnet mig, ikke kunne anvendes på det konkrete liv, heller ikke de bedste psykologiske teorier. To af mine veninder gav mig Fromms 'Kunsten at elske', som jeg læste igennem flere gange og derigennem fandt ud af, at der var sider af det menneskelige liv, som jeg ikke havde erfaringer med.

Ordet og følelsen kærlighed dukkede stille op i mig. Jeg kom på det tidspunkt sammen med en åben, følsom og sårbar kvinde, som viste sine såkaldte svage sider. For mig var sådanne egenskaber mangel på styrke og sikkerhed, og netop disse to karakteregenskaber havde jeg udviklet så stærkt, at jeg med disse forsvarede mig mod mine egne sårbare følelser. Jeg var utrolig bange for at vise mine svag-heder. Mit mindreværdskomplex skjulte jeg med en ydre stolthed og storhedsvanvid.

Jeg mindes hvorledes vi i mandegrupperne ofte undskyldte os med vores vanskelige manderolle, som vi var blevet tvunget ind Dette var ganske vist rigtignok, men vi brugte den ofte mere end nødvendigt som en dårlig undskyldning for ikke virkelig at tackle de væsentlige problemer, som vi stod overfor.

Ingen af os turde tage det spring, som ville føre os ind i et ukendt område. Det samme skete for mig i mit parforhold. Da vi begge mærkede, at det var ved at være slut, forsvandt jeg hurtigst muligt. Samtidig havde hun forelsket sig en ny, som det så ofte sker i parforhold, når glansen er gået af den elskede. Jeg var så bange for en afvisning, at jeg valgte at gå min vej inden det skete. Så kunne jeg også over for mig selv sige, at jeg gik og ikke: hun gik.

Først senere kunne jeg se, hvor ofte jeg flygtede fra kon-frontationer, som jeg virkelig kunne have lært noget af, hvis jeg havde turdet konfrontere mig selv. Først tre år efter var jeg i stand til at indrømme, at grunden til at jeg forlod det forhold var faktisk, at jeg selv var blevet forladt.

Jeg blev klar over, at jeg manglede evne til virkelig at leve mig ind i et andet menneske. Dette skyldtes selvfølgelig mit eget manglende kendskab til mig selv.

Pga. flere forskellige forhold flyttede jeg til Bremen, da jeg bl.a. var blevet interesseret i en marxistisk teori om sport, som jeg selv havde dyrket i så mange år. Jeg var også begyndt at dyrke mere sport for at holde mig nogenlunde fysisk sund.

I Bremen steg min interesse yderligere for alternative teorier om menneskets sundhed. Jeg læste og beskæftigede mig i praksis en del med naturmedicin og naturlige helbredelsesmetoder. Samtidig mødte jeg nogle mennesker, som var interesseret i at lave gruppeterapi. De ville samle tilstrækkelig mange til at kunne betale en engelsk bioenergetisk terapeut – bioenergetik er en videreudvikling af Reich's terapi.

Jeg vidste ikke særlig meget om terapi i praksis, og det var mest af nysgerrighed at jeg deltog. Men dette kursus viste sig senere at være begyndelsen til en større vending i mit liv.

På selve kurset, som foregik i et bondehus langt ude på landet, havde vi ikke lavet øvelser i en halv time, før jeg for første gang i mange år lå på gulvet og tudbrølede. Sorgen over min mors død, som jeg havde fortrængt godt, piblede op og jeg græd i halvanden time uafbrudt. Terapeuten holdt mig noget af tiden som en mor holder sit lille barn, og jeg følte mig faktisk som et lille barn i mors sikre arme.

Jeg følte mig elsket og accepteret som jeg var. Denne oplevelse ændrede noget dybt i min bevidsthed. Længslen efter kærlighed havde jeg fortrængt så dybt i så mange år, at jeg helt havde glemt den. Men ikke nok med det, jeg foragtede den som noget svagt. Jeg kunne indse, at det havde været et af mine tricks for at overleve.

På samme og et efterfølgende kursus kom der mange flere fortrængte følelser fra det ubevidste lag i mig selv. Ofte oplevede jeg en eksplosiv energi, som pressede voldsomt på for at komme ud. For at sige det mildt ændrede mit verdensbillede sig en hel del. Jeg indeholdt meget andet end mine tanker og overfladiske følelser.

Angst, sorg, længsler, aggressioner, glæder, lyster osv. Vi benyttede mange forskellige teknikker til at overgive os til fortrængte følelser, men den stærkeste og måske nok mest betydningsfulde oplevelse, som jeg havde på dette kursus, var en tre timer lang 'indre rejse', hvilket skal forstås bogstaveligt - se også lignende beskrivelse hos S. Grof: Den indre rejse, bd. I og II.

Ved at lave nogle bestemte øvelser, som aktiverede min indre energi, forsvandt jeg bogstaveligt i et indre rum. Jeg kan nærmest beskrive det som at blive flyttet til en anden virkelighedsdimension. Det var min egen indre verden, som jeg før ikke havde haft kendskab til.

En for mit jeg fremmed og uønsket energi pressede på for at komme ud, og jeg var mildest talt ikke meget for at lade denne energi komme til orde. Den var yderst ubehagelig og angstvækkende. Jeg kunne imidlertid ikke modstå denne energi. Jeg måtte være såvel tilskuer som aktør til mine egne fortrængte følelser og oplevelser, hvoraf de fleste stammede fra min tidlige barndom. To gange var jeg overbevist om, at jeg skulle dø.

Det var for så vidt også sandt, men det var mit ego, som skulle dø for at det ubevidste kunne komme til min bevidsthed. Egoet er meget imod at lade angst komme til orde. Dette måtte jeg personligt sande i disse oplevelser. Mine og andres erfaringer viser, at man skal have MEGET mod til at hilse døden velkommen som enhver anden gæst.

Den første gang troede jeg, at mine skuldermuskler reelt skulle sprænges, så ondt gjorde det. Dette skete dog ikke. I stedet endte det med, at et gevaldigt skrig kom ud af mig samtidig med, at min krop bøjede sig som en slange. Det oplevedes ikke som om jeg skreg, men som om skriget tog mig. Den anden gang troede jeg, at mine tænder skulle knuses så meget bed jeg sammen uden at være i stand til at åbne munden. Her i denne situation gentog det samme sig med skriget.

Hvis disse oplevelser lyder lidt voldsomme, så er det også rigtigt. Jeg har sidenhen ikke haft så voldsomme oplevelser, hvilket måske skyldes at jeg kom så dybt som muligt i disse følelser. Men det er nu ikke det væsentlige i denne sammenhæng. Det væsentlige var, at min person ændrede sig efter dette kursus.

Nu havde jeg konkrete erfaringer om det, som bl.a. Reich havde skrevet om. Jeg så hvor begrænset mit liv egentlig havde været og hvor meget jeg levede af mine muligheder. Som de fleste oplever på deres første vækstkursus, ændres verdensbilledet mere eller mindre i og med, at man får konkret kendskab til sin egen indre verden.

Jeg havde tidligere oplevet min egen person som en relativ statisk størrelse, som stod over for en ydre verden, som konstant var i forandring. Denne oplevelse forstærker den i forvejen herskende følelse af fremmedgjorthed over for en omverden, som er umulig at forandre eller påvirke. Yderligere forstærkes denne statiske oplevelse af ens egen person af den samfundsmæssige destruktion af individualiteten, som såvel samfundet som personen selv reproducerer.

Jeg indså hvorledes meget af mit eget ubevidste indhold havde været projiceret ud i den ydre verden for at undgå en indre konfrontation, som ville have været ubehagelig for min selvopfattelse.

Mine aggressioner kom for en stor dels vedkommende ikke fra et had mod det ydre samfund, men snarere fra et had mod mine forældre, som ikke havde elsket mig tilstrækkeligt i min barndom. Disse aggressioner var i deres intensitet langt stærkere end dem, som jeg havde rettet udad mod samfundet i et forsøg på at give samfundet skylden for min misere.

Jeg havde troet at årsagen lå i samfundets struktur, men kunne efter disse erfaringer fra terapikurset se, at årsagerne var dybere og inde i mig selv, nemlig som fortrængte og ubevidste indhold i min egen psyke. Mine forældres manglende kærlighed hd mig var den egentlige årsag til mine aggressioner og ikke samfundets struktur. At man så voksenalderen oplever det samme mønster mellem sig selv og omverdenen (samfundet), ændrer ikke det oprindelige, men tilslører kun synet. Hvordan skulle samfundet også være stand til at elske? Kun mennesker er i stand til at elske.

Det lærte mig noget om mit sinds projektionsmekanismer. Jeg kunne i visse områder se, hvorledes omverdenen havde fungeret som et projektionslærred for det, som nogle kaldes en sovende bevidsthed – et udtryk som bruges mest af østens vise, hvilket jeg kommer ind på senere. Den I verden fungerer som spejl for det ubevidste, uanset om det når bevidsthedens erkendelse eller ej. Det ubevidste søger I kraft af dets levende natur eksistensberettigelse og sindet projicerer dets energi ud på materien, som på denne måde fungerer som energiopsugende projektionslærred.

Herved tildeles materien uberettiget og ubevidst egetliv. En interessant parallel – men også kun en parallel – fandt Marx i varens fetichkarakter. Her får materien også egetliv. Som i den psykologiske projektionsmekanisme, hvor ånden tilsyneladende får egetliv i materien, finder værdien sin form (sit formudtryk) i den materielle sanselige vare.

Et sikkert velkendt fænomen fra psykologien er forelskelsen. I forelskelsens berusede og slørede sindstilstand bærer den elskede ens egne ubevidste indhold eller idealer. Eller et andet eksempel – et med modsat fortegn: De såkaldt dårlige sider af en selv, som man ikke vil se hos sig selv, projiceres ud på andre. Negre, jøder og kommunister må ofte fungere som projektionslærred for andres ubevidste indhold.

Terapikursets erfaringer åbnede nye betragtningsmåder for mig og jeg stillede nye spørgsmål angaænde mit eget liv og hvad, jeg ville bruge det til. Hvad var væsentligt og hvad var mindre væsentligt? Jeg besluttede i hvert fald, at jeg ville arbejde mere med min egen person. Meget af min energi havde jeg holdt tilbage, og jeg brugte endda yderligere energi til at holde den anden energi tilbage med.

Jeg kunne mærke, hvorledes jeg var fanget i et indre fængsel, som jeg endda selv havde opbygget. Dette fængsel havde ganske vist 'rimelige' funktioner i og med, at det forsvarede mig mod at falde ud af den samfundsmæssige overenskomst.

Men hvad ville jeg vælge, hvis det stod til et valg: ærlighed over for mig selv eller over for de andre? Ville jeg begynde at leve et liv, som var mere i overensstemmelse med mig selv, selv om det ville koste noget udadtil? Dette var spørgsmål, som nu opstod og de var meget konkrete og vigtige for mig.

På kurserne var det blevet klart for mig, hvor ofte jeg undgik konfrontationer og risikoer af angsten for at blive afvist, for at blive såret eller kritiseret eller andet. Og dette hindrede mig samtidig i at lære livet at kende og at leve livet. Og alle de bøger, som jeg havde læst kunne ikke hjælpe mig på dette punkt, snarere var de en hindring.

Den emotionelle åbenhed, som ofte hersker på et terapikursus, er ofte en modsætning til den påtvungne lukkethed, som samfundet kræver. Bevidstheden om, at man efter et sådant kursus skal tilbage til dagligdagen, hvor man skal fungere på andres præmisser, virker tendentielt som en hæmsko for total eftergivenhed. Ofte er det begrænset, hvor dybt man tør gå med sig selv.

Dette kan efter min mening med rette rettes som kritik mod de mange ellers udmærkede weekendkurser, som der bliver flere og flere af.

Min interesse og behov for at følge disse kurser op var så stor, at jeg så det som ideelt, hvis man boede mange mennesker sammen i et såkaldt terapeutisk kollektiv.

Kort tid efter mødte jeg nogle mennesker, som levede sammen i et terapeutisk kollektiv, og som viste så megen livsenergi og livslyst, at der ikke skulle meget til at overbevise mig om, at det var godt og rigtigt.

Der overspringes nu en del kapitler, som for mange kan virke forvirrende og få dem til at droppe læsningen, derfor:

VIC Beskrivelse af psykisk udvikling i baade tid og rum